Touch Me Not

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Touch Me Not. Instruktør: Adina Pintile. År: 2018. Ganre: Drama. Kan streames på Filmstriben.dk

Jeg tænker tilbage på dengang jeg så filmen Touch Me Not i Øst For Paradis, Aarhus.

Efter et kort, men godt foredrag med en ung mand med muskelsvind, så skulle vi til det…

(Iøvrigt et foredrag, der bl.a. handlede om de skæve agurker, som udgør 10% af “agurkebestanden”, og som supermarkederne ikke kan sælge – mere om dem til sidst).

Rent objektivt har jeg været inde og se en film, men subjektivt er jeg mere henne ad; “hvad fanden ramte mig lige dér”?

En stemning, et forsøg, en slags terapi?

Skulle jeg anmelde, og uddele hamre lige efter filmen, så ville den have fået på munden. Chokeffekten, og overraskelsen var for overvældende til at jeg ville kunne se nøgternt på filmen, og bedømme den objektivt.

Det her er IKKE en film der vil falde i alles smag!

Hvis man løber skrigende væk bagefter, så rynker jeg ikke på brynene, eller himler med øjnene.

Den er virkelig sin egen, i hele sit eksplicitte og meget ærlige udtryk.

Berøringsangst og de problematikker der følger med, det er temaerne for denne film.

Det er ikke en dokumentarfilm, men en fiktiv historie.

Vi følger tre hovedkarakterer, og en dokumentarist, som alle har forskellige former for berøringsangst tæt inde på livet.

De skal lave en film, og det kommer der et spændende og nyskabende projekt ud af.

Adina er ved at lave en film om kærlighed og berøring mennesker imellem, men hun er også selv et skrøbeligt og sårbart menneske, så nogle gange er rollerne udviskede – hvem er det egentlig til for?

Kræftsyge Tomas er vokset op med en mor, der aldrig har vist følelser, og som altid har lukket ned, når han har forsøgt at nærme sig noget der bare minder om kærlighed og følelser.

Han ved derfor ikke hvordan man kommer i kontakt med mennesker videre frem i livet. Eller han ved det egentlig godt, men han har en iboende stopklods – hans skrøbelige sind, der holder hans mod og vilje i ave…

Laura er “vokset op” på et hospital, pga. sygdom iblandt hendes nærmeste. Alt er upersonligt og sterilt, og hun bli’r fysisk og psykisk svært utilpas ved berøringer.

Derudover lider hun under et heftigt temperament, som ikke tillader andre mennesker at nærme sig.

Christian lider af spinal muskelatrofi (SMA).

Det er en sygdom i nervecellerne i rygmarven, der medfører svind i musklerne.

Han er dybt afhængig af andre mennesker, og den hjælp han får.

Han har til gengæld et aktivt sexliv, for som han siger, så er hans penis den eneste fysiske del af hans krop, der fungerer upåklageligt.

“Det kræver bare lidt mere planlægning og arbejde, når jeg skal have sex”, som han kækt siger.

Han frekventerer lystigt s/m-fetisch-klubber, hvor han kan få afløb og forløsning – ja sågar udløsning…

Tre mennesker – tre “skæverter”, deres terapeuter, deres elskere, deres nærmeste.

En film om mennesker, og det smukke og livsbekræftende ved mødet. Der er meget mere gemt hos os mennesker, og udseendet, eller et krøllet sind er tit en stopklods for mange af os.

Det er synd og skam.

Det lyder så frelst og gloriepudsende, men det ER sgu en skam!

Touch Me Not får (efter at have rumlet lidt et par dage – den er blevet vejet og vurderet) følgende karakter:

4/6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Efter filmen blev vi trakteret med en ordentlig basse af en gin/tonic lavet på de der skæve agurker jeg nævnte i starten.

Jeg er normalt ikke fan af denne drink, men her havde vi med en lækkerbisken af en gin at gøre.

Pærfekt hedder den, og den kan uden det store benarbejde erhverves.

Hele filmens morale blev skyllet ned med en iskold og lækker omgang, lavet på noget der ved første øjesyn ikke ser så appetitligt ud.

Bingo, ringen er sluttet.

Åbn øjnene og lad dig (for)føre af den ubekendte faktor.

Det skader ikke…

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!