Transformers: The Last Knight anmeldelse

René Buchtrup

René Buchtrup

af René Buchtrup

Den femte Transformers-film: The Last Knight, er uden tvivl den mest elendige film jeg har set i år 2017. Michael Bay skriger på tidlig pension med dette makværk!

Jeg er egentlig én af de mennesker der mener, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man slet ikke sige noget…

 Normalt vil jeg sige ja. Men når jeg kan give folk et råd, om hvordan de kan spare både penge og tid, så gør jeg det med meget STOR glæde.

Transformers: The Last Knight er den største tidsrøver jeg længe har spenderet tid på.

Det føltes som en overfald af min tid (og ja, mine dyrebare penge) og ingen af delene får jeg aldrig igen. Jeg er for evigt traumatiseret.

Okay. Jeg har hermed konstateret at det var sååååå hårdt at komme igennem de to og en halv time, Transformers 5 varede. Men hvorfor var det så hårdt vil i sikkert spørge?

 Jo. Først og fremmest fordi Michael Bay (instruktør på filmen) skider på alt hvad der hedder plot, handling og karakterer. Ikke fordi han er kendt for at være specielt dygtig i sine andre film, men specielt i denne, føles det som om han er bedøvende ligeglad: Han vil bare gerne se robot-smadder på det store lærred! Og gerne hvis det er over LANG tid.

 Og vil i høre om plottet? I grove træk kan det forklares således:

Mennesker og transformers er i krig med hinanden. Optimus Prime er væk. Nøglen til at redde vores planet ligger begravet i fortidens hemmeligheder. Helt tilbage fra sagnet om King Arthur og ridderne af det runde bord. Da skrot-handleren og frihedskæmperen, Cade Yeager (Mark Wahlberg), behandler en døende robot, får han overrakt en mystisk madaljon, der fortæller at han er særligt udvalgt til at løfte arven fra King Arthur og skal være med til at vinde slaget i krigen. Han får følgeskab af Oxford-professoren ,Vivian (Laura Haddock) og rigmanden, Edmund Burton (Anthony Hopkins i hans mest fjollede rolle nogensinde). Nu er det op til denne trio at finde Optimus Prime og vinde slaget om jorden.

 Fjollet? Tjek. Dumt? Yes. Åndsvagt? Oh yes!

Egentlig er det også ligemeget, så længe fortællerlysten er der, med et glimt i øjet og med et blik på karakterne og deres udvikling i historien. Der fungerer da glimrende i bl.a drengerøvs-universet Fast And The Furious, som har spyttet 8 (!) film ud sammenlagt.

Men Michael Bay interesserer sig ikke i noget af dette: Han vil bare have slow-motion action-sekvenser af computer animerede robotter der slås, cheasy one-liners spyttet ud i stride strømme og overspillet skuespil fra (ellers) gode skuespillere.

Jeg må indrømme at jeg kiggede væk fra lærredet flere gange, gloede på min mobil og endte med at blive gammelmands-sur og grumpy den sidste halve time af filmen. For det føles som en store fuckfinger stukket langt ned i halsen på alle der forventer en smule af en film med et budget på 217 millioner dollars, alle dem der har betalt en penge for en dyr biograf-billet og alle dem der håber på en fest på det store lærred.

Jo, der var skam fest på det store lærred da jeg var inde og se den seneste Transformers-film… Den var dog KUN for Michael Bay og hans animerede robotter.

 Tænk at den korteste spillefilm i rækken af Transformers-film, kan føles som den længste..

Transformers: The Last Knight får 1 sølle hammer ud af 6 mulige:   

 

Transformers: The Last Knight kan bl.a. streames på Plejmo og Viaplay. Men hvis du kan undgå det, så la’ vær’ 🙂 

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: