True Detective Sæson 3 anmeldelse

René

René

3. sæson vender tilbage til det gode udgangspunkt med bundsolidt skuespil, en makaber sag og den helt særlige TD-stemning.

Anmeldelsen er baseret på de første 3 afsnit. De første to afsnit kan streames fra den d. 14 januar på HBO Nordic.

Universet fra sæson 1 med et meget karismatisk makkerpar Cohle og Hart og deres jagt på en yderst makaber seriemorder, står stadig øverst på skamlen over de allerbedste sæsoner nogensinde af en tv-serie.

Det var en perfekt cocktail af mødet mellem et meget umage makkerpar, mystik, sort humor og en helt særlig stemning.

Denne særlige stemning vender vi tilbage til lige om lidt.

For efter en gevaldig skuffende omgang med sæson 2, er hovedforfatteren Nic Pizzolatto, tilbage med en længe ventet tredje sæson.

De mange trailere som har floreret på nettet de seneste par måneder, har antydet et tilbagevenden til den dystre, dragende og mystiske stemning, som også prægede den første sæson.

Heldigvis er den store stemningsparaply også foldet ud over sæson. 3.

Hovedpersonen i denne omgang er politibetjenten Wayne Hays (spillet af oscar-vinderen Mahershala Ali) der i 1980 skal opklare en ny sag om to forsvundne børn. Et søskendepar som ellers bare skulle cykle en tur på legepladsen, men som aldrig vendte hjem.

Vi skal som seere med Hays frem til både 1990 (i en intern politi-afhøring) og 2015 (under interview med rapporter) for at komme tilbage til hvad der egentlig skete tilbage med sagen tilbage i start-firserne.

“I’ll remember the moon and Steve McQueen died” mindes Hays der sammen med sin politimakker Roland West (Stephen Dorff) bliver kaldt ud til søskendeparrets hjem for at tage hul på sagen.

Et hukommelsestab har dog gjort at Hays ikke husker alt fra sagen og lige så langsomt lægges der flere brikker i det dunkle puslespil jo flere afsnit vi ser.

Hvor anden sæson af True Detective var simpel og på grænsen til det action-fordummende, er tredje mere True Detective-ish. Eller dvs, mere som den første sæson af serien, som havde det særlige touch der gjorde True Detective så mesterlig.

Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at serien heldigvis tager ikke skynder sig afsted, men ligesom den populære første sæson tager den sig tid til langsomt at lukke op for det uklare, udefinerbare og dunkle univers, hvor alle er potentielle kidnappere og mordere. For som Hays snakker om i første afsnit med sin makker, West, så kan de ikke stole på nogen (“Everybodys lying. Period.”).

Skuespillet er upåklageligt og ingen overspiller (Vince Vauhn…host host…anden sæson…host host..) og selvom vi ikke får et så fabelagtig makkerpar som med Matthew McConaughey og Woody Harrelson, så gør Ali og Dorff det stadig sublimt i rollerne som the state police detectives of Missouri som for alvor kommer på prøve. På på jobbet, men også i privaten.

Det er ubehagelig velkendt og (nærmest) hyggeligt at træde ind i det go’e gamle True Detective-univers igen, som denne anmelder i den grad byder velkommen.

Efter tre bundsolide afsnit har jeg høje forventninger til de kommmende fem.

Men der skal et mirakel til hvis den skal op på siden af første sæsons tårnhøje niveau.

True Detective Sæson 3 får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!