Crash

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Paul Haggis
År: 2004
Genre: Drama
Set på: filmstriben.dk

Fire gange!

Fire gange har jeg set Crash…

Så jeg ved altså et og andet.

Bl.a. noget om skønne spildte kræfter, og noget tid jeg aldrig får igen…

Hver gang bilder jeg mig ind, at jeg må have overset noget, have misset en skjult pointe, et eller andet! Men hver eneste skide gang jeg ser den film, sidder jeg med følelsen af at blive taget med bukserne nede – MOD MIN VILJE!

Vi rider klichéen til døde

Vi møder en masse forskellige mennesker i Los Angeles.

Deres skæbner bliver flettet sammen af forskellige begivenheder, og temaet er den latente intolerance og racisme, der ligger i os alle – hvadenten vi vil det eller ej.

Racisme findes i alle samfundslag, og iblandt alle hudfarver og religioner. Det har vi vist efterhånden fået slået fast i den samtid vi lever i. Det behøver vel ikke blive proppet ned i halsen på os under tvang og sovsetyk, klæg morale?

Det er en skam det hele bliver forceret. Det giver nogle helt åndssvage og klodsede scener. Bedst illustreret i scenen med Don Cheadle og Jennifer Esposito, hvor eneste formål synes at være, at etabelere det faktum, at sorte altså også godt kan sige noget racistisk, og være nogle rigtige kvajpander.

That’s good. A little anger. It’s a bit late, but it’s nice to see.”

Mange finder filmen god, men jeg føler mig talt groft ned til!

Jeg ser kun meget få øjeblikke, hvor jeg er med, og ikke synes det er helt fordummende.

Desværre.

På den minimale plusside vil jeg især nævne Matt Dillon og Michael Peña. De er ærlig talt fremragende som henholdsvis usympatisk politimand, og altopofrende far. Matt Dillon har f.eks. aldrig været bedre end her, hvor han stjæler hver en scene han er med i.

Han rammer det dumme svin fuldstændig perfekt. Han navigerer gennem livet med de redskaber han har fået, og selvom det aldrig må være en undskyldning for dårlig opførsel, så får vi en forståelse for hvor raseriet kommer fra.

Han trækker filmen lidt op fra den helt store dumpekarakter.

Jeg ville gerne have fulgt ham og Michael Peña’s karakter i stedet for den store palet vi bliver præsenteret for. Det havde givet så meget mere pondus til filmens vigtige budskab: Forståelse for andre mennesker, og det der er anderledes. 

Flere af de andre skuespillere gør det fint, men er proppet ned i en utroværdig kontekst, der ikke holder vand.

Vi runder af

Der bliver ikke en gang nummer fem, jeg nægter at se den igen.

Den bliver desværre kun værre for hver gang. Jeg gik ellers til den med så friskt og åbent et sind som muligt, men må konstatere, at min første indskydelse var korrekt. Og mere til.

En rigtig møgfilm!

Den skal ikke have point for forsøget, for det burde være lykkes bedre end dette jammerlige hø. Paul Haggis lader desværre en fantastisk mulighed for at skabe en rigtig god film, glide sig af hænde. Det er en skam.

Jeg er virkelig ikke imponeret.

Crash rammer langt forbi skiven. Haggis pisser desværre det hele væk, i en lind strøm af klichéer, dårlige replikker og tynd, tynd handling.

På skuespilfronten er der som sagt lidt pluspoint at hente, men det er så også det.

Nu vil jeg se David Cronenbergs fremragende film af samme navn, så jeg kan få vasket denne ækle plet af skjorten.

Skal du se Crash, så tag den fra 1996.

“Wait ’till you’ve been doing it a little longer.”

Crash får 2/6 hamre:
🔨🔨

Seneste

Trois Amies 

Instruktør: Emmanuel MouretÅr: 2024Genre: Drama.Biografpremiere: 03/07 Kærlighed (her ment den romantiske slags), kan være svært at være i og svært at håndtere. Dette kan måske lyde som

Mickey 17

Rober Pattinson bli’r slået ihjel igen og igen på et skørt rumeventyr, som bl.a. blander sci-fi, komedie og action sammen i en stor pærevælling…. – på den fede måde!
René anmelder Mickey 17 på 4k!

Materialists

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk komedie om matchmakeren Lucy, som pludseligt går i gang med at vælge en romantisk partner for sig selv, hvilket er svære end som så.

Materialists, er ikke nødvendigvis den romantiske komedie man regner med at se, men den fungere dog alligevel på dens egen præmisser og kan godt anbefales.

Novocaine

Jack Quaid er likeable som aldrig før, i rollen som den (næsten) helt normale bankmand, som må ud på en farlig færd, for at redde hans drømmepige.
René Buchtrup anmelder actionfilmen Novocaine på 4k:

F1

Nicolai har denne gang anmeldt en stor og meget ambitiøs film om Formel 1-racerløb, Der hvor filmen virkelig levere, er når der races og der hvor den til tider kommer til kort, er når der ikke races.

Men, F1, kan dog stadigvæk varmt anbefales at opleve i biografen.

The Monkey (4k UHD)

Hvis du er til tossede og fuldstændigt gakke abekattestreger, så er The Monkey måske lige noget for dig!
En gyserkomedie, som ikke tager døden for seriøst og hvor man griner af folk der bli’r splattet på stribe!
René Buchtrup anmelder Stephen King-filmatisering her på 4k ultra hd!

Hjem kære hjem

Nicolai har denne gang anmeldt en film om den nyansatte hjemmehjælper, Sofie, der både skal finde tid og overskud til det arbejde og til sin 10 årig datter.

Hjem kære hjem, er et stort, smukt, rørende og yderst menneskeligt mesterværk, af den slags som ikke så tit kommer i biografen.

A Complete Unknown

Man lærer aldrig rigtigt hovedpersonen i denne film at kende. Han forbli’r kort sagt A Complete Unknown… på den mystiske og interessante måde. Timothée Chalamet ER Bob Dylan og han gør det formidabelt. Lige så formidabelt er både billed – og lydkvaliteten på denne 4k-udgivelse og hele anmeldelsen kan du se HER: