Crash

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Paul Haggis
År: 2004
Genre: Drama
Set på: filmstriben.dk

Fire gange!

Fire gange har jeg set Crash…

Så jeg ved altså et og andet.

Bl.a. noget om skønne spildte kræfter, og noget tid jeg aldrig får igen…

Hver gang bilder jeg mig ind, at jeg må have overset noget, have misset en skjult pointe, et eller andet! Men hver eneste skide gang jeg ser den film, sidder jeg med følelsen af at blive taget med bukserne nede – MOD MIN VILJE!

Vi rider klichéen til døde

Vi møder en masse forskellige mennesker i Los Angeles.

Deres skæbner bliver flettet sammen af forskellige begivenheder, og temaet er den latente intolerance og racisme, der ligger i os alle – hvadenten vi vil det eller ej.

Racisme findes i alle samfundslag, og iblandt alle hudfarver og religioner. Det har vi vist efterhånden fået slået fast i den samtid vi lever i. Det behøver vel ikke blive proppet ned i halsen på os under tvang og sovsetyk, klæg morale?

Det er en skam det hele bliver forceret. Det giver nogle helt åndssvage og klodsede scener. Bedst illustreret i scenen med Don Cheadle og Jennifer Esposito, hvor eneste formål synes at være, at etabelere det faktum, at sorte altså også godt kan sige noget racistisk, og være nogle rigtige kvajpander.

That’s good. A little anger. It’s a bit late, but it’s nice to see.”

Mange finder filmen god, men jeg føler mig talt groft ned til!

Jeg ser kun meget få øjeblikke, hvor jeg er med, og ikke synes det er helt fordummende.

Desværre.

På den minimale plusside vil jeg især nævne Matt Dillon og Michael Peña. De er ærlig talt fremragende som henholdsvis usympatisk politimand, og altopofrende far. Matt Dillon har f.eks. aldrig været bedre end her, hvor han stjæler hver en scene han er med i.

Han rammer det dumme svin fuldstændig perfekt. Han navigerer gennem livet med de redskaber han har fået, og selvom det aldrig må være en undskyldning for dårlig opførsel, så får vi en forståelse for hvor raseriet kommer fra.

Han trækker filmen lidt op fra den helt store dumpekarakter.

Jeg ville gerne have fulgt ham og Michael Peña’s karakter i stedet for den store palet vi bliver præsenteret for. Det havde givet så meget mere pondus til filmens vigtige budskab: Forståelse for andre mennesker, og det der er anderledes. 

Flere af de andre skuespillere gør det fint, men er proppet ned i en utroværdig kontekst, der ikke holder vand.

Vi runder af

Der bliver ikke en gang nummer fem, jeg nægter at se den igen.

Den bliver desværre kun værre for hver gang. Jeg gik ellers til den med så friskt og åbent et sind som muligt, men må konstatere, at min første indskydelse var korrekt. Og mere til.

En rigtig møgfilm!

Den skal ikke have point for forsøget, for det burde være lykkes bedre end dette jammerlige hø. Paul Haggis lader desværre en fantastisk mulighed for at skabe en rigtig god film, glide sig af hænde. Det er en skam.

Jeg er virkelig ikke imponeret.

Crash rammer langt forbi skiven. Haggis pisser desværre det hele væk, i en lind strøm af klichéer, dårlige replikker og tynd, tynd handling.

På skuespilfronten er der som sagt lidt pluspoint at hente, men det er så også det.

Nu vil jeg se David Cronenbergs fremragende film af samme navn, så jeg kan få vasket denne ækle plet af skjorten.

Skal du se Crash, så tag den fra 1996.

“Wait ’till you’ve been doing it a little longer.”

Crash får 2/6 hamre:
🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.