Instruktør: Bradley Cooper
År: 2025
Genre: Drama, komedie
Kan købes på blu-ray
Der findes film, som rammer én på det helt rigtige tidspunkt i livet. For mig var Is This Thing On? præcis sådan en oplevelse. En film, der sneg sig ind under huden på mig langt mere, end jeg havde regnet med – måske fordi jeg selv er 41 år, måske fordi jeg også har været sammen med min kone i mange år, eller måske fordi filmen forstår noget meget menneskeligt om det dér tidspunkt i livet, hvor man pludselig stopper op og spørger sig selv: “Er det her virkelig det liv, jeg troede, jeg skulle leve?”
Filmen følger Alex, spillet fantastisk underspillet af Will Arnett, som står midt i en stille livskrise. Ikke den eksplosive slags med skænderier og smækkede døre, men den mere realistiske og smertefulde version, hvor to mennesker langsomt glider væk fra hinanden uden egentlig at ville hinanden noget ondt. Efter mange års ægteskab forsøger Alex at finde sig selv igen – og nærmest ved et tilfælde ender han med at prøve kræfter med stand-up comedy.
Og ja… her må man også acceptere et lille filmisk spring i logikken. For Alex vader nærmest ind fra gaden og får ret hurtigt mulighed for at stå på scenen og lave impro comedy, som om døren til comedy-miljøet altid står pivåben. Har man selv snuset bare lidt til stand-up eller impro, ved man godt, at virkeligheden ofte er noget mere hård, akavet og fyldt med ventetid, open mics og usikkerhed. Men ærligt talt? Det gør ikke det store ved helhedsindtrykket. Filmen bruger comedy-miljøet som en katalysator for Alex’ personlige udvikling mere end som en realistisk branchebeskrivelse – og fordi resten af filmen føles så menneskelig og ærlig, køber man alligevel præmissen.
For det er især karaktererne, der gør filmen så stærk. Kæmpe applaus til både Will Arnett og Laura Dern, som spiller med en naturlighed, der gør, at man næsten føler, man kender dem. De føles ikke som “filmkarakterer”, men som rigtige mennesker med årtiers fælles historie, små stikpiller, tavsheder, kærlighed og slidte mønstre mellem sig. Det er præcis den slags kemi, man ikke kan fake.
Samtidig fortjener manuskriptet enorm ros. Dialogen er knivskarp uden at føles skrevet for smart, og filmen tør lade scener trække vejret i stedet for konstant at forklare alting. Bradley Coopers instruktion er imponerende sikker og moden. Han stoler på karaktererne, på stilheden og på publikums evne til selv at mærke følelserne mellem linjerne.
Og så elsker jeg virkelig filmens afslutning. Den tør være håbefuld og varm uden at drukne i Hollywood-sødsuppe. Den prøver ikke at bilde os ind, at alle problemer er løst, eller at livet pludselig bliver perfekt. Men den insisterer på, at mennesker godt kan finde nye veje i livet, selv når de er kørt fast. At kærlighed kan ændre form uden nødvendigvis at forsvinde. Og at en livskrise måske nogle gange er begyndelsen på noget nyt i stedet for slutningen på det gamle.
Det er i virkeligheden dét, Is This Thing On? gør allerbedst. Den tager almindelige voksne menneskers følelser alvorligt uden at blive tung eller selvhøjtidelig. Den balancerer humor, melankoli og håb med imponerende sikker hånd. Den tør være stille, akavet og menneskelig i en tid, hvor mange film konstant jagter store følelser og hurtige punchlines. Her handler det i stedet om genkendelse. Om frygten for at være kørt fast. Om længslen efter at føle sig levende igen. Og om at forstå, at det aldrig nødvendigvis er for sent at finde en ny version af sig selv.
Filmen føles ærlig hele vejen igennem. Ikke perfekt, ikke poleret, men menneskelig. Og netop derfor rammer den så hårdt. Det er en sød, sjov og moden film, som tør tro på sine karakterer og på publikum. En film med hjerte, humor og livserfaring – og en af de mest positive overraskelser, jeg længe har set.
Is This Thing On? får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
Billed – og lydkvalitet (blu-ray):
Blu-ray-udgivelsen leverer et virkelig flot og naturligt billede, som passer perfekt til filmens intime og jordnære tone. Farverne er varme uden at blive overmættede, og ansigter samt små mimikker står skarpt og detaljeret frem – hvilket er vigtigt i en film, der lever så meget af sine karakterer. Kontrasten er behagelig filmisk, og især aften- og klubscenerne har en dejlig rolig gengivelse uden støj eller kunstigt skærpet digitalt look.
Lydsporet er måske ikke voldsomt eller demonstrativt, men det er ekstremt velafbalanceret. Dialogen står hele tiden klart og naturligt, hvilket er afgørende i en film, hvor samtaler og små følelsesmæssige nuancer betyder alt. Stand-up scenerne fungerer virkelig godt lydmæssigt med fine detaljer i publikumsreaktioner, rumklang og de små akavede pauser, der gør scenerne levende. Musikken ligger samtidig diskret og stemningsfuldt i baggrunden uden at overdøve karaktererne.
