Jeg kan næsten ikke engang anbefale Brahms: The Boy II til gyser-entusiaster, den er tyndere end tynd, forudsigelig, og den slår ikke en eneste selvstændig tone an. Ærgerligt når 1’eren var så positiv en overraskelse.
Da 5 Bloods virker kort sagt som en filmisk identitetskrise, hvor Spike Lee har kogt en suppe med for mange ingredienser. Resultatet er, at man ikke kan smage nogle af dem.
Flot, og lidt jævnt drama fra den gode filmhåndværker, Todd Haynes
The Vast of Night kommer nok ikke til at ryste filmverdenens grundvold, men uanset hvad, er der tale om en lille original sci-fi-perle, som alle fans af genren, eller bare fans af spændende filmkunst burde unde sig.
Manden bag Your Name smider et nyt visuelt og smukt poetisk mesterværk efter os.
Det er interessant, hvordan kunst kreeret med få midler og sparsomt udstyr kan noget helt specielt. Når man ikke har et filter at gemme sig bag, er det i bedste fald muligt at lave noget, som føles umiddelbart, ufiltreret, og vedkommende. Dette er tilfældet med Unsane.
Z er nok mest for inkarnerede fans af gysergenren, folk som ikke kan nøjes med de stort opsatte biografgys, men som gerne vil dykke yderligere ned i dynget.
Filmen, der burde have været sød og charmerende, ender i stedet der hvor den er larmende og irriterende.
Honey Boy kan på papiret virke som et arty eksperiment, men det er ingenlunde tilfældet. Det er et velfungerende og rørende drama om menneskelige relationer, og de konsekvenser som følger med.
Naomie Harris er yderst troværdig i hovedrollen, og gør den middelmådige cop-thriller, Black And Blue, en anelse bedre.
