Instruktør: Zar Amir Ebrahimi/Guy Nattiv
År: 2023
Genre: Drama.
Biografpremiere: 07/11
Når det kommer til diverse sportsturneringer og mesterskaber, så er det sjældent der er mere på spil, end enten æren eller følelsen af at få stor anerkendelse. Men i denne films tilfælde, er det selve livet og friheden der er på spil, hvilket der er kommet en virkelig særlig film ud af.
Filmen der er tale om hedder, Tatami og er instrueret af Zar Amir Ebrahimi og Guy Nattiv, hvilket i sig selv også er vildt særligt, men nu lige et pr. ord om hvad filmen handler om.
Den handler om, Leila, som er til verdensmesterskabet i judo i Georgien, sammen med sin træner, Maryam. Både Leila og Maryam, kommer fra Iran og ved verdensmesterskabet, er der også deltagelse fra Israel, hvilket gør at Leila og Maryam, relativt hurtigt bliver anmodet om at træde ud og stoppe, da de vil blive betragtet som landsforrædere, hvis de møder Israel i en finale.
Læg dertil, at Leilas familie følger med hjemmefra og også er i fare for at blive fanget.
Der er i mere end én forstand, tale om en vildt seriøs film, som på mange måder er inspirereret af en endnu mere seriøs og vildt hjerteknusende virkelighed.
For lige at vende tilbage til, hvorfor valget af de 2 instruktører var noget særligt, så er det dette fordi dette er første gang i filmhistorien at en film er instrueret af folk fra både Iran og Israel. Dette er der faktisk noget meget smukt og rørende ved, hvis der tænkes lidt over det.
Men, for lige at vende tilbage til hvordan Tatami fungere, så ryger den lige netop i den kategori af sportsfilm, som både på sin vis handler om sporten og slet ikke handler om sporten.
Tatami er i øvrigt navnet på den måtte/tæppe som der kæmpes judo på, hvilket jeg ikke selv vidste på forhånd (dette viser så meget præcist, hvor lidt jeg ved om judo).
Men, jeg fristes næsten til at sende sammenligninger mod en anden sportsfilm som udkom tidligere på året, ved navn, Challengers (hvor den udførte sport, så var tennis).
Grunden til dette, er fordi at i løbet af de 4 kampe, som der ses i filmen, så er de hver især skildret på forskellige film-tekniske faconer, samtidig med at filmens overordnede drama og konflikt også har flyttet og/eller vokset sig, for hver gang.
Dette er et virkelig perfekt greb, da dette gør at intensitetens udvikling og forstørrelse, tydeligt kan ses og mærkes, via kameraføringen af Todd Martin, klipningen af Yuval Orr og lyddesignet af bl.a. Ronan Nagel og Kyle O’ Neal, som virkelig er med til at forstærke filmens thriller-stemning.
Når der er tale om en sportsfilm, kan man også meget vel spørge om, filmen fungere uden for judoarenaen og uden om sporten? Det formår den så sandelig også at gøre og dette særligt takket være andre ting.
Bl.a. det faktum at stort-set hele filmen (eller godt og vel 95 % af den), foregår der hvor judo-verdensmesterskabet foregår. Enten inde hvor der kæmpes, på gangene, i et træningslokale, eller på diverse kontorer.
Om dette er med til at skabe en direkte klaustrofobisk stemning, kunne meget godt tænkes og overordnet er det i hvert fald med til at dramaet strammes så meget ind som muligt og ikke er noget som karaktererne kan løbe fra.
Derudover, også fordi karakterdynamikken i filmen også er interessant, spændende og til tider direkte nervepirrende at følge.
Her, er det bestemt værd at sætte fokus på skuespillet, hos de 2 hovedrolleindehavere.
Leila bliver portrætteret af Arienne Mandi og Arienne Mandi er både virkelig fremragende til at portrættet en virkelig passioneret sportsudøver der bestemt er kommet for at vinde, samtidig med at hun også er virkelig gribe og hjerteskærende at være vidne til, i forhold til det dilemma som Leila hurtigt sættes ind i, i forhold til om hun skal fortsætte i verdensmesterskabet, eller stoppe for at redde hende og hendes families liv.
Maryam bliver portrætteret af Zar Amir Ebrahimi, som ganske rigtigt også er den ene af filmens 2 instruktører, hvilket muligvis giver præstationen lidt ekstra tyngde. Det som dog kan nævnes om Zar Amirs præstation, er at den ligeledes er vildt intens og bestemt også hjerteskærende, da Maryam hurtigt ender i en virkelig farlig og meget komplekst position, hvor hun enten skal adlyde de iranske myndigheder eller i stedet følge Leilas valg og blive ved med at kæmpe, uanset konsekvenserne.
Lige præcis sidstnævnte ting, er også med til at dynamikken mellem Leila & Maryam, løbende ændre sig, da de ikke altid vil det samme og til tider føler sig nødsaget til at trodse hinanden.
Jeg er ikke helt sikker på om filmen direkte vælger side, men det tror jeg personligt ikke, da jeg skam altid fandt grunde til at føle dyb sympati for både Leila & Mayam, selvom de stod på hver deres side af judo-måtten.
Det skal også nævnes, at Dascha Dauenhauer, har lavet noget virkelig fremragende underlægningsmusik som bestemt også er med til at forstærke filmens meget knugede stemning.
Er der tale om et mesterværk?
Ikke helt, men heller ikke helt langt fra.
Dette skyldes for mig personligt, at filmen på et tidspunkt lidt tager en drejning eller vælger at gøre noget, som jeg ikke helt følte at der var lagt op til fra start af. Jeg vil naturligvis ikke spoile hvad det er, men det fik mig i hvert fald til at tænke; ”Nå, det havde jeg ikke regnet med”.
Det skal dog lige siges at dette ikke ødelægger filmen og der kommer også gode scener ud af dette, men ja, jeg havde bare tænkt dele af filmens 3. akt, lidt anderledes.
Men uanset hvad, så er Tatami en virkelig intens, spændende, nervepirrende og hjerteskærende sportsfilm som både er voldsomt aktuel og bestemt en af de biografoplevelser, som man nok vil huske.
