5 seværdige film med Johnny Depp efter Pirates

René

René

Den 56-årige skuespiller, der havde sin første rolle på film, i den effektive gyser A Nightmare On Elmstreet, tilbage i 1984, og som senere hen blev et teenageidol i serien, 21 Jump Street (1987-1991), har haft en karriere som er gået op og ned som en voldsom tur Tivolis største rutsjebane.

Han slog bredt igennem, med de mere alvorlige roller, i bl.a. Edward Scissorhands (1990), What’s Eating Gilbert Grape (1993) og Dead Man (1995), der viste en unik artist, som med nærvær, skrøbelighed og passion, kunne transformere sig til hvad som helst med stor succes.

Men succesen vendte pludselig til en masse kolossale box office-flop. Nogen beskyldte Tim Burton for at ødelægge ham, ved at have kørt ham fast i de samme fjollede roller. Andre mente Disney var den store synder. Jeg hælder mest til det sidste.

Disney producerede den gigantiske eventyrsfilm, Pirates Of The Caribbian: The Curse Of The Black Peal, som gik sin sejrsgang verden over. Johnny Depp fik sin første oscarnominering som den småbeduggede imitation af Keith Richards, Captain Jack Sparrow.

Men allerede i den anden Pirates-film, Dead Mans Chest fra 2006, virkede det som om at han ikke gad figuren mere. Der var allerede gået autopilot i den. Og det smittede af på de yderligere tre spillefilm i rækken.

Det var som om at rollen der for alvor gjorde ham en verdensstjerne, også var rollen som spændte ben for den han i virkeligheden var. En skuespiller som egentlig aldrig ønskede at blive stjerne. The gift and curse of the Sparrow legacy.

Siden har de gode roller og film haltet voldsomt efter, og jeg har rystet på hovedet af ham i film som The Tourist (2010), The Lone Ranger (2013) og Mortdecai (2015) og tænkt: “Johnny, for helvede, hvad har du gang i”???

Talentet har alle dage været der, og heldigvis har han medvirket i nogle bundsolide og gode film siden han for første gang tog fjollehatten på som Keith Richards-wannabe.

Jeg giver, med denne liste, mit bud på 5 stærke film, som viser at Depp stadig kan. Hvis han gider.

Sweeney Todd: The Demon Barber Of Fleet Street (2007)

Tænk, at en musical kan snige sig ind som den første på listen. Men, meget vigtigt at understrege, så er dette en horrormusical, fyldt med splat, galgenhumor og Johnny Depp i topform.

Tim Burtons (sidste rigtige sprudlende og originale film) er vild, voldsom, vulgær, og sangene smelter naturligt sammen med handlingen, om den moderiske barber i London, ala 1800-tallet, der efter tabet på sin datter og kone, søger hævn.

Sjældent har London set så mørk og skummel ud, og måske har blodet aldrig flydt så meget i dens gader, som i Sweeney Todd. En film med både en interessant historie, fede karakterer, gode sange og splatter så det batter. Og så er selveste Borat (eller rettere sagt, Sasha Bohen Carter), lige ved at stjæle billedet, med hans geniale optræden som Todd’s barberkonkurrent, Pirelli.

Kan bl.a. streames på Sf anytime for 29 kr


Listen forsætter på næste side

Seneste

© Disney

Robin Hood

For mig er dette Disney’s bedste værk.
Det er ikke dybt og nyskabende som Løvernes Konge, eller visuelt betagende som Bernard Og Bianca: SOS Fra Australien.
Den er derimod “bare” charmerende og fuldstændig uimodståelig.

Volver

Nicolai har denne gang anmeldt Pedro Almodóvars Volver, som er en smuk og rørende film, som perfekt balancere mellem humor og reel alvor og som virkelig godt fortæller en historie om både at forsvinde og vende tilbage til fortiden.

Barking Dogs Never Bite

Stærk debut fra den koreanske mester!
Sort humor, skæve karakterer, og et lille drys gys, danner ramme om en stærk film.

One Flew Over The Cuckoo’s Nest

Nicolai har denne gang anmeldt en af de største og bedste film-klassikere nogensinde, om jagten på frihed i en lukket tilstand og spørgsmålet om hvem der er normal og hvem der er sindssyg.

The Lost City

Forudsigeligt, romantisk tjubang-eventyr? Who cares, for Bullock og Tatum er forrygende sammen på skattejagt i The Lost City, som er underholdende fra start til slut.

Nightmare Alley

Her i Nightmare Alley er han gået full blown noir, og det er blevet til en på mange måder mesterlig film, der dog også har sine mangler hist og her.

C’mon C’mon

Andreas har set, hvad der meget muligt kan gå hen og blive årets film.
Skøn feel good og eftertænksomt drama i visuelle og lydmæssige klæder i mesterlig klasse. Du kan le, du kan græde, du kan bruge masser af tid på bare at tænke over filmen. Den vedkommer os alle.
Et meget smukt værk!