Brahms: The Boy II

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Brahms: The Boy II
Instruktør: William Brent Bell
År: 2020
Genre: Gyser
Kan streames på Blockbuster.

Instruktør William Brent Bell har flere udskældte horror-film på CV’et, men i 2013 ramte han, i hvert fald ifølge undertegnede, plet med gyserfilmen The Boy. En klassisk historie, hvori en barnepige skal passe et engelsk pars barn, men finder ud af, at der er tale om en livagtig dukke. The Boy viste sig at være en effektiv chiller, med gode overraskelser i ærmet. Filmen må også have været en relativ succes uden for mine fire vægge, for nu kan Brahms: The Boy II ses i biografen.

I Brahms: The Boy II flytter en familie, som er traumatiseret efter et indbrud, ind i det store landlige hus Heelshire Mansion. Her finder sønnen Jude en støvet porcelænsdukke ved navn Brahms, en dukke som man selvsagt skal være varsom med. I starten synes forældrene, at dukken er som sendt fra himlen. Jude, som efter indbruddet, kun kommunikerer via skrift, begynder nemlig at tale til Brahms. Snart får piben dog en anden lyd, da Jude’s opførsel begynder at tangere det bekymrende, med dukken som undskyldning.

Jeg var som sagt ganske begejstret for The Boy, men desværre underminerer opfølgeren, alt det som gjorde den første film seværdig. The Boy balancerede på grænsen mellem det muligt overnaturlige (er dukken levende?), og det realistiske (er der noget andet på spil?), et spændingsfelt som var effektivt, creepy, og spændende.

Dette ser William Brent Bell stort på i sin fortsættelse, og forfalder nu til den ene udvandede gyser-kliche efter den anden. De lokkende stemmer, tarvelige jumpscares, dukken som åbenlyst drejer hovedet osv. Man er aldrig i tvivl om hvad som foregår, og det er set 100 gange før, ofte bedre udført.      

Moren Liza spilles af Katie Holmes, så man har selvsagt forsøgt at drysse lidt stjernestøv udover produktionen. Hendes præstation er dog ikke nævneværdig, og hendes lidende ansigt virker noget forceret.

Hendes modstykke ægtemanden Sean, som forsøger at holde sammen på familien (det var hans idé at flytte fra storbyen til landet), spilles på mest anstrengte og irriterende vis af Owain Yeoman. Til sidst kan vi også lige nævne Christopher Convery, som spiller Jude. Han er det klassik pæne, og lidt creepy barn, som vi har set i utallige gyserfilm siden The Omen, uden dog at fremkalde en snert af gåsehud. Kort sagt er der intet prangende ved skuespillet, og disse hult tegnede karakterer, falder hurtigt til jorden.   

Jeg kan næsten ikke engang anbefale Brahms: The Boy II til gyser-entusiaster, den er tyndere end tynd, forudsigelig, og den slår ikke en eneste selvstændig tone an.

Ærgerligt når 1’eren var så positiv en overraskelse.           

Brahms: The Boy II får: 2/6
🔨 🔨

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.