Unhinged

René

René

Originaltitel: Unhinged. Instruktør: Derrick Borte. År: 2020. Genre: Thriller. Biografpremiere: d. 30. juli 2020.

Åbningsscenen: en tydeligt frustreret og olm middelaldrende mand sidder i sin pickuptruck i et parcelhuskvarter. Han tager sin vielsesring af, sluger nogle piller, og tager efter en hammer i den ene hånd og en benzindunk i den anden. Derefter smadrer han en dør og slagter en hjælpeløs mand og kvinde ned i et hus. Til sidst brænder han det til grunden inden politiet kommer.

Så har vi ligesom sat tonen i den den nye amerikanske spændingsfilm, Unhinged.

Sindsforvirret. Det er den direkte oversættelse af filmens titel. Meget passende efter åbningsscenen må man da sige.

Hvis man skulle sælge en film i det glade 80’ere og 90’ere, oversatte man ikke just filmens egentlige titel, men var i enormt kreative, med titler som:

  • Sagen Er Bank (alle var ude på at gi’ Schwarzenegger bank, i actionfilmen fra 86′, Raw Deal)
  • Med Røven I Vandskorpen (Bill Murray på spejderlejr var åbenbart en udfordring i filmen, Meatballs fra 79′)
  • Halløj I Klostret (når Whoppi går undercover i Sisters Act, er det som nonne med…halløj i?!)

Listen over, lidt for kreative titler, er lang og underholdende, og hvis den biograf-aktuelle, Unhinged, skulle have en 80’er-oversættelse, kunne det måske være noget i stil med roadrage – en mand går amok eller måske grøn, gul, rød, dræb.

Det er nemlig en dejligt urealistisk og eksplosiv film med kultpotentiale, om en mand der simpelthen bare får nok bag rettet i sin bil.

Manden, der ser rødt, bliver spillet af oscar-vinderen, Russell Crowe, som ikke just ligner den gladiator han fik dem gyldne statuette for. Han er stor, overvægtig og fedladen. Han har stadig ikke lagt kiloene fra sig, siden hans rolle i tv-serien, The Loudest Voice, hvor han spiller den klamme og utilregnelig Fox’ grundlægger, Roger Ailes.

Som en stor og skræmmende grizzlybjørn bag rettet i sin bil, er han manden uden navn, som simpelthen bare har verdens dårligste dag. Ligesom Michael Douglas i Falling Down fra 1993, skal der ikke meget til for at få bægeret til at flyde over. Det skal da lige være Rachel (Caren Pistorius) som spiller den unge mor, som kommer i klammeri med ham.

Der skal ikke den store videnskabsmand til at regne ud, at bjørnen selvfølgelig går amok og vil gøre alt for at lære den unge dame en lærestreg. Også selvom det pludselig gælder liv og død, og mennesker hun har helt tæt på i livet, bl.a. hendes søn, der bliver involveret i dette helvede.

Genremæssigt er Unhinged en over the top-spændingsfilm. En mareridts-thriller, som ender ud med at blive til en omgang halvkomisk slasher horror, hvor blodet sprøjter til alle sider. På halvanden time går vi fra morgenmadshyggesludder, til sveddryppende gys med død og lemlæstelse.

Det er en klassisk katten-efter-musen-fortælling, hvor vi hepper på retfærdighed i sidste ende. Det er kampen mellem manden, der føler sig uretfærdigt behandlet af samfundet og som ikke ser andre udveje længere, og den hårdtprøvede kvinde, der kæmper bravt med at få kabalen med eksmand, barn og job til at gå op i sidste ende.

Lad os dog slå fast med det samme, at Unhinged ikke byder på nogle specielt store overraskelser undevejs. Den byder samtidig også på en masse overdrevne klicheer, bl.a. i dialogen, som virker mekanisk og urealistisk. Samtidig bliver man småirriteret over Rachel, som gør “alt hvad hun kan”, alligevel sover for længe (igen) og nægter af give Crowes galningekarakter en undskylding i trafikken.

Meget dumt valg, frøken Rachel.

Den største kamel at sluge i sidste ende, er dog Crowes karakter og den måde han kan retfærdiggøre sine beslutninger på. Han er simpelthen i sin ret at tage de liv han har lyst til, bare fordi han føler han er blevet behandlet som skidt?!?

Men det er alligevel også Crowe der er højdepunktet, i rollen som brutal galning med én mission: at tage hævn på det samfund, der har vendt ham ryggen. Hans voldsomme fysik giver kant til karakteren og man kan tydeligt mærke at han har har en fest i rollen, som utilregnelig roadraging maniac.

Med forbilleder som Spielbergs undervurderede og effektive, Duellen fra 71′, og førnævnte, Falling Down, har instruktør Derrick Borte skabt en intens og nervepirrende oplevelse, som dog ikke når dine forbilleder til sokkeholderne. Den går heller efter nogle af de tunge oscar-statuetter, men i stedet efter en neglebiddende oplevelse i biografmørkedet. Hans bagkatalog som instruktør er ikke just prangende, men det kan tænkes at Unhinged laver om på dette. Han formår, stor filmkunst eller ej, at kreere en underholdende thriller, og som måske sidder i baghovedet af én, næste gang man får lyst til at dytte af nogen i trafikken.

Unhinged får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

The Tax Collector

Dedikerede Shia Lebeouf har skamferet sit maveskind til ære for dette makværk. The Tax Collector er storfavorit til årets værste film.

Retfærdighedens Ryttere

Thomas Jensen er kongen af dansk afstumpethed og legendariske one-liners, og formår igen at samle folket med hans seneste film.

Freaky

Vince Vaughn stjæler billedet som klodset teenager fanget i en grotesk stor mandekrop. Man både græmmes og griner i gyserkomedien, Freaky.

His House

His House skriver sig ind i stimen af gyserfilm, som har raceproblematikker på dagsordenen. Filmen starter stærkt ud, men ender desværre med at være en ret “middle of the road” haunted house-gyser.

Come Play

Come Play fungerer simpelthen ikke på nogen parameter. Det er tydeligt, at man har taget en “sjov” kortfilms-idé, og så har man strakt den ud til spillefilmslængde, uden at lægge yderligere vægt til historien.