Instruktør: Frank Darabont
År: 1994
Genre: Drama/Storfilm
Kan streames på: Max og Filmstriben
Vi bliver aldrig enige!
Jeg har genset et af de helt store filmværker fra 90’erne.
Fængselsdramaet Shawshank Redemption – der på dansk har fået den passende, og iøvrigt glimrende titel, En Verden Udenfor – er en nyklassiker, der både er tidsløs og evigt relevant, bl.a. fordi den går i kødet på både rets- og fængselssystemernes korrumperede og bedagede magtstrukturer.
Det er også en film, der bliver ved med at rumstere i baghovedet på filmentusiaster verden over.
For er det verdens bedste film??
Skal jeg selv svare, så er svaret et klart “NEJ”, men spørger man filmsitet IMDB’s brugere, så er svaret ganske anderledes.
Her ligger den nemlig nummer ét på deres Top 250, og der har den ligget længe.
Det havde den nu ikke behøvet for min skyld, men den rammer helt bestemt bredere end eksempelvis Pulp Fiction, Godfather og Dark Knight.
Listen er selvfølgelig ikke et endegyldigt manifest over filmhistorien, så det hele går nok. Fred være med det.
For det er jo også en rigtig god film, lad det være sagt med det samme.
Overvurderet, men rigtig god.
Filmen floppede faktisk fælt da den kom frem, men har så at sige revancheret sig betragteligt siden.
“Anything you put in my mouth, you’re gonna lose”
Historien om Andy Dufresne er storslået og lang, og den tager dig rundt i hele følelsesregistret.
Den joviale og jævnt kedelige bankmand,, der anklages for mordet på sin hustru og dennes elsker, havner i et hårdt og nådesløst fængsel. Her må han lynhurtigt lære spillereglerne indenfor murene at kende, for ikke at gå til grunde.
Han har sit hyr med andre indsatte, og et sadistisk møgdyr af en fængselsbetjent. Derudover bliver fængselsinspektøren, Samuel Norton hans absolutte nemesis. Et nemesis, der kommer tættere på egen undergang, da han undervurderer Andy.
Filmen går dog aldrig til bunds i fængselslivets modbydeligheder, og det er såmænd en af dens svagheder. Det tager altså broden af filmen, når du fra start kan fornemme, at det hele nok skal gå for vores venner derinde. Heldigvis glemmer jeg altid filmens lidt lette og overfladiske tone, og overgiver mig til historiefortællingen.
På den anden side er det overfladiske take dens kommercielle styrke – den henvender sig bredt, og frastøder velsagtens ingen pga. eksplicit fængselsvold. Måske nok derfor den er så populær?
Shawshank Redemption er baseret på en bog af mesteren Stephen King, og det kan tydeligt mærkes på historiefortællingen, og ikke mindst persongalleriet. Dét er filmens trumfkort, og her er det ikke overfladisk. Vi får nogle fine og detaljerede portrætter af blandt andre Red og Andy, og måske især af den ældre fange Brooks. Omend hans historie er kort, så er den rørende og dybt tragisk, men samtidig også befriende forudsigelig og rammende for fortællingen, samt meget menneskelig.
Det stærke bånd der er mellem Dufresne og den anden livstidsfange, Red, viser menneskets vilje og uslukkelige tørst efter retfærdighed, og ultimativt, ren overlevelse.
“Brooks was here.
…..So was red”
Morgan Freeman giver som Red filmen varme, og har her sin klart bedste “Morgan-Freeman-rolle”. Han er kløgtig, vis, lun, og kan bide fra sig med sarkasme og slet skjult arrogance. Hans signaturrolle, så at sige. Han er filmens emotionelle anker, ham vi altid kan gå til, når det hele bliver for meget. Han strør som sædvanlig om sig med livskloge oneliners, og selvom der næsten går Forrest Gump-pladder i den, så kan jeg godtage det, når det kommer ud af munden på lige præcis Morgan Freeman.
I forbindelse med mit Shawshank gensyn, genså jeg også thrilleren Arlington Road pga. Tim Robbins. Jeg ville have et modstykke til denne film, og jeg tænkte hans noget så modbydelige nabo fra helvede ville være ideel at have i baghovedet.
Som skuespiller har jeg ofte – fejlagtigt – set ham som en lidt harmløs og velfriseret flinke-Per i de fleste af hans film, med Arlington Road som en af få afstikkere ind i mørket.
Jeg klapper mig selv på skulderen, for det hjalp mig faktisk til at se Andy Dufresnes kamp i et mere nuanceret lys. Hans præstation er ikke bare ren Hollywood-happy-go-lucky. Den er helstøbt, og den rammer lige dele charme, snuhed, og det iskoldt kalkulerende.
Det er ikke uden grund, at inspirationen til hovedkarakteren, Tobias Beecher, fra seriemesterværket OZ er hentet fra netop Tim Robbins pragtpræstation som Andy Dufresne.
Vi runder af
Shawshank Redemption er en rigtig god film. En film der forståeligt appelerer til de fleste med sin lineære handling, hvor det gode kæmper imod det onde.
En film, der viser hvilket helvede fængsler kan være, men uden at svælge i ubehagelighederne. En film der ikke på noget tidspunkt bliver rigtig farlig, og nærmest kammer over i ren og skær feelgood.
Den der slutning…..ja den er jo både en smule kvalm og letkøbt, men den er også ganske rimelig – Andys kvaler taget i betragtning. Det føles vitterligt som et livsbekræftende punktum, efter mere end to timer i et barskt fængsel.
I min optik, den helt perfekte slutning.
Jeg er blevet bekræftet i mine holdninger omkring Shawshank Redemption. I at “verdens-bedste-film-god” er den altså ikke, men samtidig i, at det er en film jeg altid kan se, og altid være underholdt af.
