Farverigt, originalt og unikt.
Dette er en film meget ulig noget andet jeg har set.
Det er en imponerende bedrift af Tarsem Singh.
Jeg kender ham, udover denne, kun fra Jennifer Lopez-gyllestinkeren The Cell, samt musikvideoen til R.E.M’ monsterhit, Losing My Religion.
Hans indre legebarn får frit spil her i The Fall. Jeg fornemmer han skal ud med noget fra sit allerinderste. Han skal have lettet hjertet, og bare give folk sine tanker og følelser i én stor farverig pakke.
Historien er som følger:
Den sårede stuntman, Roy Walker, ligger på hospitalet, lam i begge ben efter et fald.
Her møder han den lille pige Alexandria, der kommer sig efter en brækket arm.
De bli’r straks venner og fortrolige, og Roy fortæller hende en fantastisk fabel om en ond guvernør, og en broget flok, der skal styrte ham i grus.
Imellem kapitlerne får han Alexandria til at “finde” morfin på hospitalet…
Filmen sprudler af fortællelyst og energi, og er farverig som få.
Man sidder bare som seer og bli’r beriget med den ene smukke og veludførte scene efter den anden.
Billederne er virkelig smukke, og der er virkelig en kamerafører, der fortjener stående applaus. Det er mesterligt arbejde!
Desuden er historien virkelig rørende, og det umage venskab mellem Alexandria og Roy hører til de bedre, og mest troværdige i filmhistorien.
Jeg kommer til at tænke på The Station Agent og Mary And Max i den sammenhæng. Du finder det bedste, når du ikke leder, og det kommer ofte trampende uden skelen til tid og sted.
Man kan se filmen alene, eller sammen med familien, og man kan også sidde og nørde den, fordi den bare er så speciel og unik.
Kom i sving, folkens!
Jeg ser frem til at kunne vise mine børn The Fall, og nyde den med to ditto barnlige sjæle.
Et lille mesterværk, værsgo.
