Originaltitel: Black And Blue. Instruktør: Deon Taylor. Produktionsår: 2019. Genre: Action/Drama/Thriller. Kan bl.a. streames på Blockbuster og Sfanytime.
Selv den mest forudsigelige og middelmådige film, kan reddes af godt med action og en veloplagt og sprudlende hovedrolle som redder dagen.
Selv en forglemmelig tur på Burger King kan overraske positivt. Tænk, hvis personalet pludselig kom ned til dit bord med gratis desserter til alle i selskabet. Så blev det hele pludselig lidt sjovere.
Sådan er det også lidt med Black And Blue. Her er det Naomie Harris, der er desserten, der gør det hele lidt bedre og sjovere.
Hun spiller den nyuddannede politibetjent, Alicia i New Orleans. der skal afsløre nogle korrupte kollegaer med det videobånd hun har på sig. Selvom hun er såret, og (næsten) er helt alene, skal båndet i sikre hænder. Koste hvad det vil.
Harris’ præstation er så yderst troværdig, så man tror på præmissen i filmen. Man tror på hun er den gode politibetjent, i en New Oleans-verden, fyldt med dirty and rotten cops. Vi hepper på at hun klarer skærene og at skudvekslingen, hvor en ung mand bliver skudt ned, til sidst kommer ned til politistationen.
Selvom vi aldrig rigtig lærer hende at kende, ved vi hun har hjertet på rette sted. Selv med en hård barndom, og en del år i militæret, tror hun stadig på at der ikke findes gode eller onde mennesker. Blot mennesker, der gør hvad de kan.
Klichefyldt? Ja. Men virker det? Ja, det gør det faktisk.
Og der er flere af dem undervejs, altså klicheer, som tydeligt understreger, at vi ikke har med at gøre et komplekst drama, som f.eks. når den rutinerede, men utilregnelige politikollega, Officer Brown, belærer Alicia om, “at man ikke både kan være sort og blå, men at man må vælge“. Der bliver talt med så store og udpenslede ord, så at ALLE kan forstå, at der er tale om ens hudfarve og politiets farver.
Ja, ja, we get it!
Black And Blue er bestemt ikke en dårlig film. Den glemmer bare en gang i mellem dens begrænsninger.
Men når Alicia er på flugt i de tomme gader, på flugt fra korrupte kollegaer, og hun får hjælp af en gammel bekendt, som nu arbejder i det lokale supermarked, Mouse (Tysese Gibson), så glemmer man fuldstændig slikskålen og følger med, som intet andet gjaldt i verden.
Rent teknisk, kan filmen snildt følge med, når vi snakker om flotte Hollywood-produktioner. Både billeder, musik og klipning spiller max, og kuglerne flyver i New Orleans’ gader, går det hele næsten op i den højere enhed.
Gibson, (bedst kendt fra Fast And The Furious-filmene) er god som Alicias loyale sidekick, gennem tykt og tyndt. Mike Colter, (Luke Cage) viser i rollen som gangsteren Darius, både muskler som badboy og goodguy, på skræmmende vis. Og Frank Grillo (flere af Avengers-filmene), som spiller som den meget korrupte politibetjent, Terry, ja, han er bare suveræn som et rigtig dumt svin, og er simpelthen bare castet perfekt som Alicias modpol i filmen.
Så når filmen for alvor kommer op i gear, når replikker bliver råbt og skreget, når der bliver delt bøllebank ud til højre og venstre, og når kuglerne flyver, så er Black And Blue, en go’ gammeldaws politithriller, som i den grad virker. Særligt pga. det ekstra krydderi, som gør det hele lidt bedre: en veloplagt heltinde af en hovedperson, som meget troværdigt redder dagen.
Black And Blue får 3 ud af 6:
🔨 🔨 🔨
