Instruktør: Luca Guadagnino
År: 2023.
Genre: drama.
Biografpremiere: 25/04
Når det kommer til sportsfilm eller film som centrerer sig om sport, så føler jeg personligt at de er bedst, når de ikke nødvendigvis handler om sporten, men snarer fortæller en uafhængig og universel historie, som tilfældigvis omhandler folk der har en sport som deres passion.
Den italienske instruktør, Luca Guadagnino har med sin nyeste film, Challengers lavet en film om tennis, men spørgsmålet her, er så om den egentlig handler om tennis?
Det som den dog handler om, er 3 personer som er: Art Donaldson, Patrick Zweig og Tashi Duncan. Art Donaldson er en meget erfaren tennisspiller, som dog (i starten af filmen), er inde i en meget sløv periode og ikke rigtig vinder noget. Hans træner/kone, Tashi, vælger så at sætte ham op til en lille kamp, for dermed forsat at give Art, håb om at kunne stille op til US open.
Skæbnen vil at til denne kamp, skal Art Donaldson spille imod Patrick Zwieg og så snart kampen går i gang, går vi 13 år tilbage i tiden, hvor Art & Patrick lige har vundet en double-kamp og lige efter, ser de så den aspirerende Tashi Duncan vinde en anden tenniskamp.
Nu har man måske en idé om hvad Challengers handler om, fordi, i løbet af filmen skiftes fokus fra den nuværende kamp mellem Art & Patrick, til en masse der er sket forud for kampen, som grundlæggende fortæller noget om hvordan disse karakterer, fysisk og (særligt) psykisk, er nået her til og hvad der videre er på spil.
Man kan med god vilje godt kalde Challengers for et trekantsdrama, fordi Art & Patrick, starter skam som ganske gode venner og de har begge fra start af, et rigtig godt øje til Tashi og dette vil jo unægtelig skabe konsekvenser og problemer, af forskellig størrelse.
Luca Guadagnino og ligeledes Justin Kuritkes, ved skam fuldstændig hvad de har gang i, i løbet af filmens 2 timers spilletid (minus rulletekster), fordi der er absolut intet tegn på kedsomhed, i løbet af hele filmen, uanset om man er inde eller udenfor tennisbanerne.
Dette skyldes særligt at vi har med meget komplekse karakterer at gøre, som hver især har deres mål og tilgange til livet. Patrick Zweig er meget ihærdig og lige til (eller lige på og hård, hvis man vil), hvor Art Donaldson måske er lidt mere moden, men de har dog begge en helt særlig energi sammen, som i den grad slår gnister, når de er sammen.
Dernæst er der Tashi Duncan, som er tidligere tennisspiller, men som siden både bliver træner, kone og mor til en datter, sammen med Art Donaldson og hun har ligeledes ambitioner med Art Donaldson, som dog måske ikke er de samme ambitioner som Art har?
At der klippes til alt dette drama, mellem Art & Patrick, er en kæmpe genistreg, fordi for hvert flashback/tilbageblik, ændre tenniskampen karakter, fokus og ligeledes intensitetsniveau, hvilket samtidig er med til at skabe en helt perfekt spændingskurve for hele filmen.
Når det kommer til selve tennis-delen i filmen, så er jeg ikke ekspert, da jeg har et meget smalt forhold til sportsgrenen. Men Challengers, er bestemt også en ekstrem fysisk film og dette mærkes i allerhøjeste grad, i nærmest samtlige tenniskamp-scener i filmen og særligt i dem mellem Art & Patrick.
Hvert et slag, føles og mærkes, uanset om bolden rammer nettet eller banen og dette er kæmpe bravur til filmens lyddesign af bl.a. Paul Carter, Craig Berkey og Lisa Piñero
Kameraføringen af Sayombhu Mukdeeprom er også fuldstændig fantastisk, hele vejen igennem og ligeledes særligt ved tenniskampen mellem Art & Patrick, fordi hver gang der klippes tilbage til den, er den ofte filmet på forskellige måder, hvilket blot højner filmens intensitetsniveau.
Klipningen af Marco Costa, skal og må heller ikke gå ubemærket hen, fordi Challengers har en eminent rytme og en virkelig vild energi, som nærmest kan give konkurrence til flere nutidige actionfilm.
Når det kommer til filmens skuespil, så er der særligt 1 ting, som jeg føler, er nødvendigt, at nævne. De karaktere som vi følger, ser vi i forskellige stadier af livet og det er altid de samme skuespillere som spiller dem. Dermed, så spiller Mike Faist (som spiller Art), Josh O’ Connor (som spiller Patrick) og Zendaya (som spiller Tashi), både karakterne som ganske unge og en alder som måske er tættere på deres reelle alder.
Og de gør de hver især, fuldstændig fremragende!
De lever sig alle sammen, vildt meget ind i deres roller og de formår på smukkeste vis, at skabe komplet fuldendte og dybt komplekse karakterer, som føles som hele mennesker og som jeg i hvert fald følte at jeg lærte ret godt at kende, i løbet af filmen.
Jeg vil også lige fremhæve filmens underlægningsmusik af Trent Reznor & Atticus Ross, fordi den er både enormt stemningsskabende og både med til at forstærke filmens energi og intensitetsniveau, på en og samme tid!
Men, for at vende tilbage til spørgsmålet i starten af denne anmeldelse, handler Challengers så egentlig om tennis? Både ja, men ligeledes nej.
Ja, fordi det er en sport som bliver udført i løbet af filmen, men ligeledes nej fordi den helt essentielt handler om 3 karakterer, som hver især forsøger at leve og ligeledes overleve, både hinanden og livet, som så vises gennem en vanvittig intens tenniskamp.
Det er lige netop dét, som nok mest for mig, er med til at gøre Challengers, til et vaskeægte mesterværk!
Den er spændende, den er menneskelig, den er sågar til tider virkelig morsom, den er underholdende, intens og vanvittig medrivende, også selvom man har 0 interesse i tennis!
