Originaltitel: Onkel. Instruktør: Frelle Petersen. År: 2019. Genre: drama. Kan streames på Filmstriben.dk
Autentisk bondefortælling
Bondemanden, han har altid travlt, sang den kære Povl Kjøller, tilbage i midthalvfjerserne.
Der var ikke tid til pjank og pjat, nu når køerne skulle malkes, dyrene fodres og kornet skulle høstes.
Sådan er det også her i 2019.
I filmen “Onkel”, som foregår på en gård i Sønderjylland, møder vi den 27-årige Kris og hendes onkel. De har nok at se til, med gårdens besætning af malkekvæg og den årlige høst.
Dog er det Kris der styrer det hele. Det er hun nødt til.
Hendes onkel, er halvinvalid, og har brug for hendes hjælp til det hele. Sågar at vække ham om morgenen og hjælpe ham i tøjet.
De mange gøremål i løbet af dagen, styrer Kris. Onklen hjælper til, men i et begrænset omfang.
I filmens første kvarters tid, er vi som en flue på væggen. Det er næsten som at observere en dokumentar. Vi følger en helt almindelig dagligdag på gården, hvor vi observerer Kris og onkelens daglige rutiner, med alt det faste arbejde, til måltiderne i køkkenet.
Det er trivielt og rutinepræget. Og næsten uden snak.
Når det så endelig bliver aften, står den på et spil scrapple og lidt blunderi foran flimmerkassen i stuen.
Drømmene banker på
Da dyrlægen, Johannes (Ole Caspersen) bliver tilkaldt, pga. en kompliceret fødsel af en kalv på gården, bliver der prikket til Kris’ drømme om at blive dyrlæge.
Efter et besøg på kirkegården, hvor Kris’ forældre ligger begravet, vækker den jævnaldrende fyr, Mike, følelser i Kris, og sætter yderligere spørgsmål ved hendes drømme: tør hun overveje at give sin drømmeuddannelse en chance og ikke mindst, tør hun satse på kærligheden?
For hvad med hendes onkel, som har brug for hendes hjælp på gården? Hvem skal tage sig af ham og arbejdet, hvis hun ikke er der?
Filmens plot kan lyde lidt trist og tungt. Det er det bestemt ikke.
Selvom historien på Gården Stenbjerg tager sin tid, og aldrig lader sig forhaste, bliver vi hurtigt klogere på de få karakterer i filmen, da billederne siger mere end tusind ord. Særligt mellem onklen og Kris, mærker vi en lune og varme, og de få gange, de knastørre, sønderjyske replikker bliver leveret.
At det hele føles så autentisk, skyldes helt sikkert instruktør, Frelle Petersens opvækst og baggrund. Han er selv vokset op i Sønderjylland og har castet en vaskeægte landmand, i rollen som onklen. At det oven i købet er hans niece i virkeligheden, altså Jette Søndergaard, som spille Kris, kan mærkes på deres ærlige og rørende sammenspil med hinanden.
Særligt de scener, hvor hun på beskyttende vis, skælder ham ud, da han ligger og spiser, mens han ligger ned i sofaen, er både sjove og søde.
Muligvis er det ham, der har passet på hende efter forældrenes død, men nu er rollerne byttet rundt. Og med lune, nærvær og varme, får vi det hele serveret, så det varmer og gør indtryk.
At en middag med Mike, med onklen som tredjehjul, og en dyrelæge konference i København med hendes nye ven, Johannes, bliver altafgørende for forællingens udvikling, vil jeg ikke afsløre hvorfor.
Stort drama med små armbevægelser
Udadtil kan “Onkel” virke som en dokumentar-lignende sag, om de indbyrdes forhold på en gård. Men den er mere end det.
Det er en film om livets små drømme, som kan virke skræmmende store, når livet ikke altid flasker sig, som man gerne vil. Om respekt og kærlighed, og de svære valg, man ind i mellem må tage beslutninger om.
“Onkel” er den mest ærlige og rørende, danske film jeg har set længe. Hvor er det befriende med en film, som lader billederne tale, og som formår at skabe drama, uden de helt store armbevægelser.
En hjerteskærrende, universel fortælling, som alle forhåbentligt kan relatere til.
