Originaltitel: Godzilla x Kong: The New Empire
Instruktør: Adam Wingard
År: 2024
Genre: Action
Biografpremiere: 27. marts 2024
Jeg gider ikke bruge oceaner af tid på skrive stolpe op og ned om hvor meget den nye Godzilla/King Kong-film lugter langt væk af big budgets in Hollywood, computer-effekter og kvantitet frem for kvalitet.
Det ved du sikkert allerede godt.
Du ved jo med stor sandsynlighed også godt, at den femte i rækken, af de såkaldte Monsterverse-film (fra Legendary Pictures) endnu engang disker op med en ligegyldig historier, hvor mennesker både bogstaveligt talt og historiemæssigt ikke fylder særligt meget.
Nej, det hele handler om øgle – og dino-smadder på det store lærred, som man kan sidde og smågnække over imens og klappe sig selv i hænderne af begejstring. For slåskampscenerne er det bedste i disse actionfyldte blockbusters og det er også det bedste ved Godzilla x Kong: The New Empire.
Filmens plot er på den ene side meget enkelt: King Kong bor i en Pandora-lignende portal-verden ved navn Hulverdenen. Men her i denne verden, findes der en portal til endnu en verden hvor nogle en stor og magtfuld abe har kontrol over en drage (der kan forvandle alt til is!!).
Ja, sikke noget. Det lyder jo egentlig som en historie fra en omgang tegnefilms-Transformers eller noget lignende. Dejligt dumt og fjollet.
Men. Det hele kompliceres til det unødvendige ved rejsen dertil, med vores papskabelons-mennesker i front. En dygtig og sød forsker, hendes stumme adoptivdatter, en kæk dyrlæge og en bange podcaster. For de ender med alliere sig med nogle stammefolk, som også lever i den nye portal-verden, hvor adoptivdatteren (åbenbart!?!) stammer fra. Sammen må de kæmpe for at lokke Godzilla med ned i hullet, så den kan kæmpe mod den nye abe med skumle planer. Sammen med King Kong.
Det duer jo ikke, hvis vi ikke har nogle søde mennesker vi kan relatere til. Den sætning har filmens manuskriptforfattere sikkert tænkt, da de skrev hele gøjemøget. Men det gør egentlig ikke tingene bedre. Det gør det bare mere fjollet. Heldigvis er den femte i dette monsters-univers ikke fyldt op med for mange karakterer vi skal prøve at forholde os til, men kun en håndfuld.
Filmens store stjerne er uden tvivl de personer, som har siddet og lavet CGI og special effects. Dem, som har kreeret de vildt fede og overdrevent giga mega-smadder scener, hvor de vilde og voldsomme væsener slås, så der sprøjter med slim og indvolde og så man næsten føler at man har 3d-briller på. Filmen er kort sagt stærkest, når ingen siger noget, men når giganterne slås. Det er næsten, og jeg mener, også kun NÆSTEN, poetisk. Som om det var en velkoreografet ballet på Det Kongelige. Hver gang nogen (mennesker) åbner munden, føles det lidt som at illusionen brister og vi bliver mindet om hvor fjollet og idiotisk det hele er.
King Kong er den store stjerne i showet. Det er nemt at blive draget af aben og måden han skifter mellem brutal og nådesløs killer-grimasse der kan passe og abeskøn og hyggelig gorilla, der med store og våde øjne bare har brug for et kram, virker troværdigt. Vi mangler dog en Andy Serkis (som lagde “krop og ansigt” til Peter Jakcsons King Kong-film tilbage i 2005) til for alvor at kunne frembringe de store følelser frem i den forvoksede abekat.
Det føles i øvrigt som falsk markedsføring at kalde filmen for en Godzilla og King Kong Film, for Godzilla er ikke meget med, og kommer først til alvor med i filmen, når vi nærmer os afslutningsscenen.
Næh, Godzilla x Kong: The New Empire er et fint pusterum fra de tunge og alvorlige biograffilm (som vel altid) er til stede i de danske biografer. Et ret så underholdende, men ekstremt larmende frikvarter, hvor skolegårdens tunge drenge slås, til én af dem må gå derfra med et nederlag.
Godzilla x Kong: The New Empire får 3/6 hamre:
🔨🔨🔨
