3. sæson vender tilbage til det gode udgangspunkt med bundsolidt skuespil, en makaber sag og den helt særlige TD-stemning.
Anmeldelsen er baseret på de første 3 afsnit. De første to afsnit kan streames fra den d. 14 januar på HBO Nordic.
Universet fra sæson 1 med et meget karismatisk makkerpar Cohle og Hart og deres jagt på en yderst makaber seriemorder, står stadig øverst på skamlen over de allerbedste sæsoner nogensinde af en tv-serie.
Det var en perfekt cocktail af mødet mellem et meget umage makkerpar, mystik, sort humor og en helt særlig stemning.
Denne særlige stemning vender vi tilbage til lige om lidt.
For efter en gevaldig skuffende omgang med sæson 2, er hovedforfatteren Nic Pizzolatto, tilbage med en længe ventet tredje sæson.
De mange trailere som har floreret på nettet de seneste par måneder, har antydet et tilbagevenden til den dystre, dragende og mystiske stemning, som også prægede den første sæson.
Heldigvis er den store stemningsparaply også foldet ud over sæson. 3.
Hovedpersonen i denne omgang er politibetjenten Wayne Hays (spillet af oscar-vinderen Mahershala Ali) der i 1980 skal opklare en ny sag om to forsvundne børn. Et søskendepar som ellers bare skulle cykle en tur på legepladsen, men som aldrig vendte hjem.
Vi skal som seere med Hays frem til både 1990 (i en intern politi-afhøring) og 2015 (under interview med rapporter) for at komme tilbage til hvad der egentlig skete tilbage med sagen tilbage i start-firserne.
“I’ll remember the moon and Steve McQueen died” mindes Hays der sammen med sin politimakker Roland West (Stephen Dorff) bliver kaldt ud til søskendeparrets hjem for at tage hul på sagen.
Et hukommelsestab har dog gjort at Hays ikke husker alt fra sagen og lige så langsomt lægges der flere brikker i det dunkle puslespil jo flere afsnit vi ser.
Hvor anden sæson af True Detective var simpel og på grænsen til det action-fordummende, er tredje mere True Detective-ish. Eller dvs, mere som den første sæson af serien, som havde det særlige touch der gjorde True Detective så mesterlig.
Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at serien heldigvis tager ikke skynder sig afsted, men ligesom den populære første sæson tager den sig tid til langsomt at lukke op for det uklare, udefinerbare og dunkle univers, hvor alle er potentielle kidnappere og mordere. For som Hays snakker om i første afsnit med sin makker, West, så kan de ikke stole på nogen (“Everybodys lying. Period.”).
Skuespillet er upåklageligt og ingen overspiller (Vince Vauhn…host host…anden sæson…host host..) og selvom vi ikke får et så fabelagtig makkerpar som med Matthew McConaughey og Woody Harrelson, så gør Ali og Dorff det stadig sublimt i rollerne som the state police detectives of Missouri som for alvor kommer på prøve. På på jobbet, men også i privaten.
Det er ubehagelig velkendt og (nærmest) hyggeligt at træde ind i det go’e gamle True Detective-univers igen, som denne anmelder i den grad byder velkommen.
Efter tre bundsolide afsnit har jeg høje forventninger til de kommmende fem.
Men der skal et mirakel til hvis den skal op på siden af første sæsons tårnhøje niveau.
