Call Me By Your Name

Nicolai Kristiansen

Nicolai Kristiansen

Originaltitel: Call Me By Your Name. Instruktør: Luca Guadagnino. År: 2017. Genre: Drama. Kan streames på Viaplay.

Skal jeg sammenligne dig med en sommerdag? Du er mere dejlig og mere tempereret. Grove vinde ryster de elskede knopper i maj, og sommerens lejemål har alt for kort en dato“.

Disse ord stammer fra William Shakespeares 18. sonet og er samtidig mere end perfekt til at beskrive Luca Guadagnino’s filmatisering af André Acimans roman ”Call Me By Your Name”.

Denne film handler både om den 17-årige Elio, der en sommer i 1983, får besøg af den lidt ældre amerikaner Oliver, der skal være praktikant for Elio’s far som arbejder med skulpturer.

Hen over sommeren, får Elio og Oliver lige så roligt, øjnene op for hinanden og pludselig begynder sød musik at spille omkring dem.

Men udover dette, så handler filmen også om hvad der sker når ens første seriøse forelskelse rammer og hvor voldsomt det kan påvirke én, når man ikke er forberedt på det.

Ligeledes handler filmen både om og er fuldkommen indbegrebet af sommer… Den slags somre, hvor solskinnet er nærmest konstant og hvor det er så godt som umuligt at gøre andet end at nyde den i fulde drag, ved enten at bade ved søen, spise frugter fra træerne eller bare solbade i den varme sommersol.

Alt dette, indkapsler Luca Guadagnino til en helt vanvittig perfektion i hans dybt sanselige instruktion af filmen, samtidig med at manuskriptet af James Ivory, virkelig skaber en virkelig varmhjertet og dybt oprigtig romantisk følelse og stemning, som på alle måder rammer én og får én til at heppe stort på det forhold som filmen fokuserer på.

Udover dette, så har Call Me By Your Name, noget virkelig eksemplarisk godt skuespil, af den salgs hvor man konstant tror på karaktererne i filmen og ikke ser skuespillerne der spiller dem, men udelukkende fokusere på de karakterer som de måtte spille.

Dette skinner særligt igennem det unge stjerneskud Timothée Chalamet der i hovedrollen som Elio, meget velfortjent fik hans gennembrud med denne film og sågar også en Oscar-nominering.

Timtohée Chalamet, indkapsler alle følelser som man gennemgår i en forelskelse i Elio;

Den første varme følelse, når man mærker at forelskelsen er på vej, den store fortvivlelse når man tvivler på om den man er forelsket i, gengiver ens egne forelskede følelser og alt hvad der efterfølgende kommer.

Alt dette indkapsler Timtohée Chalamet, og han gør det på en yderst enkelt, underspillende og virkelig charmerende måde, så man på ingen måder kan undgå at både holde af og med ham.

Som Oliver, er Armie Hammer, ligeså yderst hjertevarm, dybt charmerende, meget kompleks og ekstremt rørende som den unge mand, der ligeså pludselig får nye følelser som han ikke rigtig har følt før og som først skræmmer ham, før han endegyldigt giver sig han til dem.

Denne følelse indkapsles særligt i scenen, hvor Elio og Oliver går rundt om en statue fra 1. verdenskrig og nærmest leger tagfat hinanden via små ord, som de begge ved hvad betyder, men hvor ingen af dem dog siger det klart, da de ved at dette vil ødelægge deres opbyggende magi.

Udover dem, så er Michael Struhlbarg & Amira Casar, også på alle måder eksemplariske og rørende som Elios forældre, som slet og ret bare lader Elio have den sommer som Elio gerne vil have, hvilket jeg ikke lade vær med at finde virkelig smukt.

Og ja, ellers så besidder Call Me By Your Name, udelukkende mennesker som føles som rigtige mennesker og som alle spilles med største bravur af deres skuespillere.

Call Me By Your Name, er også en virkelig smuk film rent visuelt, ja faktisk blandt de allersmukkeste film i nyere tid, hvis man spørger mig.

Cinematografien af Sayombhu Mukdeeprom, er særligt perfekt fordi han med sit kamera, formår at få hvert eneste frame og scene, til at have en betydning for filmen, om det så er historie eller stemningsmæssigt.

Dette opdager man muligvis ikke ved ens første syn på filmen, men dette har jeg selv opdaget mere og mere efter hvert gensyn.

Lige meget om det er et skud af et ferskentræ, et kort blik som Elio eller Oliver måtte sende enten ud i horisonten eller mod hinanden eller et skud af de uhyre smukke italienske omgivelser omkring, ja så har de alt sammen en berettigelse og en grund til at være der.

Ligeledes er klipningen af Walter Fasano, med til at gøre filmen uhyre stemningsfuld, da den netop er med til at opbygge filmens sanselig og sommerlige stemning, ved at lade hver scene kører lige så langt som de kan trække. Dette er sommetider også med til at give følelsen af at tiden står stille, hvilket jeg ikke kan andet end at elske.

Lyddesignet af bl.a. Jean-Pierre Laforce og Riccardo Cameracanna er også et sansebondement af dimensioner! Særligt fordi det fokuser på blæsende vinde, det stille strømmende vand og ja egentlig alt hvad der er omkring karaktererne, hvilket virkelig er med til at give den yderst dejlige følelse af at være tilstede blandt dem.

Samtidig bliver lyddesignet akkompagneret af et fantastisk soundtrack, der perfekt balancerer mellem smukke og yderst poetiske klavertoner, lidt europæisk 80’er pop og så 3 yderst melankolske sange fra Sufjan Stevens.

Og alt i alt, er Call Me By Your Name, én af de klareste, filmiske beskrivelser af en forelskelse som jeg kan komme i tanke om og dernæst en af de mest sanselige, mest rørende, mest komplekse og overordnet smukkeste kærlighedshistorier som er fortalt på film.

Call Me By Your Name får 6/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: