Zombieland: Double Tap

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Zombieland: Double Tap. Instruktør: Ruben Fleicher. År: 2019. Genre: Avtion/Horror/Komedie. Kan streames på Blockbuster.

Metallicas Master Of Puttets. Slow motion. Nedslagtning af zombier.

Nej, det er bestemt ikke noget man skal tage alvorligt. Det er til gengæld afsindigt morsomt, og underligt nok, mere æstetisk, end fjollet og patetisk.

Det giver i den grad mening i efterfølgeren til “Zombieland” fra 2009.

Også selvom at historien er næsten ikke-eksisterende i efterfølgeren.

Den umage, sammenførte “familie”, Tallahassee, Columbus, Wichita og Little Rock, er tilbage og, stort set, intet har forandret sig siden sidst. Dog er sidstnævnte blevet teenager og føler ikke at “familien” alene dækker hendes sociale behov.

Efter at Columbus (Jesse Eisenberg) har skræmt kæresten Wichita (Emma Stone) fra vid og sans, med en akavet omgang frieri, hiver Wichita og Little Rock stikket. De fordufter, efter at fesent afskedsbrev.

En flæbende måned senere (dog mest fra Columbus ‘side) møder de to herrer, en dum, men sød blondine, Madison, som har gemt sig i en fryser, og selvfølgelig går der ikke lang tid, før hun ender i Columbus’ seng. Hun roser ham for hans intelligens, og hvem kan modstå sådan en omgang smiger.

Der går ikke lang tid før Wichita kommer tilbage til Det Hvide Hus (ja, de bor i præsidentboligen), og en dejligt pinlig situation opstår efterfølgende. Men alle må stå sammen og må tage på roadtrip, da Little Rock har forladt Wichita, til fordel for en guitar – og hashglad hippie.

Det er plat, simpelt og på grænsen til genialt i selskab med vor gamle helte.

Rubin Fleicher, som også instruerede den første for ti år siden, har styr på alle løjerne, og selvom den nye fortælling ikke bidrager med noget som helst til det eksisterende zombie-univers, er det et forrygende gensyn alligevel.

Woody Harrelson har i sin Elvis-elskende, hippie-hadende og våben-entusiastiske Tallahassee, skabt én af hans allerbedste OG sjoveste karakterer til dato. Hans sammenspil med Jesse Eisenberg, som spiller den nørdede og lettere forsigtige Columbus, er morskab ud over alle grænser.

De knastøre oneliners flyver til højre og venstre i løbet af de 99 minutter filmen varer. Ingen af dem bliver tabt på gulvet, men i stedet føles det som brænde på et bål, som bare bliver større og varmere. Eller i dette tilfælde, sjovere og vildere.

Zoey Deutchs karakter Madison er fabelagtig og giver Reese Witherspoons Elle Woods fra “Blondinens Hævn” kamp til stregen som den mest bundnaive blondine. Hun giver modspil som tredje hjul i Wichita og Columbus’ forhold, til stor morskab for os, som publikum.

Fans af film nr. 1 vil fryde sig over “Double Tap” og græde af grin. Andre vil nok ikke være synderligt begejstret.

Men pyt, for alle os der elsker overdrevne komedier, hvor smarte zombier, bliver opkaldt efter Terminator, og de dumme efter Homer Simpson, er Zombieland 2, den bedste nyhed siden…ja… forgængeren fra 2009.

Zombieland: Double Tap får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.