Da 5 Bloods (Netflix)

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Da 5 Bloods
Instruktør: Spike Lee  
Produktionsår: 2020
Genre: Drama, action
Kan streames på: Netflix

af Jacob Faurholt

Spike Lee har lavet en af mine all time favoritfilm. Det var Summer of Sam fra 1999, hvor man får indblik i den frygt seriemorderen Son of Sam spreder, i et italiensk-amerikansk kvarter i New York-bydelen Bronx i 1977. Et knivskarpt portræt af bydelens indbyggere, og det som fylder i deres liv, den skæbnesvangre sommer, hvor den modbydelige seriemorder huserede deres gader. Udover den film, har jeg langt fra suget alle Spike Lee-joints i mig, men jeg har da set en her og der. Blandt andet sidste års BlacKkKlansman, som var udemærket, uden at være prangende.

Jeg var dog alligevel spændt på at se Spike Lee’s nyeste, som er produceret direkte til Netflix. Historien lød på papiret spændende, og som et potentielt godt drama. En gruppe Vietnam-veteraner rejser, som ældre mænd, tilbage til stedet, hvor de har oplevet alverdens grusomheder. Nu for at bringe resterne af deres afdøde kammerat Stormin’ Norman hjem, men også for at finde den skat, som de i sin tid efterlod i junglen.

Filmen starter ud med arkivoptagelser af Muhammed Ali, som fortæller hvorfor han ikke vil udsendes til rædslerne i Vietnam, efterfulgt af nogle helt igennem grusomme billeder fra selvsamme krig. Der er altså fra starten ingen tvivl om, at Da 5 Bloods er en politisk film, hvilket vel også giver sig selv med Spike Lee som instruktør. Derefter hopper vi til et hotel, hvor de fire veteraner mødes til starten på deres færd. Nu er tonen hyggelig og sjov, en stærk kontrast til indledningen, og sådan fortsætter det filmen igennem. Da 5 Bloods hopper i et snuptag fra den ene genre til den anden (krigsfilm, skattejagt-eventyr, drama, komedie), i en sådan grad, at det til tider føles ufrivilligt komisk. Ingen af nævnte genrer bliver rigtig forløst, og som seer sad jeg konfust tilbage med spørgsmålet: “hvad vil den her film?”.

Det virker heller ikke som om skuespillerne føler sig komfortable i deres roller, de spiller stift og karikeret. Værst står det til med birollerne, som eksempelvis den onde skurk, spillet af franske Jean Reno. Han og hans kumpaner, er som taget ud af en Chuck Norris-film fra 80’erne, og det er utroværdigt at være vidne til. Hovedpersonerne gør det en anelse bedre, som eksempelvis den PTSD-ramte Paul (spillet af Delroy Lindo). Hans præstation virker dog stadig karikeret, overspillet, og famlende i det rodede scenarie. Måske er han ligeså forvirret som undertegnede.

Filmen er som sagt politisk, og denne seriøse side bliver en underlig kontrast til resten. Vi får vist flere still-billeder af nævneværdige afroamerikanere, og får også at vide, at størstedelen af de unge som blev sendt til Vietnam, var sorte (et uhyggeligt faktum). Denne side af filmen er jo mildest talt aktuel, men i dette miskmask af en film, virker det også underligt påklistret.

Da 5 Bloods virker kort sagt som en filmisk identitetskrise, hvor Spike Lee har kogt en suppe med for mange ingredienser. Resultatet er, at man ikke kan smage nogle af dem.         

Da 5 Bloods får: 2/6
🔨 🔨

Seneste

Vikingulven

Nicolai har denne gang anmeldt en norsk varulvegyser, som ikke er helt perfekt, men som dog fint kan fungere som gyserunderholdning i disse mørke tider.

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.