Zombieland: Double Tap

René

René

Originaltitel: Zombieland: Double Tap. Instruktør: Ruben Fleicher. År: 2019. Genre: Avtion/Horror/Komedie. Kan streames på Blockbuster.

Metallicas Master Of Puttets. Slow motion. Nedslagtning af zombier.

Nej, det er bestemt ikke noget man skal tage alvorligt. Det er til gengæld afsindigt morsomt, og underligt nok, mere æstetisk, end fjollet og patetisk.

Det giver i den grad mening i efterfølgeren til “Zombieland” fra 2009.

Også selvom at historien er næsten ikke-eksisterende i efterfølgeren.

Den umage, sammenførte “familie”, Tallahassee, Columbus, Wichita og Little Rock, er tilbage og, stort set, intet har forandret sig siden sidst. Dog er sidstnævnte blevet teenager og føler ikke at “familien” alene dækker hendes sociale behov.

Efter at Columbus (Jesse Eisenberg) har skræmt kæresten Wichita (Emma Stone) fra vid og sans, med en akavet omgang frieri, hiver Wichita og Little Rock stikket. De fordufter, efter at fesent afskedsbrev.

En flæbende måned senere (dog mest fra Columbus ‘side) møder de to herrer, en dum, men sød blondine, Madison, som har gemt sig i en fryser, og selvfølgelig går der ikke lang tid, før hun ender i Columbus’ seng. Hun roser ham for hans intelligens, og hvem kan modstå sådan en omgang smiger.

Der går ikke lang tid før Wichita kommer tilbage til Det Hvide Hus (ja, de bor i præsidentboligen), og en dejligt pinlig situation opstår efterfølgende. Men alle må stå sammen og må tage på roadtrip, da Little Rock har forladt Wichita, til fordel for en guitar – og hashglad hippie.

Det er plat, simpelt og på grænsen til genialt i selskab med vor gamle helte.

Rubin Fleicher, som også instruerede den første for ti år siden, har styr på alle løjerne, og selvom den nye fortælling ikke bidrager med noget som helst til det eksisterende zombie-univers, er det et forrygende gensyn alligevel.

Woody Harrelson har i sin Elvis-elskende, hippie-hadende og våben-entusiastiske Tallahassee, skabt én af hans allerbedste OG sjoveste karakterer til dato. Hans sammenspil med Jesse Eisenberg, som spiller den nørdede og lettere forsigtige Columbus, er morskab ud over alle grænser.

De knastøre oneliners flyver til højre og venstre i løbet af de 99 minutter filmen varer. Ingen af dem bliver tabt på gulvet, men i stedet føles det som brænde på et bål, som bare bliver større og varmere. Eller i dette tilfælde, sjovere og vildere.

Zoey Deutchs karakter Madison er fabelagtig og giver Reese Witherspoons Elle Woods fra “Blondinens Hævn” kamp til stregen som den mest bundnaive blondine. Hun giver modspil som tredje hjul i Wichita og Columbus’ forhold, til stor morskab for os, som publikum.

Fans af film nr. 1 vil fryde sig over “Double Tap” og græde af grin. Andre vil nok ikke være synderligt begejstret.

Men pyt, for alle os der elsker overdrevne komedier, hvor smarte zombier, bliver opkaldt efter Terminator, og de dumme efter Homer Simpson, er Zombieland 2, den bedste nyhed siden…ja… forgængeren fra 2009.

Zombieland: Double Tap får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.