You Were Never Really Here anmeldelse

René

René

af René Buchtrup

90 minutter er nok til at slå benene væk under publikum så det føles som en knynæve i solar plexus. You Were Never Really Here er simpelthen en uafrystelig og fremragende oplevelse. 

Filmen kan bl.a. streames via Blockbuster

Forestil jer “Taken” med Liam Neeson som en kunstfilm. Som et arthouse-film som insisterede på at give interesse for mennesket bag volden, fremfor at dyrke volden i filmen.

Det er måske meget firkantet sat op. Og så alligevel ikke.

“You Were Never Really Here” er en film som en omgivet af vold. Den emmer af det. Men det er kun en del af rammen. Indholdet i filmen er menneskene som enten udøver vold eller dem det går ud over.

Joaquan Phopnix har spillet mange helt enestående roller gennem sin karriere. Tænk bare Gladiator, Her, The Master og Walk The Line. Bare for at nævnte nogle stykker. Denne rolle som traumatiserede krigsveteran Joe er en af hans allerbedste roller. Det siger altså ikke så lidt.

Joe er en underlig blanding mellem en voldsom stor og pumpet fyr der udstråler fysisk styrke, men samtidig skrøbelighed som en småkvabset, hyggelig bamsefar. Da en senator der vil have sin datter reddet fra et pædofilt netværk, spørger Joe om han kan voldelig, svarer Joe: “I can be”. Han er det hvis det er nødvendigt. Samtidig kan han også være blid som et lam og synge abc-sange med hans gamle mor, som han bor sammen med, og vise øm og kluntet kærlighed.

I en stor anlagt actionfilm fra Hollywood ville helten redde pigen og de ville med et smil og smøret grin køre ud i horisonten med et efterfølgende THE END inden rulleteksterne. Sådan en film er “You Were…” ikke. Som titlen til filmen hentyder til har vi med en hovedperson at gøre som måske ikke mere er tilstede i denne verden rent mentalt. En nedbrudt mand der kæmper hvert minut i en verden han ikke ønsker at være i.

Måske var det i barndommen alt gik tabt (flaskback til en brutal far med en hammer) eller krigen fra Afghanistan (flaskbacks til nødeslåse drab af børn). Selv samme hammer ender Joe med i hånden da han skal smadre sig vej til redningen af pigen i fangenskab. Én ting har faren da givet videre til sin søn: fantasien til en bruge en hammer.

Filmens instruktør, skotske Lynne Ramsay, der tidligere har lavet en af mine yndlingsfilm, den brutale og overvældende “We Need To Talk A Kevin” fra 2011, har om om “You Were…” udtalt at den handler om mangelfuld maskulinitet på en smuk måde. Det kan hun have ret i. For Joe er sårbar, skrøbelig og selvmordstruet (vi ser mange scener hvor Joe sidder med en plastikpose over hovedet). Muligvis forbinder man ikke dette med den moderne mand i det 21. århundrede og hvordan han skal være. Men det er stadig smukt på en underlig måde.

Filmens soundtrack kombineret med billedsiden, gør hele oplevelsen til en stor, voldsom og klaustrofobisk omgang. Man mærker hvordan Joe har det og hvorfor det hele (livet) er uafrysteligt.

Phonix leverer en pragtpræstation i en enestående vild og voldsom, men samtidig skrøbelig og smuk film der skiller sig ud som en særlig ener.

You Were Never Really Here får 5 ud af 6 hamre:

Seneste

The Breakfast Club

Nicolai har denne gang anmeldt en af de allerstørste 80’er-klassikere overhovedet og kongen af ungdomsfilm.

Nemlig The Breakfast Club, som fortsat kan gribe fast om hjertet og give ens sjæl et stort kram, som få andre film kan.

Training Day

Training Day er et eksemplarisk eksempel på en good-cop-bad-cop-film, som holder hele vejen, med den idealistiske og moral-bevidste nybegynder, der møder den erfarne og verdensopgivende betjent.
En underholdende, men også vigtig film, der berører aktuelle og alvorlige problemstillinger i et af USA’s barske miljøer.

Ustyrlig

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en af de mørkeste kapitaler i dansk historie, som er pigehjemmet på Sprogø.

Ustyrlig er barsk, ubarmhjertig og hård, men samtidig også smuk og på alle måder en dybt uforglemmelig oplevelse.

Knock At The Cabin

Hva’ Søren ? Er M. Night Shyamalan blevet voksen? Har han lavet en film uden en plot-twist-afslutning?
René Buchtrup er hvert fald ret begejstret for hans nye film, Knock At The Cabin, som han kalder et intenst og klaustrofobisk kammerspil, der er spændende fra start til slut.

Forventninger til søndagens Oscarshow?

Personligt synes jeg Oscar-feltet er lidt kedeligt i år. Der er nogle mesterværker hist og her, men desværre en del film, der ikke just appelerer til mig. Jeg er jo lidt af en snob, men jeg synes altså der mangler lidt flere af de der film, der rammer som en solid knytter i mellemgulvet.

Kysset

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste storfilm af Bille August, som er en fortælling om forskellen på kærlighed og medlidenhed. Det er dog lidt usikkert om hvad Bille August helt konkret vil fortælle, men filmen indeholder dog godt nok skuespil, til at filmen fungere ok.

Creed III

Der er dømt manflick og melodrama for alle pengene i den tredje Creed-film. Kald det hvad du vil. René kalder det mænd-o-drama.
Det er underholdende, effektivt og hårdtslående boksedrama, og Jonathan Majors er fantastisk som Creeds modstander i bokseringen.