Instruktør: Ellen Kuras
År: 2023
Genre: Drama.
Biografpremiere: 26/09
Når man udfører et godt stykke arbejde og et værdifuldt stykke arbejde, vil man naturligvis gerne huskes for det og anerkendes for det.
Dette er umiddelbart meget universelle ord at skrive og noget som jeg personligt også synes gør sig gældende for Ellen Kuras’ film om den legendariske krigskorrespondent/krigsfotograf, Lee Miller.
Hvordan filmen handler om, Lee Miller, kan forklares nogenlunde kort.
I starten af filmen, ser man en ældre Lee Miller (i år 1977), snakke med en person, hvor konteksten er at Lee Miller skal fortælle sin livshistorie eller om sin karriere. Derefter, bliver vi så taget tilbage til engang i 1930’erne, hvor Lee Miller var en fotograf, som tog billeder af modeller og/eller lidt vovede billeder af kvinder.
På en tur med venner i Paris, møder Lee Miller, så pludselig den britiske Roland Penrose og det er nogenlunde kærlighed ved første blik og nok til at hun flytter med til England og får et arbejde ved det britiske Vogue.
Da 2. verdenskrig så kommer i gang, har Lee Miller ambitioner om at hun gerne vil ud og reporterer hvad der sker og gerne der hvor det er farligt, men dette er Vogue ikke interesseret i at tillade, grundet det at Lee Miller er kvinde.
Her skal det dog også nævnes, at da 2. verdenskrig går i gang, så bliver Lee Miller, mødt af en anden fotograf, som så er amerikanske David E. Schermann som arbejder for Life Magazine og han nævner (da Lee Miller fortæller ham, at hun ikke må komme ud og tage billeder af krigens rædsler), at hun skal fortælle dem, at hun er amerikaner.
Dette udnytter Lee Miller så og ikke så længe efter, er hende og David E. Schermann, så placeret i Frankrig og resten af filmen, følges så Lee Miller under og ligeledes efter 2. verdenskrig.
Lee, kan som udgangspunkt, godt virke som en biografisk film (eller en biopic, som det kaldes) der minder om så mange andre, men det der dog kan nævnes om Lee, er at den er et stort passionsprojekt for Kate Winslet og noget der har været under udarbejdelse i 8 år.
Dernæst skal det også nævnes, at hele 4 personer, har været med til at skrive filmens manuskript (som er skrevet ud fra Lee Millers søn, Anthony Penrose’ biografibog) og hvis man tænker, at dette kan være med til at skabe en rodet film, så er det egentlig ikke tilfældet.
Ganske vist skal det siges, at i løbet af filmen, er der nogle spring i tiden, i forhold til Lee Miller der taler med en person om sin livshistorie og så Lee Miller der oplever det der tales om, men dette er dog udført ret godt og måden der skabes balance i dette på, er at hver gang Lee Miller, har taget et bemærkelsesværdigt billede, så springes der til 1977, hvor der så knyttes lidt kommentarer til dette.
Derudover, synes jeg egentlig det var en interessant skildring af 2. verdenskrig, fordi i forhold til scener hvor Lee Miller vandre rundt imens der skydes omkring hende, så er dette meget minimalt og snarer handler det om at tage billeder af enten vidnesbyrd eller noget som Lee Miller, følte, var vigtigt at vise og fortælle om.
Der er skam også scener om kønsroller og hvad kvinder kan og ikke må iflg. mænd, men disse følte jeg ikke fyldte så meget, så snart Lee Miller, var ude og reportere krigen. Dette fjerner dog ikke noget af filmens girl-power, fordi det er der en god del af og uden selv at være særligt bekend med Lee Miller på forhånd, så synes jeg dog at filmen tegnede et ret godt billede af, hvordan hun var og hvorfor hun er respekteret den dag i dag.
Noget som der også må nævnes noget om, er filmens skuespil og navnlig Kate Winslet, som har filmens titel og hovedrolle.
Det som først og fremmest kan nævnes, er at Kate Winslet er ærkebritisk og Lee Miller, var ærkeamerikansk, men Kate Winslet, formår dog at komme ganske godt afsted med det, med en ganske troværdig amerikansk accent. Dernæst, jamen så er Kate Winslet en af vor tids bedste kvindelige skuespillere, hvilket hun i den grad også viser her, i løbet af hele filmen.
Kate Winslet, finder virkelig en smuk balance, i sin portrættering af mod, følsomhed, vrede, sorg og glæde og ja, overordnet formår hun at portrættere hun Lee Miller, som et helt menneske.
En anden som er værd at nævne, er særligt også Andy Samberg i rollen som Lee Milers kollega/makker, David E. Schermann og særligt fordi, denne rolle og præstation er bemærkelsesværdigt på det punkt, at dette er Andy Sambergs første ikke-komiske rolle i en film. Og Andy Samberg lykkedes faktisk ret smukt, med at fremstå alvorlig, ved at være virkelig underspillende, stille og rolig og være vildt troværdig som en person, der virkelig gerne vil støtte Lee Miller og hjælpe hende, med at få taget nogle gode billeder.
Andrea Riseborough, har også nogle gode scener som en meget støttende kvindelig kollega hos det britiske Vogue, Alexander Skarsgård er også rigtig god som Lee Millers store kærlighed, Roland Penrose og skønt jeg ikke vil fortælle hvem personen er (da dette er en spoiler), så var Josh O’ Connor også virkelig god som personen der taler med Lee Miller, i 1977.
Det kan også nævnes, at filmen er virkelig velfilmet af Pawel Edelman og lyddesignet af som hele 27 personer har været med til at skabe, skinner særligt igennem i filmens stille scener eller de øjeblikke, hvor Lee Miller er ude for at tage billeder.
Det kan også nævnes at den danske (og for 3 år siden, oscar-vindende) klipper, Mikkel E.G. Nielsen, har klippet filmen og gjort et rigtig godt stykke arbejde med det, da filmen er virkelig god rytme og da jeg personligt aldrig kedede mig eller helt følte at filmen gik i stå.
Dog, på trods af alt denne ros, så er Lee, ikke en helt perfekt film efter min mening. Dette skyldes faktisk primært de sidste cirka 4,5 minutter af filmen, som jeg har det lidt blandet med.
Men, ligeledes på trods af dette, så har Ellen Kuras i den grad instrueret en mere end værdig og virkelig rørende film om en legendarisk krigskorrespondent, som i den grad er værd at opleve i biografen.