Hvor har det dog været nemt at være filmnørd i år.
Biografer og streamningtjenester har haft en lind strøm af gode film, og niveauet har generelt set været tårnhøjt.
Selvfølgelig er der fæle svipsere imellem, men dem kan man jo bare vælge at glemme igen. Det’ nemt nok!
Jeg har nydt, grint og grædt mig igennem en masse fabelagtige film i de små biografer, for det er nu engang der de bedste film går. Kald mig storsnobbet og selvfed, men jeg står ved mit eget udsagn om at 80 procent af alt der går i de store biokæder er ren crap, ligegyldig metervare, og fantasiløst bavl.
Kæmpestore blockbustere har aldrig været, og bliver heller aldrig min kop te, men det til trods, så har en enkelt faktisk sneget sig med på listen. Det er en der rammer ned i noget af det ved film, jeg bare elsker af et godt hjerte. Den går i hjerne og hjerte!
Det er en film i min favoritgenre, det hjælper nok også…
At 2022 har været et godt filmår vidner “boblerne” om.
Hyldesten til mesteren Morricone er jo fantastisk, og selvom det næsten kammer over med rygklapperi, så er Ennio Morricone: The Maestro et smukt punktum for historiens største filmkomponist.
Pig med en fremragende Nic Cage, viste at film med grise bare kan et eller andet. Her hentyder jeg til dokumentaren, Gunda, der endte øverst på min årsliste for 2021.
Prey var en stor overraskelse for mig. Den var virkelig fed, og godt tænkt. Også var der jo også Licorice Pizza, som jeg gav fuld plade herinde, men som er blevet overhalet indenom af flere andre film. Det laver ikke om på, at jeg elsker den for dens sprudlende energi og historie. Den sanselige japanske, Drive My Car var på nippet til at komme med, men den er ligeledes blevet overhalet af andre. Red Rocket om det næsten elskelige mandesvin burde nok også have været med.
En af de mest intense film jeg har set i år er den fremragende, franske Athena.
“Skyd efter benene” klinger pludselig endnu mere klart og skræmmende efter at jeg har set Athena. Den er for vild!
Guillermo Del Toro’s Pinocchio er årets bedste animationsfilm (okay det er stop-motion…). Den er varm og rørende, og dejligt mørk.
Blonde af Andrew Dominik er fremragende. Ana De Armas leverer en af de bedste præstationer jeg har set foran et filmkamera, punktum.
Altså masser af film, der såmænd kunne have været med på selve listen
Jeg er dog meget tilfreds med de ti der har ramt nåleøjet, selvom det har været virkelig svært at vælge.
Men lige inden vi kigger på mine ti favoritter fra 2022, så kan jeg fortælle, at jeg har fået set en masse gamle og nyere klassikere i biografen. Øst For Paradis har et rigtig dejligt samarbejde med Cinemateket. De viser små og store film, der alle må gå under banneret, klassiker. Det giver alle os der er født efter 1980 mulighed for at se vores yndlingsfilm i biografen + at få genset nogle nyklassikere.
Jeg har bl.a. genset Psycho, Min Nabo Totoro, Heat og There Will Be Blood. Det gav mig nogle forrygende filmoplevelser (igen).
Derudover har jeg fået set Åndeløs, In The Mood For Love, Dancer In The Dark og Twin Peaks – Fire Walk With Me for første gang. Allesammen store oplevelser.
Én film står dog ud fra mængden.
Jeg vælger at kalde den “Årets genfundne klassiker”
Alien fra 1979 af Ridley Scott
Når tid og rammer er de helt rigtige.
Jeg havde ikke set Ridley Scott’s (andet) hovedværk i omtrent tyve år, men huskede hans sci-fi gys, som værende noget så fremragende.
De viste den i Øst For Paradis, og jeg
sprang på den som en stangliderlig puddel der sønderknepper ens lægmuskel, når man lige kigger væk.
Det endte som en af de allerstørste biografoplevelser jeg har haft i mange år.
Det er ganske enkelt en af de bedste film der nogensinde er blevet lavet, den har næsten ikke sit lige!
Min Top 10
10. Moonage Daydream (Musikdokumentar)
Instruktør: Brett Morgan
En fantastisk og sprudlende dokumentar om en af de største kunstnere verden har set, David Bowie.
Et ikon, og en inspiration for så mange andre, ligefra musikere og forfattere, til billedkunstnere og modeskabere.
En mand der nedbrød tabuer om seksualitet og køn.
Et musisk mesterstykke af en dokumentar, der sagtens kan ses og nydes selvom man ikke er til Bowie’s musik….
For hold kæft hvor er den vild!!
9. Nitram (Drama)
Instruktør: Justin Kurzel
Jeg ved ikke hvorfor jeg altid falder for de her ubehagelige film, der bare er mørke og dystre?
Nitram dykker ned i et sygt og til dels stakkels menneskes sind.
Den går hele vejen. Det gør, at den giver den der knugende ubehagelige fornemmelse i kroppen. Den er dog umulig at løsrive sig fra, for hvor er det stærkt håndværk af Justin Kurzel.
Filmen bygger på virkelighedens Martin Bryant, der iskoldt skød og dræbte 35 mennesker og sårede det dobbelte i det værste masseskyderi i Australiens historie.
Caleb Landry Jones giver årets måske allerbedste præstation i hovedrollen. Han er ihvertfald fuldstændig fabelagtig!!
8. Sneleoparden (Dokumentar)
Instruktører: Marie Amiguet og Vincent Munier
Uden tvivl den visuelt smukkeste film jeg har set i år – måske endda i flere år.
Da jeg var lille var mit yndlingsdyr en sneleopard, og denne film har ikke rokket ved det.
En film om et af de mest sky dyr på jorden.
En film, der vidner om uendelig tålmodighed fra skabernes side, men en tålmodighed, der bliver tifoldigt belønnet af de unikke optagelser af den store elegante kat.
Musikken af Warren Ellis og Nick Cave er et lille kunstværk i sig selv. Deres musik er altid en essentiel del af helhedsoplevelsen, og her løfter de billedsiden til et nyt niveau.
7. Große Freiheit (Drama)
Instruktør: Sebastian Meise
Utrolig fængselsfilm om kærlighed, der blomstrer de mest forunderlige steder.
I en machoverden, som et fængsel må være, er det et stort fedt tabu, at vise stærke følelser. Ikke desto mindre er det historiens kerne, og instruktør Sebastian Meise skubber elegant det rå og voldsomme i baggrunden, for at give plads til en smuk og meget meget rørende fortælling om mænd og deres indestængte følelser.
6. Intet Nyt Fra Vestfronten (Krigsfilm)
Instruktør: Edward Berger
Sådan vinkler man en krigsfilm.
Antikrigsfilm er den egentlige betegnelse, og den modbydelige krig er skildret så realistisk som det nu lader sig gøre på film.
Den er så ond og brutal, og meningsløsheden hærger fra start til slut.
Det er håbløst!
Heldigvis får instruktør, Edward Berger det menneskelige aspekt med, og det tilføjer filmen lidt lys og håb.
Alt i alt er det dog en meget dyster film, der både har nogle voldsomme kampscener, og nogle meget rørende scener, der virkelig belaster tårekanalerne.
5. Mass (Drama)
Instruktør: Fran Kranz
Mass er den slags film der kræver en masse mentalt fokus fra seeren. Den er grusom og ubærlig, og indbyder flere gange til at man pauser den, og lige sunder sig.
At se menneskers dybe, fortærende smerte er noget af det absolut hårdeste at bevidne på film.
Filmen er en slags kammerspil, der følger to forældrepar, hvis dybe sorg og fortvivlelse bunder i samme hændelse, men som slet ikke har samme udgangspunkt.
Et skoleskyderi er filmens tema…
Skuespillerne yder overmenneskelige præstationer, og filmen fungerer især pga. de fire hovedroller.
Et mesterværk, der kunne være kørt afsted på klichéerne, men som bare rammer den rent, og går lige i hjertet.
Følelsesregistret er på overarbejde!
4. C’mon C’mon (Drama)
Instruktør: Mike Mills
En film om almindelige mennesker.
Det her er Joaquin Phoenix når han er mest afdæmpet, og måske her han er allerbedst overhovedet? Det siger ikke så lidt, hvis man lige kigger på hans tidligere roller!
Han får fantastisk modspil fra Woody Norman, der var 11 år, da filmen blev lavet!
De har en elektrisk kemi, der er så imponerende.
Livet selv og den voksnes ansvar skildres meget meget flot her i C’mon C’mon.
3. Holy Spider (Drama)
Instruktør: Ali Abbasis
En film om en seriemorder.
En film om et såkaldt seriemordersamfund.
Det må aldrig blive legitimt, at slå folk ihjel.
Ikke desto mindre er det hvad en stor del af et samfund billiger i Holy Spider.
Den er baseret på virkeligheden, hvilket om muligt gør den endnu mere skræmmende.
Ali Abbasis styrer os sikkert igennem filmen, og sparer os ikke for noget. Han skildrer noget ubehageligt, og han viser det råt for usødet, præcis ligeså ulækkert det nu engang er, når mennesker dræbes for et sygt sinds fornøjelse.
Slutscenen er noget af det mest rystende jeg mindes at have set.
2. Decision To Leave (Thriller)
Instruktør: Park Chan-Wook
Jeg nåede lige akkurat at se Park’s nyeste værk inden 2022 lukkede ned.
Den strøg direkte ind på listen med største lethed.
Decision To Leave er sydkoreansk elegance når det er allerbedst!
Der er masser af Hitchcock-referencer, men det er nu engang Park Chan-Wook´s helt eget mesterværk.
Hans bedste efter Oldboy.
Jeg er dybt betaget af den film, og kun en helt vanvittig intens film holder den fra at være helt i top.
1. Boiling Point (Drama)
Instruktør: Philip Barantini
Boiling Point må være årets film for mig.
Den er simpel og vælter ikke rundt med de store armbevægelser. Den lukrerer på skuespil fra allerøverste hylde fra ALLE medvirkende, samt en historie, der måske nok er enkel, men til gengæld helt vanvittig intens.
Jeg sad klinet til skærmen i filmens halvanden time, og var simpelthen blæst væk af bar beundring!
Stephen Graham leverer en af de tre bedste skuespilpræstationer i år. Han er fuldstændig vild som kokken, der har verdens dårligste arbejdsdag. En meget undervurderet skuespiller tjekker ind på første række.
