Black And Blue (streaming anmeldelse)

René

René

Originaltitel: Black And Blue. Instruktør: Deon Taylor. Produktionsår: 2019. Genre: Action/Drama/Thriller. Kan bl.a. streames på Blockbuster og Sfanytime.

Selv den mest forudsigelige og middelmådige film, kan reddes af godt med action og en veloplagt og sprudlende hovedrolle som redder dagen.

af René Buchtrup

Selv en forglemmelig tur på Burger King kan overraske positivt. Tænk, hvis personalet pludselig kom ned til dit bord med gratis desserter til alle i selskabet. Så blev det hele pludselig lidt sjovere.

Sådan er det også lidt med Black And Blue. Her er det Naomie Harris, der er desserten, der gør det hele lidt bedre og sjovere.

Hun spiller den nyuddannede politibetjent, Alicia i New Orleans. der skal afsløre nogle korrupte kollegaer med det videobånd hun har på sig. Selvom hun er såret, og (næsten) er helt alene, skal båndet i sikre hænder. Koste hvad det vil.

Harris’ præstation er så yderst troværdig, så man tror på præmissen i filmen. Man tror på hun er den gode politibetjent, i en New Oleans-verden, fyldt med dirty and rotten cops. Vi hepper på at hun klarer skærene og at skudvekslingen, hvor en ung mand bliver skudt ned, til sidst kommer ned til politistationen.

Selvom vi aldrig rigtig lærer hende at kende, ved vi hun har hjertet på rette sted. Selv med en hård barndom, og en del år i militæret, tror hun stadig på at der ikke findes gode eller onde mennesker. Blot mennesker, der gør hvad de kan.

Klichefyldt? Ja. Men virker det? Ja, det gør det faktisk.

Og der er flere af dem undervejs, altså klicheer, som tydeligt understreger, at vi ikke har med at gøre et komplekst drama, som f.eks. når den rutinerede, men utilregnelige politikollega, Officer Brown, belærer Alicia om, “at man ikke både kan være sort og blå, men at man må vælge“. Der bliver talt med så store og udpenslede ord, så at ALLE kan forstå, at der er tale om ens hudfarve og politiets farver.

Ja, ja, we get it!

Black And Blue er bestemt ikke en dårlig film. Den glemmer bare en gang i mellem dens begrænsninger.

Men når Alicia er på flugt i de tomme gader, på flugt fra korrupte kollegaer, og hun får hjælp af en gammel bekendt, som nu arbejder i det lokale supermarked, Mouse (Tysese Gibson), så glemmer man fuldstændig slikskålen og følger med, som intet andet gjaldt i verden.

Rent teknisk, kan filmen snildt følge med, når vi snakker om flotte Hollywood-produktioner. Både billeder, musik og klipning spiller max, og kuglerne flyver i New Orleans’ gader, går det hele næsten op i den højere enhed.

Gibson, (bedst kendt fra Fast And The Furious-filmene) er god som Alicias loyale sidekick, gennem tykt og tyndt. Mike Colter, (Luke Cage) viser i rollen som gangsteren Darius, både muskler som badboy og goodguy, på skræmmende vis. Og Frank Grillo (flere af Avengers-filmene), som spiller som den meget korrupte politibetjent, Terry, ja, han er bare suveræn som et rigtig dumt svin, og er simpelthen bare castet perfekt som Alicias modpol i filmen.

Så når filmen for alvor kommer op i gear, når replikker bliver råbt og skreget, når der bliver delt bøllebank ud til højre og venstre, og når kuglerne flyver, så er Black And Blue, en go’ gammeldaws politithriller, som i den grad virker. Særligt pga. det ekstra krydderi, som gør det hele lidt bedre: en veloplagt heltinde af en hovedperson, som meget troværdigt redder dagen.

Black And Blue får 3 ud af 6:

🔨 🔨 🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.