Originaltitel: Vivarium
Instruktør: Lorcan Finnegan
Produktionsår: 2019
Genre: Thriller, gys, sci-fi
Set på: Netflix
Vivarium starter med at en gøgeunge skubber nogle andre fugleunger ud af deres rede, hvorefter den nyder at blive serviceret af de fordrevne ungers mor. Dette billede på, at lade andre tage sig af ens børn, bliver senere hen centralt for det scenarie, som udspiller sig i Lorcan Finnegans absurde og syrede sci-fi gyser Vivarium.
Den delvist dansk-producerede film, har Imogen Poots og Jesse Eisenberg i hovedrollerne, som det boligsøgende kærestepar Gemma og Tom. Deres drøm om fælles bolig udvikler sig dog hurtigt til et decideret mareridt, efter en fremvisning af et hus i forstadskvarteret Yonder. Ejendomsmægleren, som viser huset frem, virker decideret vanvittig, og han efterlader da også det unge par i huset, da han pludselig køre væk. Noget de i første omgang har det fint med. Så kan de også hurtigst muligt vinke farvel til Yonder, med dets sygeligt ens pastelfarvede rækkehuse, og dets kulisseagtige himmel, hvor skyerne synes malet på. Der er dog bare det problem, at uanset i hvilket retning Gemma og Tom køre, ender de tilbage ved hus nr. 9. Deres “nye hjem”. Da de efter en brav kamp løber tør for benzin, har de ikke andre muligheder end at overnatte i Yonder.
Herfra spreder mystikken sig. I Yonder smager og dufter maden (som de modtager i kasser) ikke af noget. Og efter kort tid, modtager parret en kasse med en baby (!). På en vedlagt seddel står der, at de skal opfostre barnet, hvis de vil befries – en reference til gøgeungen, som lader sig fodre af de andre fugles mor. Den lille dreng viser sig desuden at være noget særegen, og til tider decideret ubehagelig. Han vokser på rekordtid, hans ageren virker mekanisk (som ejendomsmægleren), han skriger når han vil serviceres, og han efteraber sine “forældres” stemmer og det de siger. Det er twisted, og det er creepy at være vidne til.
Lorcan Finnegan har med sin historie, og sin vanvittigt sterile og klaustrofobiske billedside af Yonder, skabt en helt igennem original film. Det er pirrende, uhyggeligt, og spændende at være vidne til, hvordan Gemma og Tom håndterer denne vanvittige situation de har havnet i, og filmen kan tolkes i mange forskellige retninger. Er det eksempelvis en ubehagelig satire over det ensrettede familie- og forstadsliv? Er hullet i haven, som Tom graver, et billede på, at han graver sig længere og længere ned i en depressiv tilstand, til der ikke er mere liv i ham? Eller er der tale om et livagtigt sci-fi-mareridt med parallelle verdener og rumvæsener, som lader os passe deres afkom?
Uanset hvad ens tolkning af Vivarium må være, leverer filmen en anderledes gysende, og til tider sorthumoristisk oplevelse. Billederne og skuespillet (især drengen) vækker et underliggende ubehag, ikke ulig det David Lynch også mestrer i film som Lost Highway og Mulholland Drive.
