Originaltitel: Nimona
Instruktør: Troy Quane & Nick Bruno
År: 2023
Genre: Fantasy, Animation
Kan streames på Netflix
Netflix er kendt for at have en mildest talt ujævn tilgang til sin filmproduktion, der dækker alt fra Alfonso Cuarons ambitiøse, sort/hvide, 10-dobbelt Oscar-nominerede, borderline kunstfilm ”Roma” til en række forglemmelige streaming-pendanter til de titler i videobutikken, der aldrig kom i biografen. Men i relativ ubemærkethed har Netflix til gengæld også de senere år opbygget en interessant portfolio af animationsfilm fra den noget oversete ”The Sea Beast” over den allerede for nogen nyklassiske julefilm ”Klaus” til Guillermo del Toros originale take på ”Pinocchio” i stop motion-klæder. De kan alle hermed anbefales og gør samlet Netflix absolut konkurrencedygtige på animations-fronten på et tidspunkt, hvor Disney, Pixar og Dreamworks ikke er i decideret topform.
Og seneste skud på stammen er altså ”Nimona”, baseret på den i øvrigt glimrende grafiske roman af samme navn af ND Stevenson. ”Nimona” foregår i en hybrid af en verden, hvor kongeriget vi befinder os i, er omgivet af borgmure og er centreret omkring et stort slot fuldt af berømte riddere til at beskytte befolkningen mod den grusomme verden udenfor, men hvor der samtidig er både undergrundsbane med graffiti på væggene, flyvende biler og avanceret computerteknologi overalt. I denne klasseopdelte verden skal Ballister Boldheart som den første udvalgte, der ikke kommer fra en af de oprindelige slægter, slås til ridder, men noget går frygteligt galt under ceremonien, og Boldheart er pludselig anklaget for en forbrydelse han ikke har begået og berygtet i hele riget som en forfærdelig skurk. Det tiltrækker den mystiske, formskiftende Nimona, som ud af det blå opsøger Boldheart i hans skjul og i den tro, at han er en mesterforbryder, tilbyder at slutte sig til ham som hans onde håndlanger. Da Ballister får overbevist Nimona om, at han har været udsat for et justitsmord, beslutter det rodløse energibundt sig for at blive alligevel, og de to tager ud på en farefuld færd for at rense Boldhearts navn…
Og lad det være sagt med det samme, at denne færd, der hurtigt udvikler sig til en “Minority Report” i Camelot i kampen for at frikende en uskyldigt dømt, udmønter sig i en god, underholdende og vel-pacet film, der samtidig bærer præg af, at Netflix på den visuelle side endnu ikke har helt de samme ressourcer og den samme erfaring som de etablerede animationsstudier; det afsløres især i lyssætningen og i de finere detaljer på karaktererne, og selvom “Nimona” helt tydeligt har valgt et mere grafisk, “2D som 3D”-look med overlæg, så har en film som “Spider Man: Across the Spider-Verse” for nyligt vist, at animation sagtens kan fremstå både elegant og defineret trods et enklere, grafisk udtryk, og der fremstår “Nimona” til sammenligning noget mere simpel. Men det ændrer altså ikke på, at det er en medrivende og solidt fortalt historie, hvor Nimonas konstante forvandling til alt fra en kæmpestor hval, der kan brage gennem etagerne på selv den mest solide fæstning, når et flugtforsøg er nødvendigt, til en lynhurtig kugle af et bæltedyr, og Ballisters dramatiske kærlighedsforhold til en af de andre riddere, der ikke længere stoler på ham, tilføjer dynamik til jagten på sandheden.
Men lige så solid filmen fremstår, lige så formløs og uhæmmet er Nimona selv. Og at filmen trods alt ikke lykkes bedre end den gør, skyldes primært, at den simpelthen ikke formår at leve op til sin destruktive, passionerede, flabede, blodtørstige, gender-queer titelkarakter. Chloe Grace Moretz giver på stemmesiden Nimona den fandenivoldske, rebelske energi som hun netop brød igennem på som superhelt i “Kick-Ass” som kun 12-årig (og hun får i øvrigt glimrende modspil af Riz Ahmeds blide stemme som den noget mere dydige Ballister), men det rebelske spreder sig ikke fra dette højenergiske, vilde og dog sårbare væsen og ud til selve filmen.
På trods af det lidt særlige mix af stilarter og nogle twist på den klassiske historie om et kongerige, der lever i skyggen af monstrene omkring det, så har “Nimona” både i plot og i udførelsen af scener tendens til det sikre men måske også lidt banale, og for eksempel savner filmens reelle skurke noget af den personlighed som deres kamæleon af en modstander bobler over med. Det minder lidt om problematikken i Disneys ”Aladdin”, hvor tingene unægteligt fader noget, hver gang den ikoniske Genie ikke er på skærmen.
“Nimona” er en god film, der ville have været endnu bedre, hvis den havde fulgt sin navnefælles eksempel og gået helt sine egne veje.
Nimona får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
