Honey Boy (streaming anmeldelse)

Honey Boy
Jacob Faurholt

Jacob Faurholt

Originaltitel: Honey Boy
Instruktør: Alma Har’el
Produktionsår: 2019
Genre: Drama
Kan bl.a. streames på Blockbuster

af Jacob Faurholt

Efter rulleteksterne gik over skærmen til Honey Boy, tænkte jeg, at det efterhånden er sjældent jeg ser en film som går rent ind, en film som både forfører mig med sin historie, sit persongalleri, og samtidig har en æstetik som underbygger det hele, på en både original og følelsesmæssig måde. Hvad angår Honey Boy’s æstetik, tænker jeg på de fine mellem-sekvenser, som løbende finder sted i filmen, sekvenser hvor man får lov til at dvæle ved historien, og som gør at det hele bare rammer lige i solar plexus. Eksempelvis når vores hovedperson sidder bag på hans fars motorcykel, krammende med hovedet på farens ryg, til trods for deres vanskelige indbyrdes forhold. Nogle gange siger stilhed mere end ord, og det udnytter Honey Boy til fulde.

Filmen er noget så vildt som en semi-biografisk fortælling om skuespiller Shia Labeoufs unge år, hvor han bor sammen med sin mildest talt utilregnelige far. Denne historie kører så parløb med, at han som ung mand befinder sig på en afvænningsklinik. Filmen er skrevet af Labeouf selv, og blev filmet to uger efter, at han i virkeligheden var kommet hjem fra rehab (hvor han i øvrigt blev diagnosticeret med PTSD). I Honey Boy spiller Shia Labeouf selv rollen som sin far, hvilket fungerer til UG, og giver en ekstra dimension til den både rørende og barske fortælling. Labeouf spiller formidabelt, og må betegnes som en af sin generations mest interessante skuespillere, hvilket ikke kun er baseret på denne præstation.

Otis, som Labeouf hedder i filmen, spilles af henholdsvis Lucas Hedges (Manchester by the Sea, Mid 90s) og Noah Jupe (Le Mans ´66), og de gør det begge fremragende. Sidstnævnte spiller med stor nuance den unge Otis, hvis forhold til faren er følelsesmæssigt kompliceret, ikke mindst da faren er ansat som skuespiller-coach for sønnen, som dermed er farens arbejdsgiver (og forsørger). Dette miskmask af et far-søn forhold håndteres ikke altid lige godt af farmand, som er tørlagt alkoholiker, og kæmper med sit selvværd. Der er masser af spændinger mellem de to, og man sidder ofte chokeret og kigger på, mens den psykiske terror finder sted. Samtidig er der også kærlighed og en vis varme mellem dem, og man får dermed serveret et mangefacetteret og kompliceret far-søn portræt.    

Honey Boy kan på papiret virke som et arty eksperiment, men det er ingenlunde tilfældet. Det er et velfungerende og rørende drama om menneskelige relationer, og de konsekvenser som følger med. I dette tilfælde har Otis’ (Labeoufs) opvækst med et ustabilt hjem, og en far hvis humør var svært at forudsige, muligvis været skyld i at han har udviklet PTSD, noget vi normalt forbinder med folk der har oplevet ekstremer, som eksempelvis krig. Så udover at være et følelsesmæssigt medrivende ridt, giver Honey Boy også stof til eftertanke.

En sjov afsluttende anekdote er, at Shia Labeouf fik sin far til at skrive under på idéen til filmen, ved at love, at Mel Gibson skulle spille faren. Det klarede Labeouf så selv.       

Honey Boy får 6 ud af 6
🔨🔨🔨🔨🔨🔨                              

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.