Originaltitel: Trap
Instruktør: M. Night Shyamalan
År: 2024
Genre: Thriller, gyser
En pige sidder i en bil og synger sine tonedøve lunger ud. Det lyder ikke specielt godt, men hun hygger sig og glæder sig. Hun er på vej med hendes far til en stor koncert med popfænomenet, Lady Raven. Hun er 12 og kan næsten ikke være i sig selv. Faren glæder sig til at give datteren en god oplevelse.
Da de har parkeret bilen, bemærker Cooper (faren) at der er usædvanligt mange sikkerhedsfolk, politimænd og FBI-agtenter udenfor spillestedet, hvor koncerten skal afholdes. Datteren (Riley) er kun fokuseret på at komme indenfor til koncerten som snart starter.
Indenfor er der ligeså fyldt op med væbnede vagter, som alle holder et vågent øje med publikum. Cooper har et vågent øje med de skærpede sikkerhedsforanstaltninger, men har samtidig overskud til at værne om hans datter. Han snakker med hende om nogle trælse episoder i skolen, hvor Riley er blevet holdt udenfor. I aften har hun dog mest lyst til at glemme alt det fra skolen og have en god koncertoplevelse med hendes store idol, som snart skal på scenen.
Man kan godt hurtigt mærke at Cooper har andre tanker og planer for aftenen.
Hvis man har set traileren til Trap, så ved man også godt (hvis ikke, så kommer der her en lille SPOILER) at Cooper er en seriemorder, som går under navnet “Butcher” som slår sine ofre ihjel og hakker dem i småstykker. Hele koncerten er en fælde for at fange ham.
Spørgsmålet er så om det lykkedes.
Filmens instruktør, M. Night Shyamalan, har for første gange i mange år lavet en klassisk thriller. Gyserelementerne, som han så ofte bruger, er stort set ikke til stede i Trap, som fokuserer på antihelten Coopers kamp for at slippe fri. Og spørgsmålet er om vi som publikum skal heppe på ham, så han kan dræbe flere mennesker og fordi han egentlig ligner en god og kærlig far på overfladen.
For under overfladen lurer der et monster, som alle objektivt set kan se vil være bedst, hvis han bliver fanget og buret inde for altid. Men, hvad er det sjove i det, altså på film? Det er jo sjovere at se ham slippe væk og se om han kan narre både politiet og FBI, ikke?
Popstjernen Lady Raven bliver spillet af M. Night Shyamalans datter, Saleka Shyamalan. Hun minder om en anden udgave af Arianna Grande, som gør det fint på scenen til lette popsange og storslået danse-scenografi. Hendes rolle bliver større og mere interessant, da koncerten slutter og hun bliver en del af Cooper og Rileys historie.
Men ikke et ord om dette her, for så vil jeg bare afsløre noget af handlingen og hvor historien bevæger sig hen af. Det dur ikke. Det er jo en M. Night Shyamalan-film, hvor man helst ikke skal spoile for meget, så man ødelægger overraskelserne undervejs.
Jeg vil ikke bruge tid på at snakke om Shyamalans bagkatalog og fortælle om min begejstring over hans første to film, Den Sjette Sans (1999) og Unbreakable (2000) og mine store skuffelse over hans senere film After Earth (2013) og The Happening (2008). Dog har de fleste film det tilfælles at de stort set alle har en ret så overraskende slutning. Hvis du alene pga instruktørens navn går i biografen og forventer gys og en twist-ending, så vil du blive skuffet… for Trap er ikke denne slags film.
Den er kort sagt en mere simpel film, som har fokus på en presset mand, i en meget presset situation, han prøver at slippe ud af.
Josh Hartnett er filmens helt store attraktion. Jeg kan faktisk ikke huske at jeg nogensinde har været oppe at ringe over en præstation fra hans side i en film. Men det er jeg nu.
Hartnett spiller på alle strenge i filmen og det virker. Han er troværdig i rollen som empatisk og rummelig familiefar, der har masser af tålmodighed til hans præ-teenager og så med et lille, løftet øjenbryn kan han gå i en helt anden ubehagelig retning, når vi får hans dæmoniske og psykopatiske seriemoderside at se. Efter mange år i branchen som ham den pæne mand med de pæne roller, er det en fornøjelse at byde Hartnett når han endelig har en spændende og interessant rolle med kød på.
Som filmen dog skrider frem og vi nærmer os afslutningen af filmen (filmen har en spilletid på 1 time og 45 minutter) mister den desværre en smule af den luft/den gode energi, som den fylder i starten af filmen. Det er som om at Shyamalan ikke helt ved hvordan han skal afslutte sit seriemorder-mareridt på en troværdig måde, uden at det hele siver en smule ud.
Men det er bestemt ikke Hartnetts skyld, som kæmper med dét han har på alle mulige måder.
For første gang i Shyamalans karriere, må jeg ærligt tilstå at jeg savnede noget mere drilsk fra han side. Jeg savende…. ja, et et twist! At han faktisk havde et es i ærmet og som han kunne hive frem i filmens sidste akt, som kunne tage sit publikum med bukserne nede.
Men i stedet må vi nøjes med en anderledes og ret så velfungerende konceptfilm, som virker det meste af vejen, særligt pga. en velspillende Josh Hartnett.
Trap får 3/6 hamre:
🔨 🔨 🔨
Billed- og lydkvalitet:
På uhd-skiven har vi med en Dolby Atmos-lydside at gøre, som gør et fortrinligt arbejde. Der er kælet for detaljerne med både underlægningsmusik, tale og effekter. Kort sagt, en fest for øregangen at være vidne til.
Vi får serveret HDR10 på den visuelle front og selvom det ikke er Dolby Vision, skuffer det bestemt ikke. Det der står bedst og skarpest i filmen, er de mange scener filmet til “koncerten”, hvor kontrasten er knivskarp og vi kan få øje på masser af detaljer.
Tusind tak til SF Studios
