Da 5 Bloods (Netflix)

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Da 5 Bloods
Instruktør: Spike Lee  
Produktionsår: 2020
Genre: Drama, action
Kan streames på: Netflix

af Jacob Faurholt

Spike Lee har lavet en af mine all time favoritfilm. Det var Summer of Sam fra 1999, hvor man får indblik i den frygt seriemorderen Son of Sam spreder, i et italiensk-amerikansk kvarter i New York-bydelen Bronx i 1977. Et knivskarpt portræt af bydelens indbyggere, og det som fylder i deres liv, den skæbnesvangre sommer, hvor den modbydelige seriemorder huserede deres gader. Udover den film, har jeg langt fra suget alle Spike Lee-joints i mig, men jeg har da set en her og der. Blandt andet sidste års BlacKkKlansman, som var udemærket, uden at være prangende.

Jeg var dog alligevel spændt på at se Spike Lee’s nyeste, som er produceret direkte til Netflix. Historien lød på papiret spændende, og som et potentielt godt drama. En gruppe Vietnam-veteraner rejser, som ældre mænd, tilbage til stedet, hvor de har oplevet alverdens grusomheder. Nu for at bringe resterne af deres afdøde kammerat Stormin’ Norman hjem, men også for at finde den skat, som de i sin tid efterlod i junglen.

Filmen starter ud med arkivoptagelser af Muhammed Ali, som fortæller hvorfor han ikke vil udsendes til rædslerne i Vietnam, efterfulgt af nogle helt igennem grusomme billeder fra selvsamme krig. Der er altså fra starten ingen tvivl om, at Da 5 Bloods er en politisk film, hvilket vel også giver sig selv med Spike Lee som instruktør. Derefter hopper vi til et hotel, hvor de fire veteraner mødes til starten på deres færd. Nu er tonen hyggelig og sjov, en stærk kontrast til indledningen, og sådan fortsætter det filmen igennem. Da 5 Bloods hopper i et snuptag fra den ene genre til den anden (krigsfilm, skattejagt-eventyr, drama, komedie), i en sådan grad, at det til tider føles ufrivilligt komisk. Ingen af nævnte genrer bliver rigtig forløst, og som seer sad jeg konfust tilbage med spørgsmålet: “hvad vil den her film?”.

Det virker heller ikke som om skuespillerne føler sig komfortable i deres roller, de spiller stift og karikeret. Værst står det til med birollerne, som eksempelvis den onde skurk, spillet af franske Jean Reno. Han og hans kumpaner, er som taget ud af en Chuck Norris-film fra 80’erne, og det er utroværdigt at være vidne til. Hovedpersonerne gør det en anelse bedre, som eksempelvis den PTSD-ramte Paul (spillet af Delroy Lindo). Hans præstation virker dog stadig karikeret, overspillet, og famlende i det rodede scenarie. Måske er han ligeså forvirret som undertegnede.

Filmen er som sagt politisk, og denne seriøse side bliver en underlig kontrast til resten. Vi får vist flere still-billeder af nævneværdige afroamerikanere, og får også at vide, at størstedelen af de unge som blev sendt til Vietnam, var sorte (et uhyggeligt faktum). Denne side af filmen er jo mildest talt aktuel, men i dette miskmask af en film, virker det også underligt påklistret.

Da 5 Bloods virker kort sagt som en filmisk identitetskrise, hvor Spike Lee har kogt en suppe med for mange ingredienser. Resultatet er, at man ikke kan smage nogle af dem.         

Da 5 Bloods får: 2/6
🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!