Brahms: The Boy II

Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Brahms: The Boy II
Instruktør: William Brent Bell
År: 2020
Genre: Gyser
Kan streames på Blockbuster.

Instruktør William Brent Bell har flere udskældte horror-film på CV’et, men i 2013 ramte han, i hvert fald ifølge undertegnede, plet med gyserfilmen The Boy. En klassisk historie, hvori en barnepige skal passe et engelsk pars barn, men finder ud af, at der er tale om en livagtig dukke. The Boy viste sig at være en effektiv chiller, med gode overraskelser i ærmet. Filmen må også have været en relativ succes uden for mine fire vægge, for nu kan Brahms: The Boy II ses i biografen.

I Brahms: The Boy II flytter en familie, som er traumatiseret efter et indbrud, ind i det store landlige hus Heelshire Mansion. Her finder sønnen Jude en støvet porcelænsdukke ved navn Brahms, en dukke som man selvsagt skal være varsom med. I starten synes forældrene, at dukken er som sendt fra himlen. Jude, som efter indbruddet, kun kommunikerer via skrift, begynder nemlig at tale til Brahms. Snart får piben dog en anden lyd, da Jude’s opførsel begynder at tangere det bekymrende, med dukken som undskyldning.

Jeg var som sagt ganske begejstret for The Boy, men desværre underminerer opfølgeren, alt det som gjorde den første film seværdig. The Boy balancerede på grænsen mellem det muligt overnaturlige (er dukken levende?), og det realistiske (er der noget andet på spil?), et spændingsfelt som var effektivt, creepy, og spændende.

Dette ser William Brent Bell stort på i sin fortsættelse, og forfalder nu til den ene udvandede gyser-kliche efter den anden. De lokkende stemmer, tarvelige jumpscares, dukken som åbenlyst drejer hovedet osv. Man er aldrig i tvivl om hvad som foregår, og det er set 100 gange før, ofte bedre udført.      

Moren Liza spilles af Katie Holmes, så man har selvsagt forsøgt at drysse lidt stjernestøv udover produktionen. Hendes præstation er dog ikke nævneværdig, og hendes lidende ansigt virker noget forceret.

Hendes modstykke ægtemanden Sean, som forsøger at holde sammen på familien (det var hans idé at flytte fra storbyen til landet), spilles på mest anstrengte og irriterende vis af Owain Yeoman. Til sidst kan vi også lige nævne Christopher Convery, som spiller Jude. Han er det klassik pæne, og lidt creepy barn, som vi har set i utallige gyserfilm siden The Omen, uden dog at fremkalde en snert af gåsehud. Kort sagt er der intet prangende ved skuespillet, og disse hult tegnede karakterer, falder hurtigt til jorden.   

Jeg kan næsten ikke engang anbefale Brahms: The Boy II til gyser-entusiaster, den er tyndere end tynd, forudsigelig, og den slår ikke en eneste selvstændig tone an.

Ærgerligt når 1’eren var så positiv en overraskelse.           

Brahms: The Boy II får: 2/6
🔨 🔨

Seneste

Retribution

Endnu en film med en mand med “A Very Particular Set of Skills”?
Næh, her er han bare kedelig og almindelig bankmand, og Retribution med Liam Neeson bag rettet, er bare ligegyldig og hurtig glemt.

De 8 Bjerge

“De 8 Bjerge” var virkelig en film, der formåede at trække mig følelsesmæssigt med ind på en måde, som jeg sjældent synes jeg oplever i moderne filmkuns

Christoffer anbefaler film om alderdom

Det skyldes altså ikke, at jeg for et par uger siden fyldte 30, og nu tror jeg har set døden i øjnene, at jeg har besluttet mig for at skrive denne lille liste om film om alderdommen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah

Nicolai har denne gang anmeldt en ungdomsfilm om hvad det vil sige at træde ind i de voksnes rækker som ung jøde og hvor svært det kan være, når man har problemer med sin bedste veninde.