Da 5 Bloods (Netflix)

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Da 5 Bloods
Instruktør: Spike Lee  
Produktionsår: 2020
Genre: Drama, action
Kan streames på: Netflix

af Jacob Faurholt

Spike Lee har lavet en af mine all time favoritfilm. Det var Summer of Sam fra 1999, hvor man får indblik i den frygt seriemorderen Son of Sam spreder, i et italiensk-amerikansk kvarter i New York-bydelen Bronx i 1977. Et knivskarpt portræt af bydelens indbyggere, og det som fylder i deres liv, den skæbnesvangre sommer, hvor den modbydelige seriemorder huserede deres gader. Udover den film, har jeg langt fra suget alle Spike Lee-joints i mig, men jeg har da set en her og der. Blandt andet sidste års BlacKkKlansman, som var udemærket, uden at være prangende.

Jeg var dog alligevel spændt på at se Spike Lee’s nyeste, som er produceret direkte til Netflix. Historien lød på papiret spændende, og som et potentielt godt drama. En gruppe Vietnam-veteraner rejser, som ældre mænd, tilbage til stedet, hvor de har oplevet alverdens grusomheder. Nu for at bringe resterne af deres afdøde kammerat Stormin’ Norman hjem, men også for at finde den skat, som de i sin tid efterlod i junglen.

Filmen starter ud med arkivoptagelser af Muhammed Ali, som fortæller hvorfor han ikke vil udsendes til rædslerne i Vietnam, efterfulgt af nogle helt igennem grusomme billeder fra selvsamme krig. Der er altså fra starten ingen tvivl om, at Da 5 Bloods er en politisk film, hvilket vel også giver sig selv med Spike Lee som instruktør. Derefter hopper vi til et hotel, hvor de fire veteraner mødes til starten på deres færd. Nu er tonen hyggelig og sjov, en stærk kontrast til indledningen, og sådan fortsætter det filmen igennem. Da 5 Bloods hopper i et snuptag fra den ene genre til den anden (krigsfilm, skattejagt-eventyr, drama, komedie), i en sådan grad, at det til tider føles ufrivilligt komisk. Ingen af nævnte genrer bliver rigtig forløst, og som seer sad jeg konfust tilbage med spørgsmålet: “hvad vil den her film?”.

Det virker heller ikke som om skuespillerne føler sig komfortable i deres roller, de spiller stift og karikeret. Værst står det til med birollerne, som eksempelvis den onde skurk, spillet af franske Jean Reno. Han og hans kumpaner, er som taget ud af en Chuck Norris-film fra 80’erne, og det er utroværdigt at være vidne til. Hovedpersonerne gør det en anelse bedre, som eksempelvis den PTSD-ramte Paul (spillet af Delroy Lindo). Hans præstation virker dog stadig karikeret, overspillet, og famlende i det rodede scenarie. Måske er han ligeså forvirret som undertegnede.

Filmen er som sagt politisk, og denne seriøse side bliver en underlig kontrast til resten. Vi får vist flere still-billeder af nævneværdige afroamerikanere, og får også at vide, at størstedelen af de unge som blev sendt til Vietnam, var sorte (et uhyggeligt faktum). Denne side af filmen er jo mildest talt aktuel, men i dette miskmask af en film, virker det også underligt påklistret.

Da 5 Bloods virker kort sagt som en filmisk identitetskrise, hvor Spike Lee har kogt en suppe med for mange ingredienser. Resultatet er, at man ikke kan smage nogle af dem.         

Da 5 Bloods får: 2/6
🔨 🔨

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.