Originaltitel: Da 5 Bloods
Instruktør: Spike Lee
Produktionsår: 2020
Genre: Drama, action
Kan streames på: Netflix
Spike Lee har lavet en af mine all time favoritfilm. Det var Summer of Sam fra 1999, hvor man får indblik i den frygt seriemorderen Son of Sam spreder, i et italiensk-amerikansk kvarter i New York-bydelen Bronx i 1977. Et knivskarpt portræt af bydelens indbyggere, og det som fylder i deres liv, den skæbnesvangre sommer, hvor den modbydelige seriemorder huserede deres gader. Udover den film, har jeg langt fra suget alle Spike Lee-joints i mig, men jeg har da set en her og der. Blandt andet sidste års BlacKkKlansman, som var udemærket, uden at være prangende.
Jeg var dog alligevel spændt på at se Spike Lee’s nyeste, som er produceret direkte til Netflix. Historien lød på papiret spændende, og som et potentielt godt drama. En gruppe Vietnam-veteraner rejser, som ældre mænd, tilbage til stedet, hvor de har oplevet alverdens grusomheder. Nu for at bringe resterne af deres afdøde kammerat Stormin’ Norman hjem, men også for at finde den skat, som de i sin tid efterlod i junglen.
Filmen starter ud med arkivoptagelser af Muhammed Ali, som fortæller hvorfor han ikke vil udsendes til rædslerne i Vietnam, efterfulgt af nogle helt igennem grusomme billeder fra selvsamme krig. Der er altså fra starten ingen tvivl om, at Da 5 Bloods er en politisk film, hvilket vel også giver sig selv med Spike Lee som instruktør. Derefter hopper vi til et hotel, hvor de fire veteraner mødes til starten på deres færd. Nu er tonen hyggelig og sjov, en stærk kontrast til indledningen, og sådan fortsætter det filmen igennem. Da 5 Bloods hopper i et snuptag fra den ene genre til den anden (krigsfilm, skattejagt-eventyr, drama, komedie), i en sådan grad, at det til tider føles ufrivilligt komisk. Ingen af nævnte genrer bliver rigtig forløst, og som seer sad jeg konfust tilbage med spørgsmålet: “hvad vil den her film?”.
Det virker heller ikke som om skuespillerne føler sig komfortable i deres roller, de spiller stift og karikeret. Værst står det til med birollerne, som eksempelvis den onde skurk, spillet af franske Jean Reno. Han og hans kumpaner, er som taget ud af en Chuck Norris-film fra 80’erne, og det er utroværdigt at være vidne til. Hovedpersonerne gør det en anelse bedre, som eksempelvis den PTSD-ramte Paul (spillet af Delroy Lindo). Hans præstation virker dog stadig karikeret, overspillet, og famlende i det rodede scenarie. Måske er han ligeså forvirret som undertegnede.
Filmen er som sagt politisk, og denne seriøse side bliver en underlig kontrast til resten. Vi får vist flere still-billeder af nævneværdige afroamerikanere, og får også at vide, at størstedelen af de unge som blev sendt til Vietnam, var sorte (et uhyggeligt faktum). Denne side af filmen er jo mildest talt aktuel, men i dette miskmask af en film, virker det også underligt påklistret.
Da 5 Bloods virker kort sagt som en filmisk identitetskrise, hvor Spike Lee har kogt en suppe med for mange ingredienser. Resultatet er, at man ikke kan smage nogle af dem.
