Originaltitel: Smile
Instruktør: Parker Finn
År: 2022
Genre: Gyser
Biografpremiere: 29. september 2022
Allerede inden jeg havde sat mig i biografsædet, følte jeg mig malplaceret i salen. Som om jeg slet ikke burde være der.
Der lugtede af kraftig parfume, der blev taget billeder fra diverse iphones og mange sad med deres jakker på. Tydelige teenagesymptomer, som var umulige at ignorere.
Jeg kunne godt regne ud hvilken slags gyser, jeg, som alderspræsident i salen og det resterende publikum skulle til at se: en jumpscare-gyser,- en gyser, hvor uhyggen ikke udspringer fra selve historien eller karaktererne, men hvor at instruktøren bag med billige kneb prøver at forskrække sit publikum. Dette kalder jeg en bøh-film.
Og der er sådan set ikke noget galt med en bøh-film. Bevares. Her er det bare sure og konservative Gammelfar, som nu ikke føler det sofistikeret nok, da han mener at de bedste gys er det psykologiske slags.
Men Smile gør hvad den kan for at være underholdende. Den er bare ikke særlig god. Den anstrenger sig ofte for meget og gør tingene lettere klodset og overdrevet, så man ikke kan andet end af grine lidt.
Handlingen starter på et hospital, hvor lægen Rose Cutter har haft en alt for lang arbejdsdag. Men, hun skal lige have den sidste patient ind, inden hun for alvor kan sige fyraften. Det viser sig at være en skræmt, ung kvinde, som bange fortæller at hun ser “noget” der får folk til at smile og til at dræbe. Snart står hun med det største og klammeste smil på hendes læber, mens hun skærer halsen over på sig selv. Rose er i chok. Og herfra har hun så “fået” smilet, dvs. forbandelsen og snart skal hun finde ud af, at man ikke just kan komme af med denne forbandelse.
Ja, sikke noget rod. For her begynder det langsomt at krakelere, før den ellers dedikerede og dygtige læge, selv begynder at hallucinere, om sin egen, pinefulde død. Der går ikke lang tid, før både hendes forlovede og hendes søster lægger afstand til hende, som var hun en tosse-patient på sindsyge-hospitalet i Gøgereden. I et desperat forsøg på at overvinde forbandelsen, slår hun pjalterne sammen med sin ekskæreste, der er efterforsker for politiet. Snart finder de ud af, at forbandelsen går lang tid tilbage og den eneste vej ud af dette helvede, er at ved at slå en anden ihjel, inden man slår sig selv ihjel.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke på helhedsindtrykket, at skuespilpræstationerne rundt om hovedpersonen, ikke just er særligt imponerende. Særligt gør Rose’ søster (spillet af Gillian Zinser) en pivelendig indsats, hvor det skriger til himlen på overspil. Det er heller ikke meget storspil over Jessie T. Ushers præstation, som Rose’ forlovede, Trevor. Han gør det ellers suverænt i den fremragende anti-superhelte-serie, The Boys.
Det ville have klædt det samlede resultat med et bedre manuskript, som fokuserede mere på karakterne og gad at fremstille dem som rigtige mennesker. For Smile prøver faktisk på, blandt de mange ligegyldige jump-scares, at fortælle noget om traumer. Om vigtigheden i at åbne op, inden det er for sent. For i flashbacks finder vi ud af, at Rose som lille fandt sin mor, død af en ovedosis. Dette skal vi også have med. Som noget instruktør Parker Finn kan strege af, så vi får tvivl om Rose’ mentale helbred.
Jeg forlader biografen, og prøver at undgå at gå i de mange popcorn, der er spildt på gulvet, mens et ungt par rejser sig ved siden af mig, mens de siger: “shit, den var uhyggelig”. Godt, at de har nydt filmen. Alle, lige bortset fra mig, har åbenbart haft en fest og hygget sig gevaldigt. Det er vidst bare Gammelfar her, der har følt sig malplaceret og har haft lyst til at gå igen.
Smile får 2/6 hamre:
🔨🔨
