Brahms: The Boy II

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Brahms: The Boy II
Instruktør: William Brent Bell
År: 2020
Genre: Gyser
Kan streames på Blockbuster.

Instruktør William Brent Bell har flere udskældte horror-film på CV’et, men i 2013 ramte han, i hvert fald ifølge undertegnede, plet med gyserfilmen The Boy. En klassisk historie, hvori en barnepige skal passe et engelsk pars barn, men finder ud af, at der er tale om en livagtig dukke. The Boy viste sig at være en effektiv chiller, med gode overraskelser i ærmet. Filmen må også have været en relativ succes uden for mine fire vægge, for nu kan Brahms: The Boy II ses i biografen.

I Brahms: The Boy II flytter en familie, som er traumatiseret efter et indbrud, ind i det store landlige hus Heelshire Mansion. Her finder sønnen Jude en støvet porcelænsdukke ved navn Brahms, en dukke som man selvsagt skal være varsom med. I starten synes forældrene, at dukken er som sendt fra himlen. Jude, som efter indbruddet, kun kommunikerer via skrift, begynder nemlig at tale til Brahms. Snart får piben dog en anden lyd, da Jude’s opførsel begynder at tangere det bekymrende, med dukken som undskyldning.

Jeg var som sagt ganske begejstret for The Boy, men desværre underminerer opfølgeren, alt det som gjorde den første film seværdig. The Boy balancerede på grænsen mellem det muligt overnaturlige (er dukken levende?), og det realistiske (er der noget andet på spil?), et spændingsfelt som var effektivt, creepy, og spændende.

Dette ser William Brent Bell stort på i sin fortsættelse, og forfalder nu til den ene udvandede gyser-kliche efter den anden. De lokkende stemmer, tarvelige jumpscares, dukken som åbenlyst drejer hovedet osv. Man er aldrig i tvivl om hvad som foregår, og det er set 100 gange før, ofte bedre udført.      

Moren Liza spilles af Katie Holmes, så man har selvsagt forsøgt at drysse lidt stjernestøv udover produktionen. Hendes præstation er dog ikke nævneværdig, og hendes lidende ansigt virker noget forceret.

Hendes modstykke ægtemanden Sean, som forsøger at holde sammen på familien (det var hans idé at flytte fra storbyen til landet), spilles på mest anstrengte og irriterende vis af Owain Yeoman. Til sidst kan vi også lige nævne Christopher Convery, som spiller Jude. Han er det klassik pæne, og lidt creepy barn, som vi har set i utallige gyserfilm siden The Omen, uden dog at fremkalde en snert af gåsehud. Kort sagt er der intet prangende ved skuespillet, og disse hult tegnede karakterer, falder hurtigt til jorden.   

Jeg kan næsten ikke engang anbefale Brahms: The Boy II til gyser-entusiaster, den er tyndere end tynd, forudsigelig, og den slår ikke en eneste selvstændig tone an.

Ærgerligt når 1’eren var så positiv en overraskelse.           

Brahms: The Boy II får: 2/6
🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.