Originaltitel: Unsane
Instruktør: Steven Soderbergh
Produktionsår: 2018
Genre: Thriller. Kan streames på Viaplay
Unsane er en thriller af den feterede amerikanske instruktør Steven Soderbergh, som står bag populære og omkostningsfulde titler som Traffic og Ocean’s Eleven. I modsætning til disse er Unsane optaget på en iPhone 7 Plus over kun 10 dage, og med et moderat budget på 1,4 millioner dollars. Det er også den eneste film han har lavet siden Traffic, som jeg rigtig har sat pris på. De fleste af Soderbergh’s film har jeg fundet underligt uvedkommende, men med denne råt filmede low budget-thriller rammer han altså plet.
I Unsane følger vi kvinden med det fine navn Sawyer Valentini, som er spillet sublimt godt af Claire Foy (The Crown). Hun er netop flyttet til en ny by, og er startet på nyt arbejde, i et forsøg på at slippe fra en mand, som på ubehageligste vis har stalked hende i to år. Hun opsøger her en psykiater med henblik på ugentlige samtaler, men finder sig snart låst inde på en psykiatrisk afdeling. Claire har skrevet under på nogle papirer, har overset det som stod med småt, og resultatet er, at hun må se sig tvangsindlagt i minimum et døgn. Det er her det hele bliver mystisk, og spørgsmålene hober sig op. Hvorfor er hun havnet i denne situation, og kan det virkelig lade sig gøre? Hvorfor begynder hun at se sin stalker på hospitalet? Er det en illusion, eller er han der virkelig sammen med hende?
Alt dette skal selvfølgelig ikke røbes i denne anmeldelse, men i modsætning til mange andre film i genren, er Unsane utrolig helstøbt, og man sidder på kanten af sædet, som mysteriet udfolder sig inden for hospitalets klaustrofobiske rammer. Igen skal Claire Foy’s præstation fremhæves, hun spiller med stor intensitet og nerve, og man føler man er der sammen med hende. En anden faktor som taler til filmens fordel (udover et velskrevet manuskript), er dens æstetik. Det er skønt at se en film, hvis overflade ikke er poleret helt glat. Dens rå billeder og simple kameraføring giver den nærvær og intensitet, noget som nemt kunne være gået tabt, havde alt været som det plejer.
Det er altid dejligt, når man sætter en film på med lave forventninger, og så rent faktisk ramler ind i noget som gør et indtryk. Det var tilfældet med Unsane. Den gennemførte spændende historie, det gode skuespil, og den lækre rå æstetik, gik op i en højere enhed, og vupti, et lille thriller-mesterværk kom op til overfladen.
Det er interessant, hvordan kunst kreeret med få midler og sparsomt udstyr kan noget helt specielt. Når man ikke har et filter at gemme sig bag, er det i bedste fald muligt at lave noget, som føles umiddelbart, ufiltreret, og vedkommende. Dette nyder jeg i lo-fi musik som tidlig Elliott Smith, Daniel Johnston m.f. Og det nød jeg ved Steven Soderbergh’s Unsane.
