Instruktør: Pedro Almodóvar
År: 2024
Genre: Drama.
Biografpremiere: 31/10
Det er vigtigt at have gode venner og at besidde et godt venskab i svære tider. Men, kan der egentlig være grænser for, hvad man vil gøre for éns ven?
Dette er noget af det som spanske Pedro Almodóvar, spørger om i sin første engelsksprogede spillefilm, The Room Next Door, som er baseret på Sigrid Nunez’ bog, What Are You Going Through.
Filmens historie, er en kende speciel (for at skrive det mildt), men den kan forklares således;
Ingrid er en forfatter, der i starten af filmen er i gang med at signere sin nyeste bog, da en veninde lige pludselig står i køen og fortæller at en anden veninde (som Ingrid, ikke har haft nogen kontakt med i flere år), ligger indlagt med kræft på hospitalet.
Dén veninde hedder, Martha, og hun har livmoderhalskræft i 3. stadie, men hospitalet holder hende dog i live via forskellige behandlingsmetoder, som Martha villigt er forsøgskanin til.
Skønt Ingrid & Martha ikke har set hinanden i mange år, så blomstre deres venskab nærmest på sekundet de møder hinanden igen og efterfølgende, bliver de meget tætte veninder.
Faktisk så tætte veninder, at Martha, på et tidspunkt, vælger at spørge Ingrid, om hun vil tage med hende ud til en hytte, tilbringe lidt tid sammen med hende og være i værelset ved siden af, når Martha vælger at dø.
Heraf titlen, The Room Next Door og dette er helt essentielt filmens handling.
Pedro Almodóvar, er en meget særlig instruktør og én af den slags instruktører, hvor man i den grad godt kan sige at han har en særlig stil over sig. Noget af det der kendetegner ham, er særligt hans skildring af kvinder (som har det med, at fungere som hovedkaraktere i flere af hans film), som bliver skildret både meget komplekst, sommetider meget farverigt og til tider også med en skævhed over sig.
Dette er faktisk lige netop også tilfældet i denne film.
Dette ses særligt i måden, hvordan Ingrid er over for Martha, hvor hun ofte er meget bekymret, men hvor Martha prøver at bevare en form for ro over situationen og virker til at være meget fattet og på sin vis har fundet fred med måden hun valgte at leve på.
Kompleksiteten, kommer særligt også på spil i Marthas fortællinger om hendes ungdom og hendes forhold til både hendes datter og datterens far, hvor Martha, meget hurtigt gør det klart at hun ikke var en god mor eller følte at hun passede til moderrollen, i forhold til hendes erhverv som krigsrapporter.
Dernæst, så synes jeg at noget af det mest spændende og faktisk direkte fascinerende ved The Room Next Door, var dens lille subtile leg med genre.
Fordi overordnet er filmen et drama, men selvom man måske skulle tro at filmen er meget tungsindig, så er der samtidig også en fin del humor, som sommertider er sort men dog alligevel aldrig morbid eller kynisk.
Dernæst, så sniger der til tider også lidt en følelse af thriller ind i det, hvilket jeg personligt særligt kommer i form af Alberto Iglesias’ underlægningsmusik, som overordnet er virkelig stemningsfuldt.
Dernæst må jeg også rose The Room Next Door, for at være en af de bedste film om venskaber, jeg personligt har set i år. Her spiller Pedro Almodóvar både ind (siden han både har instrueret og skrevet filmens manuskript), men så sandelig også Julianne Moore (som spiller rollen som Ingrid) og Tilda Swinton (som spiller rollen som Martha).
Grunden til rosen, er simpelthen fordi at filmen virkelig viser et vildt støttende venskab, hvor 2 personer virkelig er der for hinanden og vil hjælpe hinanden så meget som de kan (og kan klare) og dernæst så er kemien mellem 2 skuespillerinder, som portrættere disse 2 kvinder, direkte mageløs og simpelthen så troværdig, så man virkelig tror på at de er virkelig gode veninder (hvilket de 2 skuespillerinder, potentielt også er privat, uden at jeg skal gøre mig klog på dette).
Udover kemien, så portrættere Julianne Moore & Tilda Swinton, begge roller, fuldstændig perfekt og jeg vil vove og skrive, at dette er noget af det allerbedste som de begge har spillet i hver deres karrierer (hvilket er meget store ord at bruge) og en Oscar-nominering, bør være mere end på sin plads til dem begge.
Af andre roller, må jeg også nævne John Turturro, som spiller rollen som Damian, som er en tidligere bekendt hos både Ingrid & Martha og som pludselig kommer ind i Ingrids liv igen.
Det som jeg særligt synes der er interessant ved Damian-karakteren, er at han på visse punkter viser nogle af de samme træk som Martha, i forhold til at besidde en form for livstræthed eller træthed over tilværelsen (i forhold til, hvordan Martha ikke længere vil lytte til musik, hvor Damian, så har droppet at tage til koncerter eller i biografen) og samtidig, så portrættere John Turturro rollen, med en stor afdæmpethed, som jeg nød hvert eneste sekund af.
Der er også tale om en virkelig smuk film, på det film-tekniske plan, i form af kameraføringen af Eduard Grau, som jeg virkelig synes får stor skønhed ud af mange scener i filmen og særligt i en scene, hvor Martha forundres over at det begynder at sne inde i storbyen.
Og jamen helt overordnet, så må jeg sige at Pedro Almodóvar, ikke blot har formået at instruerer sin bedste film i lidt tid, men faktisk potentielt en af de bedste i hans karrierer og i hvert fald, en af de allerbedste film, jeg har været vinde til i år.
Ikke blot fordi, den er super rørende og smukt fortalt, filmet, instrueret og spillet, men fordi det er en af de mest overraskende film og filmoplevelser jeg har været vidne til i år, da jeg aldrig havde en helt konkret idé om hvor filmens historie var på vej hen eller hvad tonen og stemningen var.
Sådanne oplevelser, kommer ikke altid, men når de kommer, så kan jeg ikke andet end at knuselske dem!
