24. Judgement In Nüremberg (1961)
af Stanley Kramer
(2t.59min.)
Et retsopgør mod de ukendte bødler.
Fire nazidommere står anklaget for diverse forbrydelser, heriblandt medvirken til massemord og forbrydelser imod menneskeheden.
Det er en kamp imellem store egoer, vidt forskelligt menneskesyn, mænd med et inderligt had til hinanden, og troen på det oprigtige i sine handlinger.
Som en af de fire anklagede nazidommere siger, så havde han et respektabelt og ærefuldt erhverv.
Den lader vi stå et øjeblik…
Hvad ærefuldt er der ved – bevidst – at lade tusindvis af mennesker arbejde sig til døde?
Hvad ærefuldt er der ved at sende flere hundredetusinder direkte i døden, med noget så simpelt som et pennestrøg?
Hvad ærefuldt er der ved at lade et firma lukrere på, og løbe rundt af stjålne genstande fra myrdede jøder?
Hvis noget af dette er ærefuldt og ærværdigt, så bør samfundsstrukturen og den medmenneskelighed vi bryster os med tages op til kraftig revision.
Filmens store spørgsmål; hvem har egentlig ansvaret, er centralt hele vejen.
Hvem har egentlig ansvaret?
Dem der giver ordren, eller dem der udfører den?
Er “jeg adlød jo bare ordrer” overhovedet et gyldigt argument for noget som helst, eller bare grov ansvarsfornægtelse?
Retssagen imod de fire dommere er en slags prøvelse af retssystemet i praksis. Kan man dømmes for noget man ikke direkte har haft noget at gøre med?
Hvor meget spiller den generelle afsky for alt tysk i efterkrigstiden ind i sådanne sager?
Der er mange interessante spørgsmål, og jeg blev flere gange fanget; er det egentlig hans skyld, er det nu så slemt det han har stået for, hvor meget kan man laste de fire anklagede for?
Puha…..
Lidt farligt.
Filmen er et sandt overflødighedshorn af store ikoner og fabelagtige præstationer.
Maximilian Schell fik meget fortjent en Oscar for sit portræt af de fire dommeres forsvarer, han er helt forrygende!
Derudover er jeg specielt imponeret, over Burt Lancaster, Judy Garland og Richard Widmark, der alle yder uovertrufne præstationer – især Richard Widmark.
“Der var engang, hvor man kunne lave gode film”.
Sådan sagde Martin Scorsese, og jeg kan godt se hvad han mener.
23. Holocaust (1978)
af Marvin J. Chomsky
(4 afsnit, 7t.55min. i alt)
Holocaust er en miniserie fra 1978.
Den er fra det bedste filmårti overhovedet, og den emmer af kvalitet.
Meryl Streep har efter min mening sin bedste rolle her.
Vi følger en jødisk familie fra lige før Hitlers magtovertagelse, og frem til krigens afslutning.
Deres leveforhold i det tiltagende jødehad i nazityskland bliver uhyggeligt skildret.
Venner bliver til fjender, og umenneskelige ugerninger bliver pludselig normen.
Den skildrer en syg og modbydelig side af menneskets historie, som vi ikke skal glemme, men lære af.
Hvis vi dog bare var blevet klogere…
“I have the right name but I’m afraid I can’t lead you to the promised land.”
Moses Weiss
22. My Way: Mai Wei (2011)
af Je-Kyu Kang
(2t.17min.)
My Way er på mange måder ligesågodsom Brotherhood Of War af samme instruktør.
Den rummer samme storladne patos i både følelser og kampscener som sin forgænger.
Den er et adrenalinpumpende ridt igennem krigens helvede, og dens realisme gør den til enhver krigs(film)elskers våde drøm.
To mænd på hver sin side af fronten bliver forenet på kryds og tværs, og det går ikke stille for sig.
My Way bør ses af alle og enhver, der synes krigsfilm er en fed genre.
Se den nu bare!
21. Deer Hunter (1978)
af Michael Cimino
(3t.3min.)
Den her har jeg anmeldt – sådan cirka ihvertfald – en gang før.
Den lå jo ret højt på listen over de bedste præstationer af Robert De Niro, så har skrevet en del om den, derfor vil jeg gøre dette kort…
Det her er en af den slags film, der bli’r hængende.
Har du først set den, så bli’r den under huden.
Den er barsk og ubehagelig, og indeholder nogle uafrystelige scener – scener der står tilbage som nogle af de helt store, ikoniske scener i filmhistorien.
Jeg siger russisk roulette, og så godt som alle er med.
Hvis nogen glorificerer krig, eller på anden vis taler varmt om det, så kunne Deer Hunter været mirakelmidlet, der fik folk til at ændre mening?!
Krig er noget rigtig lort, så er det sagt!
Ret godt symboliseret i filmen, så er der kun tabere i krige.
Deer Hunter er helt fantastisk, og den byder på skuespil af helt exceptionel høj klasse.
Ret vildt at tænke på, at dette var første film Meryl Streep var med i.
Hun gør det jo faktisk helt udemærket…
Se eller gense dette mesterværk, den er det hele værd!
“I’m thinking about the deer. Going to ‘Nam. I like the trees, you know? I like the way that the trees are on mountains, all the different… the way the trees are.”
Nick
