Instruktør: Per Fly
År: 2023.
Genre: drama.
Biografpremiere: 18/04
Filmen Hammarskjöld, handler om FN’s generalsekretær (fra 1953 og indtil 1961) Dag Hammarskjöld og helt specifikt om sagen i 1961, hvor Dag Hammarskjöld prøvede at afkolonisere Congo, for dermed at stoppe cubakrisen under den kolde krig, hvilket Katangas leder, Moishe Tshombe var stærkt imod og det blev så starten på en virkelig hård kamp som føltes umulig for Dag Hammarskjöld at vinde.
Nu ved folk jo godt hvem Dag Hammarskjöld er og enten kan google ellers så ved man nok i forvejen, hvordan Dag Hammarskjöld døde og hvorfor dette dødsfald stadigvæk er dybt omdiskuteret den dag i dag.
Dette er skam også noget som instruktøren Per Fly og Ulf Ryberg (som har skrevet manuskriptet sammen med Per Fly) fortæller om i denne film, men samtidig er der også en anden fortælling som ikke handler om generalsekretæren, men snarer privatpersonen Dag Hammarskjöld og nogle måske undertrykte og/eller latente følelser.
Det er her at den fiktive svenske Peter Levin kommer ind i billedet, som en (i filmen) nær ældre ven af Dag og som én der kender til følelser hos ham, som andre ikke gør.
Det der dog er med dette, er at Per Fly, ikke virker lige interessant i at fortælle begge disse historier, hvilket på sin vis giver god mening, i-og-med at historien med Congo var og er vigtigt og endda er blevet skræmmende aktuel igen, samtidig med at den også er ægte (i-og-med, at dén Peter Levin der er i filmen, ikke eksistere).
Men for mig skabte det dog en mindre ubalance, da filmen ”til tider”, fungerede sådan at, først var der noget med Congo, så noget med Peter Levin, så noget med Congo igen, indtil Per Fly nærmest vælger at skjule Peter Levin-historien helt væk, for at kunne sætte fuldt fokus på Congo-historien.
Congo-historien er skam også spændende skildret og ofte nervepirrende at være vidne til, i forhold til hvor meget den bliver ved med at eskalere, men jeg føler dog sommetider at Peter Levin-historien er mere interessant, da man her kommer tættere på Dag Hammarskjöld som person, fremfor som en mand der tog sit arbejde som generalsekretær, dybt alvorligt.
Det kan også nævnes at skønt filmen foregår i 1961, så kan dette dog være lidt svært at få øje på, da filmen er overvejende moderne i dens film-teknikker og såmænd også på lydsiden.
Dette kan bl.a. ses i en tidlig scene, hvor en congolesisk landsby bliver udsat for et angreb og hvor klipningen er ret så hektisk og så kan filmens modernisme særligt høres via Raymond Enoksens ret så intense underlægningsmusik.
Dette skal ikke nødvendigvis forstås som værende kritik, da historien der fortælles i Hammarskjöld, skam er af moderne karakter, men jeg synes dog at dette virkede som et meget stilistisk valg af Per Fly, at få dette til at virke som en moderne thriller, så meget som muligt.
I forhold til filmens skuespil, så kan det nævnes at Mikael Persbrandt, bestemt er mere end velvalgt i filmens titelrolle.
Han formår helt perfekt, at portrættere en mand der prøver at holde hovedet koldt og tror på at det han vil udføre at det mest og eneste rigtige at gøre.
Derudover er Mikael Persbrandt også fremragende til at portrættere en mand der store dele af filmens spilletid, besidder en personlig indre konflikt, som han prøver at fortrænge. Det er ganske ikke noget som der altid er fokus på i filmen, men når at det er der, så synes jeg at det er vel udført.
Dernæst er Thure Lindhart som Hammarskjölds fiktive barndomsven, Peter Levin.
Thure Lindhart er bestemt pæredansk og Peter Levin nævner skam også at han boede i København i nogle år, men… Thure Lindharts accent swinger virkelig meget mellem dansk og svensk, til en sådan grad at det næsten virker som om at Thure Lindhart sommetider prøver at bruge så mange danske udtalelser som muligt, for at slippe for at benytte det svenske.
Thure Lindhart udfører skam en ganske god præstation og har ligeledes fin kemi med Mikael Persbrandt, men han var dog mindre heldig med accenten, som langt oftere lyder som en dansker, fremfor en svensker.
For lige at bringe lidt mere ros på banen, så er kameraføringen af John Christian Rosenlund, virkelig vel udført og i hvert fald med til at gøre Hammarskjöld, til en virkelig flot film at være vidne til.
Men, er det dog også en virkelig god film at være vidne til?
Ikke helt.
Dette skyldes for mig, primært Per Flys valg om at inkludere 2 historier om Dag Hammarskjöld, som jeg ikke altid følte passende sammen og hvor jeg nogle gange ville ønske at fokusset kun var på 1 af dem. Dernæst så følte jeg aldrig at jeg helt lærte Hammarskjöld at kende, hvilket muligvis er pointen, men dog en pointe som jeg har det lidt blandet med.
Dog kan det nævnes at dette værk nok må stå som Per Flys bedste film i et stykke tid, selvom han nok aldrig vil overgå klassesamfundstrilogien ”Bænken, Arven og Drabet”. Men i forhold til en film om Dag Hammarskjöld og en problematik som er skræmmende aktuel i nutidens verden, så kan denne sagtens gå, selvom jeg dog kan se ting der kunne forbedres.