Instruktør: Jon Favreau
År: 2026
Genre: Action, Adventure
Biografpremiere: d. 20. maj 2026
Efter syv år uden en rigtig biograffilm i Star Wars-universet havde jeg ærlig talt blandede følelser, da jeg satte mig ind for at se The Mandalorian & Grogu. Ikke fordi jeg ikke elsker universet – tværtimod. De første to sæsoner af The Mandalorian var noget af det mest friske og eventyrlige, Star Wars havde leveret i årevis. Det føltes småt, personligt og menneskeligt midt i galaksens store konflikter. Men tredje sæson mistede efter min mening fokus. Historien begyndte at gentage sig selv, tempoet blev tungere, og “This is the way” gik fra ikonisk catchphrase til noget, der nærmest blev sagt så ofte, at det mistede sin tyngde.
Derfor gik jeg også ind til filmen med en vis nervøsitet. Ikke nødvendigvis frygt for, at den ville være dårlig, men måske mere en træthed over et univers, der i perioder har føltes overudnyttet. Star Wars har de seneste mange år været overalt, og nogle gange har det føltes mere som indhold end som egentlige fortællinger. Derfor var det faktisk en overraskelse, hvor godt The Mandalorian & Grogu fungerede for mig.
Filmen holder sig nemlig forbavsende enkel. I stedet følger vi igen dynamikken mellem Din Djarin og Grogu, og filmen forstår heldigvis, at det netop er relationen mellem de to, der altid har været hjertet i fortællingen. Denne gang bliver det umage makkerpar sendt ud på en redningsmission for Den Nye Republik, hvor de skal finde og redde Jabba the Hutts søn. Selvfølgelig viser missionen sig hurtigt at være langt mere kaotisk og farlig, end de først troede, og det bliver startskuddet til en klassisk eventyrrejse fyldt med bagholdsangreb, skøre karakterer og galaktiske sidespor.
Noget af det bedste ved filmen er faktisk, hvor meget den tør være et eventyr igen. Den læner sig tungt ind i den western- og cowboyæstetik, som gjorde serien så charmerende i starten, men blander det samtidig med nogle ret overraskende kreative valg. Musikken tør flere steder være skæv, legende og næsten 80’er-agtig på en måde, der sender tankerne mod helt andre filmuniverser end klassisk Star Wars.
Samtidig tør filmen også være visuelt anderledes. Flere sekvenser er tydeligt inspireret af manga og klassisk japansk fortællestil, hvor billederne og stemningen får lov til at tale for sig selv. Der er lange passager med meget lidt dialog, hvor filmen bare lader os være i universet, i stemningen og i karakterernes kropssprog.
Og så er der Grogu. Heldigvis føles han stadig som en rigtig figur og ikke bare som en CGI-effekt. Der er noget gammeldags og håndlavet over måden, han bevæger sig på, som sender tydelige tanker tilbage til 80’ernes fantasy- og familiefilm. Flere steder fik jeg næsten Gremlins-associationer, fordi Grogu har den samme blanding af nuttethed, særhed og fysisk tilstedeværelse. Man mærker, at der er brugt dukker og praktiske effekter frem for bare computergenererede animationer, og det giver filmen en varme og charme, som mange moderne blockbusters mangler.
Filmen føles på mange måder som to afsnit midt i en sæson sat sammen til en biograffilm, og det kan både ses som en styrke og en svaghed. Hvis man forventer en gigantisk filmisk revolution for Star Wars, bliver man måske skuffet. Men hvis man savner den lille, charmerende og eventyrlystne tone fra seriens bedste øjeblikke, så fungerer det overraskende godt.
Jeg gik ind med lave forventninger og en lille frygt for endnu en omgang tom nostalgi. Men jeg gik ud med følelsen af, at jeg havde set et Star Wars-eventyr, der faktisk huskede, hvorfor universet i sin tid blev elsket: ikke kun på grund af lyssværd, referencer og store skæbner, men fordi det kunne føles som et levende eventyr fyldt med hjerte, humor, stil og karakterer, man havde lyst til at følge videre.
The Mandalorian & Grogu får 4/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨
