Instruktør: Michael Noer
År: 2023.
Genre: drama.
Biografpremiere: 04/04/24
Når man er sammen med sit barn, uanset situationen, er det både vigtigt at være der for hinanden og ligeså at gøre tingene på barnets præmisser.
Dette føler jeg umiddelbart er lidt af det som Michael Noers film, Birthday Girl, handler om.
Hvad Birthday Girl yderligere handler om, kan forklares ganske hurtigt.
Cille skal fejre sin 18 års fødselsdag og i anledning af dette, har Cilles mor, Nanna, inviteret Cille og Cilles veninde, Lea, med på et krydstogt til Bahamas.
Turen starter i højt humør og forventninger om en virkelig festlig krydstogttur. Men dog viser det sig hurtigt at Cille har det lidt blandet med at have hendes mor med tur, i forhold til at Cille synes at hun har en pinlig mor.
Den efterfølgende aften starter det med at gå godt, men så vil Cille være for sig selv og så forlader Nanna hende så. Senere om natten, får Nanna dog meddelelse om at hendes datter er fundet alene og sovende oppe på dækket og hun har det slet ikke godt.
Derefter behøves der ikke at forklares mere om det som Michael Noer og Jesper Fink (de skrev begge manuskriptet), vil fortælle med denne film.
Men som det stort-set altid er med film der handler om nogle på ferie, så går det 9/10 gange galt i større eller mindre grad. Forskellen her er dog om det går komisk galt (hvis der er tale om en komedie) eller dybt alvorligt galt, hvor der så i Birthday Girls tilfælde, er tale om sidstnævnte ting.
Det som jeg dog synes at der yderligere kan siges, er at filmen lidt på sin vis handler om 2 ting.
Den ene er søgen efter en forklaring og bekræftelse om hvad der egentlig skete med Cille og det andet er forholdet mellem Cille og Cilles mor, Nanna.
Det kan også siges at hvor meget den handler om begge ting, lidt skifter i løbet af filmen, men hvis jeg dog skulle vælge det som jeg føler at Birthday Girl handler mest om, så er det mor & datter-forholdet.
Fordi det forhold er ikke helt i balance, da Nanna sommetider kan føle sig som en der måske maser sig lidt på og ikke helt får Cille til at være Cille på sine præmisser.
Om dette dog er autentisk skildret, skal jeg ingenlunde kunne sige, da jeg ikke er forældre, men det skaber dog en meget intens stemning, som mere eller mindre er konstant hele vejen igennem.
Sidstnævnte ting, er bestemt ikke en kritik men snarer en virkelig god ting, da dette hjælper én til at sætte sig lidt ind i de følelser som Nanna og Cille måtte føle.
Dernæst kan det siges at i forhold til opklaring af hvad der skete med Cille (og hvorfor Cille er stærkt traumatiseret), så er det her primært eller nærmest udelukkende mor Nanna der er i fokus.
Og noget jeg personligt synes at der var lidt interessant her, var at Michael Noer ikke virkede til at have valgt rolle og side her, fordi der er skam folk på krydstogtet der gerne vil hjælpe og som føler at de kan hjælpe, men naturligvis ser Nanna anderledes på dette og tager sagen i egen hånd.
Om dette er det rigtige at gøre eller blot gør at tingene eskalere yderligere, er op til én selv at vurdere, men jeg var ikke nødvendigvis altid på Nannas hold.
For lige at nævne noget om skuespillet, så spilles moderen Nanna af ingen ringere end Trine Dyrholm. Der behøves absolut ingen yderligere forklaring om hendes status som skuespiller, men det kan dog siges at Birthday Girl, i den grad minder mig om, hvor vild en skuespiller hun er!
Om end jeg ikke altid var enig i de ting som Nanna foretog, så skal det dog siges at Trine Dyrholm går 110% all in i rollen som dybt bekymret mor og ligeledes i starten af filmen, hvor hun prøver at være ung med de unge, så føles det også dybt troværdigt og kikset, på en måde som også er troværdig.
Cille bliver portrætteret af Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som jeg tidligere har rost vildt meget for hendes rolle i den ligeledes vildt barske, Du som er i himlen og jo, med Birthday Girl, viser Flora Ofelia igen, hvorfor hun i den grad er en dansk skuespiller, der skal holdes meget nøje øje med.
Flora Ofelia portrættere dybt troværdigt både en ung teenager der prøver at nyde turen og er små-irriteret på sin mor og dernæst en ung teenagepige som er allerdybest traumatiseret og både prøver at komme over det og regne ud hvad der er sket.
Det er vildt hjerteknusende at være vidne til og allerede nu synes jeg godt at dem der står for uddeling af Robert & Bodil-priserne, lige kan notere Flora Ofelia (og ligeledes Trine Dyrholm).
I forhold til det film-tekniske, så synes jeg at kameraføringen af Adam Wallesten, er virkelig god til både at skabe en stærk intimitet (da der er mange nærbilleder og da man primært følger 1 til 2 personer i filmen) og ligeledes en meget effektiv klaustrofobi, i forhold til at filmen jo foregår på et krydstogt, hvor personer ikke kan slippe væk.
Dog vil jeg nævne at der var nogle gange hvor der kom et billede af skibet ud fra, for at lidt at fortælle; Se hvor stort skibet er! Det føler jeg måske var lidt unødvendigt at gøre mere end 1 gang.
Lyddesignet af bl.a. Bror Kristiansen og Nils Viken, er også virkelig godt fordi skønt der er lidt underlægningsmusik til tider (noget elektronisk musik), så er det primært lydene fra skibene der høres og lyddesignet hjælper i den grad med til både at højne intensiteten og højne den kaotiske stemning, som næsten er konstant.
Så, er Birthday Girl, en perfekt film? Ikke helt desværre. Hvorfor kan jeg ikke afsløre uden at spoile, men knap så langt fra slutningen, tager filmen nogle drejninger og gør noget, som jeg havde det en kende blandet med.
Men Birthday Girl er dog alligevel anbefalingsværdig, uanset om man er forældre, mor eller ej, fordi Michael Noer har i den grad skabt noget vildt intenst og vildt hjerteskærende, som vil blive ved én, når filmen er færdig.