Navnet er Parker. Peter Parker.
Fortællingen om den kejtede teenager, der bliver bidt af en radioaktiv edderkop, og dernæst udvikler superkræfter, er (stadig) én af de mest interessante helte indenfor tegneserier og film.
Næsten tyve år efter den første spillefilm med Tobey McGuire i hovedrollen, kan han stadig trække publikum i biograferne. At låne ud til MCU var ikke en hel tosset idé af Sony, som ejer rettighederne til “Edderkoppemandens” eventyr.
Denne liste tager udgangspunkt i Spidermans solofilm spillefilm. Oscar-vinderen, Into The Spider-verse fra 2018, har jeg valgt ikke at tage med på listen, da der her er tale om en rendyrket animationsfilm. Men hvis den var, havde den ligget nummer et. Uden tvivl. Dens greb på hele universet, rammer rent plet, med både action, humor og ikke mindst, historie. De andre kan jo umuligt hamle op med Spider-Pig. OG Nicolas Cage på lydsiden.
Efter halvgamle McGuires tre Spiderman-film (han sluttede af som 31 årig i den rød-blå dragt i Spiderman 3!) var det Andrew Garfields tur,. Han indspillede to film, dog ikke med helt samme succes. Og så til sidst,- Tom Holland, som efter to solofilm og flere optrædener i forskellige Marvel-film, stadig som 25-årig, er den evigt håbløse teenagedreng.
Her får I mit bud på hvordan de 8 solofilm med Spider-Man skal rangeres. God fornøjelse…
8. Spider-Man 3 (2007)
Kæden hoppede da fuldstændig af cyklen, da Tobey McGuire i filmen, skulle forestille at være ond. Han nærmest, danser (som var han én af de onde i West Side Story) og knipser ned af gaden, med sin høje hat og eyeliner. Det føles som en togulykke. Det er umuligt at se væk, men man bliver alligevel draget af katastrofen.
Lidt ligesom Peter Parkers forvandling til (en form for) ond, lider McGuires afsluttende film i Sam Raimis trilogi af en form for skizofreni. Den vil mange ting, men fumler rundt, som en blind i en elevator. Topher Grace er fejlcastet som Venom, og selvom Thomas Haden Church gør sig godt som skurken, Sandman, falder filmen lige så langsomt til jorden. En flot, men ufokuseret omgang Spider-Man.
7. The Amazing Spider-Man (2012)
Dette skulle være begyndelsen på en ny æra med Spider-man. Måske var castingen af Andrew Garfield dog ikke den helt rigtige. Også selvom det ikke er til diskussion, at han er en knaldhamrende dygtig skuespiller.
Garfield gør hvad han kan for at spille kikset og hårdtprøvet teenager. Men som var det en L’Oréal-reklame, sidder håret bare en smule for godt, og replikkerne kommer prompte og kækt, så en hardcore tegneseriefan umuligt kan genkende nørden, Peter Park, i det.
Hvis man kan se bort fra enkelte skønhedsfejl, er den første Amzing Spider-Man et medrivende bekendtskab. Ingen store overraskelser undervejs, men den underholder fra start til slut.
6. The Amazing Spider-Man 2 (2014)
Marc Webb, som også stod bag den første Amazing Spider-Man-film, instruerer også løjerne i film to, med Garfield i front, og Oscar-vinderen, Jamie Foxx, som skurk. Det føles som om at Garfield nu har fundet ind til Peter Parker-figuren, mens Foxx (som Electro) ihærdigt og desperat forsøger sig frem, men desværre forgæves. Og generelt er der for mange badguys og skurke i Amazing Spider-Man efterfølgeren, som ihærdigt prøver at give alle plads.
Hvis man kan se bort fra de mange ligegyldige skurkeroller, kan man til gengæld hygge sig med en velorkestreret, flot popcornsfilm, der overrasker til slut med et dødsfald, som der rent personligt ramte mig, da jeg så den for første gang.
5. Spider-Man: Far From Home (2019)
Nu er det Tom Holland der spiller superhelten med særlige edderkoppe-skills, og i 2019, hvor filmen er fra, har han allerede en del erfaring med rollen, da han har været med i bl.a. Infinity War og EndGame (Avengers-film).
Far From Home tager udgangspunkt i hændelserne efter EndGame, hvor vi som publikum er med i europæriske storbyer, bl.a Prag og London, hvor de hæsblæsende og imponerende actionscener, med Spider-Man og filmens skurk, Mysterio, finder sted.
Men, hvor det ikke lykkedes Garfield fra The Amazing Spider-Man-filmene at indkapsle Peter Parkers skrøbelige og usikre teenageusikkerhed, er det til anderledes med Holland, som føles som et perfekt match, som den halvkiksede teenager. Filmen er bedst i de akavede scener, med Holland på slap linje i europæiske storbyer, og særligt i de mange storanlagte actionscener (særligt den sidste bombastiske halve time).
4. Spider-Man (2002)
Det er her det hele startede. Med Tobey McGuire og Kirsten Dunst grundlagde Sam Raimi fortællingerne om Spider-Man, med en velspillet, medrivende og flot origin story.
McGuire viser sårbarhed og styrke i titelrollen, og Dunst en sød, naiv og sårbar som hans udkårne, Mary Jane.
I det hele taget virker den første Spider-Man film bare så godt på så mange planer, fordi at Raimi er sådan en god historiefortæller. Vi bliver som publikum taget i hånden, og taget med på en uforglemmelig rejse, med den unge Peter der bliver bidt af en edderkop, og som samtidig skal navigere sig rundt i det svære ungdomsliv.
3. Spider-Man: No Way Home (2021)
I slutningen af Far From Home, afslørede skurken Mysterio Peter Parkers identitet som Spider-Man. Den nu afdøde skurk, har fuppet alle at tro, at det er Peters skyld i de mange dødsfald. Nu kender hele verden hans identitet, og MJ og bedstevennen, Ned, bliver påvirkede. Hans tidligere “arbejdskollega”, Dr. Strange, hjælper ham med en trylleformular, så hele verden glemmer Peter Parken. Men noget går galt, og snart åbner flere multiverdener sig, med skurke fra de gamle Spider-Man.
No Way Home er mere seriøs, og har mindre af den klassiske, ironiske Marvel-humor. Der er flere EndGames-vibes over den, end de sædvanelige Marvel-film. Det er et modigt valg, og resultatet er fortræffeligt. En film, der overrasker konstant, og som virker som et frisk pust med mange opfindsomme ideer. Samtidig vrimler den med cameos fra Marvels store bagkatalog, som giver ekstra pondus til filmens plot.
2. Spider-Man: Homecoming (2017)
Den første er (næsten) altid den bedste. Det beviste Jon Watts, som har instrueret alle tre Spider-Man-film med Tom Holland i hovedrollen, med Homecoming, hvor alt går op i en højere enhed. Det er både klassisk superhelte oprindelseshistorie, det er action, men så sandelig også teenage-komedie. Og det hele virker.
Holland er den af de tre maskerede superhelte, som er bedst castet som Peter Parker/Spider-Man og som formår at bringe uskyldighed, sårbarhed, kluntet teenage-charme og styrke ind i rollen som Peter Parker, så det virker mest naturligt. Det er en fornøjelse at følge hans udvikling, som usikker teenager (som kæmper med den svære kærlighed) og iagttage ham, mens han lærer sine nye kræfter at kende.
Og hvad er en superheltefilm uden en ordentlig superskurk? Go’e gamle Michael Keaton er forrygende, som den hårdtarbejdende familiefar, som bliver fyret, og som taget hævn på samfundet, som han føler sig forladt af.
- Spider-Man 2 (2004)
I min optik står denne som den klart bedste Spider-Man-film. Her går alt op i en højere enhed. McGuire, som nok aldrig bliver min favoritskuespiller, gør en enestående indsats her, som den hårdtprøvede teenager, der føler at han må give afkald på sit livs kærlighed, hvis han på nogen måde skal fortsætte sit liv som maskeret superhelt.
Samtidig bliver Peter Parkers moralske kompas testet, og det går lige i hjertekulen, da han med følelserne uden på tøjet overvejer, om han vil hævne Onkel Bens død. Vil dette give ham fred, eller blot forfølge ham, som en ond drøm resten af hans liv?
Sam Raimi er atter instruktør, og dirigerer slagets gang til perfektion. Samtidig har vi muligvis den bedste skurk i en Spider-Man-film nogensinde. Alfred Molinos Dr. Otto Octavius-karakter er som Frankensteins monster, der gør ubeskriveligt utilgivelige ting, selvom han egentlig ikke ønsker det.
Spider-Man 2 er en netsvingende stofilm med pondus, power og passion. Lidt over to timer, der flyver afsted og som kan minde os alle om “with great power comes great responsibility”.
