Instruktør: Maïwenn
År: 2024
Genre: Historisk drama
“Det er grotesk”
“Nej, det er Versaille”
Sådan lyder en replikudveksling i den franske instruktør Maïwenns længe ventede kostumedrama Jeanne du Barry. Men denne udveksling kunne vel sagtens have været en undertitel til en god sjat film, der udnytter den arketypiske filmiske setting; Versaille under det franske monarki, til at udstille overklassens overflod af materielle såvel som symbolske absurditeter.
Desværre bliver det mest groteske i Jeanne du Barry hvor kedsommelig og søvndyssende man kan få en så ellers interessant historisk fortælling til at fremstå.
Filmen fortæller historien om Jeanne Bécu, der den dag i dag er mest kendt for at være den franske konge Louis d. 15.’s elsker. Og det er også deres forhold, der er hovedfokuset i filmen. Historien om Jeanne Bécu er i virkeligheden en meget klassisk rags to riches historie om en persons stigning i graderne i et meget traditionelt klassesamfund.
Et narrativ der jo formentlig er blevet så klassisk fordi at det fungerer, dels som et effektivt narrativ for en hovedkarakter og dels til at sætte tematikker om klasseforskelle og magt på spidsen. Der hvor det i Jeanne du Barry knækker for mig ligger i filmens titulære hovedkarakter Jeanne, spillet af instruktøren selv, Maïwenn. Jeanne bliver desværre aldrig en specielt dynamisk hovedkarakter og jeg synes ganske enkelt ikke karakteren besidder nok interessante facetter til at holde mig draget af at følge hendes fortælling og præmissen om at hendes skønhed alene er nok til at tryllebinde hele den mandlige franske adel bliver for mig ikke nok til at holde karakteren interessant hele filmen igennem. Dette skyldes dels Maïwenns forholdsvist flade skuespil, men også i høj grad manuskriptets mangel på dynamik, et manuskript som lige skal nævnes også er skrevet af Maïwenn, måske kan man konkludere at lidt flere kokke ikke havde fordærvet maden i dette tilfælde.
Der er naturligvis også en elefant i rummet, man ikke kan komme udenom i forhold til Jeanne du Barry. Nemlig Johnny Depp, der spiller kong Louis 15. En casting der allerede inden at have set filmen syntes en smule bizar for mig. Og efter nu at have set den, må jeg indrømme at jeg blot er endnu mere forvirret over hvorfor i alverden man dog har valgt at caste netop ham til rollen. For selvom at man med Depp er vant til at han ofte enten er lidt for meget til stede eller lidt for lidt, så havde jeg trods alt ikke forventet en så fraværende præstation fra ham i en film som ellers kunne have været et potentielt comeback for ham. Især efter hans seneste film Minamata(2020), hvor han i rollen som Eugene Smith leverede et virkelig rørende og menneskeligt portræt af fotografen og beviste at han på sin dag stadig er en fremragende skuespiller. Det beviser han desværre ikke her og det lider filmen desværre under, da der i store dele af filmen mangler et ordentligt modspil til Jeanne-karakteren.
Det modspil kommer dog i filmens sidste akt i form af Marie Antoinette-karakteren, som jeg synes løfter filmen en smule, da der rent faktisk kommer en fortællemæssig motor i form af Antoinette og Jeannes rivalisering. Og jeg synes faktisk at den unge Pauline Pollmann som Antoinette giver filmens mest interessante skuespilpræstation. Derudover ledte introduktionen af Antoinette også mine tanker hen på Sofia Coppolas film Marie Antoinette(2006), en film hvor både Louis d. 15. og Jeanne optræder som karakterer og en film, der lykkes langt bedre med at udstille absurditeten i adelens overflod af rigdomme og magt samtidig med at den rent faktisk også var underholdende.
Hvis man dog skal finde noget at rose ved Jeanne du Barry, så er filmen enormt køn at kigge på og jeg synes faktisk at den formår at skabe et ganske autentisk billede af Frankrig i 17-hundredetallet, desværre er filmens handling bare ikke særlig meget mere spændende end at læse en wikipedia-artikel om Jeanne Bécu. Det er ærgerligt, for det var faktisk en film jeg havde set frem til.