Smile

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Smile

Instruktør: Parker Finn

År: 2022

Genre: Gyser

Biografpremiere: 29. september 2022

Allerede inden jeg havde sat mig i biografsædet, følte jeg mig malplaceret i salen. Som om jeg slet ikke burde være der.

Der lugtede af kraftig parfume, der blev taget billeder fra diverse iphones og mange sad med deres jakker på. Tydelige teenagesymptomer, som var umulige at ignorere.

Jeg kunne godt regne ud hvilken slags gyser, jeg, som alderspræsident i salen og det resterende publikum skulle til at se: en jumpscare-gyser,- en gyser, hvor uhyggen ikke udspringer fra selve historien eller karaktererne, men hvor at instruktøren bag med billige kneb prøver at forskrække sit publikum. Dette kalder jeg en bøh-film.

Og der er sådan set ikke noget galt med en bøh-film. Bevares. Her er det bare sure og konservative Gammelfar, som nu ikke føler det sofistikeret nok, da han mener at de bedste gys er det psykologiske slags.

Men Smile gør hvad den kan for at være underholdende. Den er bare ikke særlig god. Den anstrenger sig ofte for meget og gør tingene lettere klodset og overdrevet, så man ikke kan andet end af grine lidt.

Handlingen starter på et hospital, hvor lægen Rose Cutter har haft en alt for lang arbejdsdag. Men, hun skal lige have den sidste patient ind, inden hun for alvor kan sige fyraften. Det viser sig at være en skræmt, ung kvinde, som bange fortæller at hun ser “noget” der får folk til at smile og til at dræbe. Snart står hun med det største og klammeste smil på hendes læber, mens hun skærer halsen over på sig selv. Rose er i chok. Og herfra har hun så “fået” smilet, dvs. forbandelsen og snart skal hun finde ud af, at man ikke just kan komme af med denne forbandelse.

Ja, sikke noget rod. For her begynder det langsomt at krakelere, før den ellers dedikerede og dygtige læge, selv begynder at hallucinere, om sin egen, pinefulde død. Der går ikke lang tid, før både hendes forlovede og hendes søster lægger afstand til hende, som var hun en tosse-patient på sindsyge-hospitalet i Gøgereden. I et desperat forsøg på at overvinde forbandelsen, slår hun pjalterne sammen med sin ekskæreste, der er efterforsker for politiet. Snart finder de ud af, at forbandelsen går lang tid tilbage og den eneste vej ud af dette helvede, er at ved at slå en anden ihjel, inden man slår sig selv ihjel.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke på helhedsindtrykket, at skuespilpræstationerne rundt om hovedpersonen, ikke just er særligt imponerende. Særligt gør Rose’ søster (spillet af Gillian Zinser) en pivelendig indsats, hvor det skriger til himlen på overspil. Det er heller ikke meget storspil over Jessie T. Ushers præstation, som Rose’ forlovede, Trevor. Han gør det ellers suverænt i den fremragende anti-superhelte-serie, The Boys.

Det ville have klædt det samlede resultat med et bedre manuskript, som fokuserede mere på karakterne og gad at fremstille dem som rigtige mennesker. For Smile prøver faktisk på, blandt de mange ligegyldige jump-scares, at fortælle noget om traumer. Om vigtigheden i at åbne op, inden det er for sent. For i flashbacks finder vi ud af, at Rose som lille fandt sin mor, død af en ovedosis. Dette skal vi også have med. Som noget instruktør Parker Finn kan strege af, så vi får tvivl om Rose’ mentale helbred.

Jeg forlader biografen, og prøver at undgå at gå i de mange popcorn, der er spildt på gulvet, mens et ungt par rejser sig ved siden af mig, mens de siger: “shit, den var uhyggelig”. Godt, at de har nydt filmen. Alle, lige bortset fra mig, har åbenbart haft en fest og hygget sig gevaldigt. Det er vidst bare Gammelfar her, der har følt sig malplaceret og har haft lyst til at gå igen.

Smile får 2/6 hamre:

🔨🔨

Seneste

Stor som en sol

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk musikdokumentar, som i disse dage er semi-aktuel, da filmens omhandlende band, spiller 3x koncerter i Parken.

Stor som en sol, er helt overordnet en virkelig smuk, virkelig underholdende og ret så anderledes dokumentar om den kreative proces.

Til Verdens Ende

Viggo Mortensens instruktør-take på den traditionelle western er blevet til en fintfølende og næsten poetisk én af slagsen.
Vicky Krieps stjæler billedet som kvindelige hovedrolle, Vivienne.
René Buchtrup anmelder Til Verdens Ende.

Knox Goes Away

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en lejemorder med opbyggende demens og det er bestemt lige så specielt og hjerteskærende, som det måtte lyde.

Knox Goes Away er ikke fejlfri, men når den dog fungere, er den dybt fremragende og er grundlæggende, meget værd at se i biografen.

Furiosa: A Mad Max Saga

Kan Furiosa hamle op med sin forgænger, Fury Road? Både ja og nej. Men mest ja.
For Furiosa prøver ikke det samme som sin forgænger (heldigvis for det!) og giver os i stedet mere dybde i universet og mer’ historiefortælling.
Læs René Buchtrups begejstrede anmeldelse HER:

Bad Boys 4: Ride or Die

De slemme drenge ruller derud af igen, men den gode energi fra film nummer tre er der ikke meget tilbage af. Martin Lawrence er reduceret til en fjollet sidekick og Will Smith virker off og som om han slet ikke gider være med.Bad Boys 4 skal ses for de brutale og nådesløse actionscener som er ret så vellykkede.René Buchtrup anmelder

Fuld af Kærlighed

Nicolai har denne gang anmeldt en dansk film, som både handler om hvad alkoholisme gør ved en familie og hvordan en familie bearbejder det og prøver, at holde sammen.

Fuld af kærlighed er hård, hjerteskærende og ofte også ret barsk, men den er samtidig virkelig menneskelig og dybt kompleks og grundlæggende værd at se og ligeledes snakke om.