Brahms: The Boy II

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Brahms: The Boy II
Instruktør: William Brent Bell
År: 2020
Genre: Gyser
Kan streames på Blockbuster.

Instruktør William Brent Bell har flere udskældte horror-film på CV’et, men i 2013 ramte han, i hvert fald ifølge undertegnede, plet med gyserfilmen The Boy. En klassisk historie, hvori en barnepige skal passe et engelsk pars barn, men finder ud af, at der er tale om en livagtig dukke. The Boy viste sig at være en effektiv chiller, med gode overraskelser i ærmet. Filmen må også have været en relativ succes uden for mine fire vægge, for nu kan Brahms: The Boy II ses i biografen.

I Brahms: The Boy II flytter en familie, som er traumatiseret efter et indbrud, ind i det store landlige hus Heelshire Mansion. Her finder sønnen Jude en støvet porcelænsdukke ved navn Brahms, en dukke som man selvsagt skal være varsom med. I starten synes forældrene, at dukken er som sendt fra himlen. Jude, som efter indbruddet, kun kommunikerer via skrift, begynder nemlig at tale til Brahms. Snart får piben dog en anden lyd, da Jude’s opførsel begynder at tangere det bekymrende, med dukken som undskyldning.

Jeg var som sagt ganske begejstret for The Boy, men desværre underminerer opfølgeren, alt det som gjorde den første film seværdig. The Boy balancerede på grænsen mellem det muligt overnaturlige (er dukken levende?), og det realistiske (er der noget andet på spil?), et spændingsfelt som var effektivt, creepy, og spændende.

Dette ser William Brent Bell stort på i sin fortsættelse, og forfalder nu til den ene udvandede gyser-kliche efter den anden. De lokkende stemmer, tarvelige jumpscares, dukken som åbenlyst drejer hovedet osv. Man er aldrig i tvivl om hvad som foregår, og det er set 100 gange før, ofte bedre udført.      

Moren Liza spilles af Katie Holmes, så man har selvsagt forsøgt at drysse lidt stjernestøv udover produktionen. Hendes præstation er dog ikke nævneværdig, og hendes lidende ansigt virker noget forceret.

Hendes modstykke ægtemanden Sean, som forsøger at holde sammen på familien (det var hans idé at flytte fra storbyen til landet), spilles på mest anstrengte og irriterende vis af Owain Yeoman. Til sidst kan vi også lige nævne Christopher Convery, som spiller Jude. Han er det klassik pæne, og lidt creepy barn, som vi har set i utallige gyserfilm siden The Omen, uden dog at fremkalde en snert af gåsehud. Kort sagt er der intet prangende ved skuespillet, og disse hult tegnede karakterer, falder hurtigt til jorden.   

Jeg kan næsten ikke engang anbefale Brahms: The Boy II til gyser-entusiaster, den er tyndere end tynd, forudsigelig, og den slår ikke en eneste selvstændig tone an.

Ærgerligt når 1’eren var så positiv en overraskelse.           

Brahms: The Boy II får: 2/6
🔨 🔨

Seneste

Black Panther: Wakanda Forever

Hvis du også synes den første Black Panther-film var lidt fesen, så frygt ej,- Black Panther: Wakanda Forever er en modig og helstøbt filmoplevelse, der virker tiltrængt i det efterhånden malkede Marvel-univers.

Komiske scener fra film og TV – Volume 2

Her er en ny omgang komiske og groteske scener fra film og TV. Nogle hører en tid til – før krænkelsesparatheden satte mange ting skakmat, mens andre bare er tidløs humor.

Du kan grine af det hele, det er dog fællestrækket – ja altså såfremt du synes det er sjovt?

Blinkende Lygter

Nicolai har denne gang anmeldt en af de mest populære danske film gennem de sidste pr. årtier og der er bestemt intet der tyder på at Blinkende Lygter, ikke skulle holde ved et gensyn i dag.

Black Adam

Hvem sagde superfæl film? Den nye, dumme actionbasker, Black Adam, burde aldrig været udgivet og er kandidat til Årets Værste Film!

Joy

Nicolai har denne gang anmeldt en delvist sandfærdig og ret vild fortælling om kvinden bag den selvvridende moppe, i filmen Joy som både er dybt inspirerende, opløftende og virkelig underholdende

Ugens Streaming Anbefaling: Nitram

Nitram handler om et skoleskyderi i Tasmanien i 1996. Den er grum og ubehagelig. Men den er alle 112 minutter værd at se alligevel.

Fædre & Mødre

Nicolais har denne gang anmeldt dette efterårs største og samtidig bedste bud på en dansk komedie om en forældretur som bestemt ikke går som den skal.