Jeg har ladet tankerne flyde, og fundet nogle af de filmscener, der betyder mest for mig.
Listen er blot et lille udsnit af de scener, jeg har meget meget nær filmhjertet.
Som tilfældet er med musik, så kan film, og nok især enkeltstående scener også hive minder og tanker frem, som man enten havde fortrængt, eller endda helt glemt.
Listen spænder bredt, men vi holder os dog i den alvorlige del af filmspektret.
Vi starter lige på og hårdt, med en scene, som de fleste har et forhold til. Uanset om de har set den, eller ej.
….den her har du hørt om!
Så værsgo, og god fornøjelse.
Den der scene, du ved. Den alle snakker om. Fy for helvede!
Film: Irreversible
Næsten ni minutter!
Så længe varer en af filmhistoriens mest effektive scener…
Det er så også en af de mest ubehagelige, hvilket endda er en gedigen underdrivelse! Har du set den, så glemmer du den aldrig igen
Hver gang jeg tænker, at nu kan det ikke blive værre, så skruer Gaspar Noé lige op på max igen – og et par ekstra nøk op.
Jeg ved ikke hvad der er værst her:
Den fuldstændige fratagelse af værdighed hos Monica Belluccis karakter, Alex?
Selve voldtægten?
Den afstumpede, sygelige vold der følger efter?
Intimideringen og magtforholdet i det øjeblik det står på?
Det er så ondt og bestialsk, og der er ikke noget som helst, der giver mening.
Scenen er som et mareridt, der bare bliver ved og ved.
Det er ren og skær ondskab, så enkelt er det!
Jeg vil anbefale alle, der bare har så meget som antydningen af afmålt distancering til mænds vold og drab på kvinder, at se lige præcis den ene scene.
Den burde få alle til at pakke enhver ansats til maskulint og primitivt macholort langt væk!
Hannah giver slip! Joseph forstår…
Film: Tyrannosaur
Joseph går rundt i det meget stille og dunkle hus, bange, men parat på hvad der venter ham bag hver en dør, og hvert et hjørne.
Hver en muskel er spændt i Josephs senede krop, hænderne er knyttet så hårdt, at blodårerne tydeligt danner et net op ad armene.
Han finder til sidst Hannah. Hun er rædselsslagen, men sært afklaret med hendes situation. Hun har dræbt sit monster af en mand, og Joseph ender uforvarende midt i hendes totale sammenbrud. Han prøver på sin rå og kluntede – men menneskelige – facon at få hende til at forstå sin handling, men uden at vide, hvad hun har gennemgået af rædsler i sit ægteskab.
Hun får en forståelig og retfærdig nedsmeltning, da hun giver slip på al sin tilbageholdte sorg, og sit indestængte raseri!
Det der gør det så smukt og rørende – midt i tragedien – er at se den ligeledes ødelagte og samtidigt voldsparate Joseph blive til et omsorgsfuldt og kærende menneske, jo længere scenen skrider frem. Hannah, på den anden side, møder for første gang et menneske, der kan gribe hende, et menneske der lytter, og som står som en sikker havn for hende.
Joseph har et stort hjerte, der i lang tid har været hengemt et sted midt i druk, vrede og selvhad. Men her kommer det frem.
Bedre skuespil end lige her, det findes ikke.
Travis og Janes genforening
Film: Paris Texas
Peepshow…
Han kan se hende, hun kan ikke se ham. Sådan er det med sådanne båse, hvor anonymiteten er alfa og omega.
Travis og Jane bliver på rørende og smertelig vis genforenet i sådan en, efter mange års adskillelse. De rammer direkte ind i hengemte og stærke følelser, og deres kemi og gensidige tiltrækningskraft føles – for mig – fuldstændig ægte.
Vi får deres forhistorie, og hvad der ledte til bruddet.
Der er ikke nogen egentlig afslutning, intet facit. Det er to mennesker, der dybest set snakker om hvorfor det ikke gik. De bebrejder hinanden flere ting, men de forstår og tilgiver ligeledes hinanden.
Jeg kalder scenen en af de indiskutabelt smukkeste scener i filmhistorien, for sådan er det altså bare.
Jeg håber Paris Texas – og denne scene i særdeleshed – er en del af pensum på filmskoler verden over.
Jane og Travis. To mennesker med fejl og mangler, der kæmper med det satans liv. Sådan bliver de portrætteret – helt uden unødig patos, som andre instruktører måske ville svælge i.
Sådan skriver man en (film)scene, mine damer og herrer
Kilgore’s helikopterangreb på landsbyen
Fra Apocalypse Now (1979)
Hvis jeg kun må vælge én favoritscene fra filmhistorien, så bliver det denne her
Det er galskabens modbydelige symfoni der udfolder sig cirka halvvejs i Francis Ford Coppolas genredefinerende dommedagsepos af en krigsfilm. En film om menneskets forfald og en grundlæggende foragt for livet.
Bedst illustreret bliver det her i denne scene, hvor galningen Oberst Kilgore udsletter en fiskerlandsby, fordi der er et godt surferspot i bugten, den ligger ved…
Til tonerne af Wagners symfoni, Ride Of The Valkyries, bomber hans helikoptereskadron det hele i smadder, og myrder alt levende med en endeløs maskingeværild.
Som Kilgore siger, så er Wagner i højtalerne udelukkende for at skræmme og varsle dødens komme. Det er skingrende sindssygt, og simpelthen rendyrket ondskab.
Men hele sekvensen er så flot orkestreret, så vild, at jeg må konfrontere meningsløsheden, der sker lige for snotten af mig. Jeg må overgive mig til den totale filmiske perfektion – det’ sublimt, det’ fuldkomment.
At slutte af med Kilgores – fuldstændig moralsk afsporede – “napalm in the morning” monolog, er helt og aldeles overlegent.
T-Rex bryder ud.
Fra Jurassic Park (1993)
Monotone, tonstunge jordrystelser, ringe i vandglasset, og et enormt klobesat forlem, der dovent river i hegnet. Det hegn, der burde indeholde 10.000 volt, men som nu er ligeså ufarligt som en kattekilling.
Lille (pludselig meget lille!) Andreas sad stiv af både skræk, adrenalin og spænding, og så hvordan den kæmpestore rovøgle pludselig var fri.
Vi ser dens fulde størrelse, og vi hører dens ikoniske brøl for første gang.
Det brøl der!
Den er så enorm og massiv som den står der, og det ultimative payoff kommer da den arrigt brøler for første gang. Alt fryser til is, tiden står stille – det synes endeligt.
Mennesket har fundet sin “overmand”.
Kudos til Alan Grant for at holde hovedet koldt, i den mildt sagt tilspidsede situation. At tro så stålsat på teorien om, at en gigantisk rovøgle, der levede for 60 mio. år siden kun ser dig, hvis du er i bevægelse, må være den ultimative lovprisning af videnskaben.
Måske også lidt dumdristigt?!
Glemte sko
Fra Festen (1998)
Jeg har haft scenen med på en anden liste, men selvfølgelig skal den også med her.
Det er på en måde scenen der definerer karakteren, den forsmåede søn, der bare gerne vil have farmands kærlighed.
Det her er simpelthen den bedste skideballe nogensinde.
Michael er lidt af en skiderik.
Han er grov og opfarende, og hans kone, Mette, må sluge en ordentlig spandfuld kameler i løbet af filmen.
Hun har glemt at pakke hans fine sko med i tasken, og det synes Michael satme er for dårligt!
Lad os lige prøve at se bort fra det faktum, at HUN har pakket sin voksne mands taske, og at han så tillader sig at blive sur over noget der mangler….
Det er svært at ignorere, og han står da også tilbage som den stakkels, sølle mand han er. Et produkt af den dysfunktionelle familie han kommer ud af.
Hun drister sig til at modsige ham, og det’ endda på næsvis, sur facon.
Og herfra kommer så den guddommelige skideballe.
Han råber og skriger, hun råber tilbage. Han bliver mere og mere grov, inden han til sidst sætter trumf på: Han lukker døren, tager en tår vand, inden han slipper sit ynkelige raseri løs – for fuld smadder!
Mette tager det nogenlunde køligt, alt taget i betragtning.
….men som hun skriger til ham:
“SÅ KAN DU PAKKE DIT LORT….SELV!”
Hele scenen er ufrivillig komisk.
Dels pga. Thomas Bo Larsen og Helle Dolleris’ sublime skuespil, men også pga. det fuldstændig groteske i situationen.
Michael krammer Fredo, med mord i blikket
Fra Godfather 2 (1974)
Michael Corleone er en tålmodig mand.
Han har i lang tid skånet sin storebror Fredo, efter dennes forræderi, og sammensværgelse med familiens fjender.
Iskoldt og kalkuleret har han ventet på moderens død, så han kan gøre regnskabet op.
Efter lang tid, hvor de to brødre ikke har været på talefod, mødes de til begravelsen, hvor Michael forbarmer sig over Fredo, og knuger ham tæt ind til sig. Hans øjne er kolde og uhyggelige, uden liv. Uden at sige et ord, eller fortrække en mine, får han lige givet signal til sin håndlanger, Al Neri. Dødsdommen er afsagt.
Al Pacinos spil er noget af det mest imponerende jeg til dato har set. Hans blik, og de få, næsten usynlige signaler han sender med øjnene er både uhyggelige og ildevarslende.
Al Pacino og John Cazale spiller helt sublimt her!
Raptorne i køkkenet
Fra Jurassic Park (1993)
Det er måske det mest intense øjeblik i min personlige filmhistorie.
Jeg så Jurassic Park i skolebio som tiårig, og den står stadig som det vildeste biografoplevelse i mit liv.
Særligt denne scene sad i mig bagefter.
Intensiteten er til at tage og føle på, og jeg sidder stadig fuldstændig opslugt, når jeg ser den idag.
De snu og morderiske raptorer, der indkredser Lex og Tim i en knibtangsmanøvre i det enorme industrikøkken, for til sidst selv at blive snydt. De to modige børn går ikke i total panik, hvilket de fleste voksne nok ville have gjort. Det gør bare scenen endnu federe.
Prikken over i’et er da den ene raptor lige banker sin kæmpeklo tænksomt ned i gulvet. Den scene viser Spielbergs legesyge, og lyst til at underholde. Han er eminent til at smide sådanne scener ind i mange af sine film.
Det minder os kortvarigt om, at Jurassic Park også er underholdning og eventyr.
Meget kortvarigt!
Denne scene læner sig op af horror, og får det stadig til at løbe mig koldt ned ad ryggen.
