True Detective Sæson 3 anmeldelse

René

René

3. sæson vender tilbage til det gode udgangspunkt med bundsolidt skuespil, en makaber sag og den helt særlige TD-stemning.

Anmeldelsen er baseret på de første 3 afsnit. De første to afsnit kan streames fra den d. 14 januar på HBO Nordic.

Universet fra sæson 1 med et meget karismatisk makkerpar Cohle og Hart og deres jagt på en yderst makaber seriemorder, står stadig øverst på skamlen over de allerbedste sæsoner nogensinde af en tv-serie.

Det var en perfekt cocktail af mødet mellem et meget umage makkerpar, mystik, sort humor og en helt særlig stemning.

Denne særlige stemning vender vi tilbage til lige om lidt.

For efter en gevaldig skuffende omgang med sæson 2, er hovedforfatteren Nic Pizzolatto, tilbage med en længe ventet tredje sæson.

De mange trailere som har floreret på nettet de seneste par måneder, har antydet et tilbagevenden til den dystre, dragende og mystiske stemning, som også prægede den første sæson.

Heldigvis er den store stemningsparaply også foldet ud over sæson. 3.

Hovedpersonen i denne omgang er politibetjenten Wayne Hays (spillet af oscar-vinderen Mahershala Ali) der i 1980 skal opklare en ny sag om to forsvundne børn. Et søskendepar som ellers bare skulle cykle en tur på legepladsen, men som aldrig vendte hjem.

Vi skal som seere med Hays frem til både 1990 (i en intern politi-afhøring) og 2015 (under interview med rapporter) for at komme tilbage til hvad der egentlig skete tilbage med sagen tilbage i start-firserne.

“I’ll remember the moon and Steve McQueen died” mindes Hays der sammen med sin politimakker Roland West (Stephen Dorff) bliver kaldt ud til søskendeparrets hjem for at tage hul på sagen.

Et hukommelsestab har dog gjort at Hays ikke husker alt fra sagen og lige så langsomt lægges der flere brikker i det dunkle puslespil jo flere afsnit vi ser.

Hvor anden sæson af True Detective var simpel og på grænsen til det action-fordummende, er tredje mere True Detective-ish. Eller dvs, mere som den første sæson af serien, som havde det særlige touch der gjorde True Detective så mesterlig.

Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at serien heldigvis tager ikke skynder sig afsted, men ligesom den populære første sæson tager den sig tid til langsomt at lukke op for det uklare, udefinerbare og dunkle univers, hvor alle er potentielle kidnappere og mordere. For som Hays snakker om i første afsnit med sin makker, West, så kan de ikke stole på nogen (“Everybodys lying. Period.”).

Skuespillet er upåklageligt og ingen overspiller (Vince Vauhn…host host…anden sæson…host host..) og selvom vi ikke får et så fabelagtig makkerpar som med Matthew McConaughey og Woody Harrelson, så gør Ali og Dorff det stadig sublimt i rollerne som the state police detectives of Missouri som for alvor kommer på prøve. På på jobbet, men også i privaten.

Det er ubehagelig velkendt og (nærmest) hyggeligt at træde ind i det go’e gamle True Detective-univers igen, som denne anmelder i den grad byder velkommen.

Efter tre bundsolide afsnit har jeg høje forventninger til de kommmende fem.

Men der skal et mirakel til hvis den skal op på siden af første sæsons tårnhøje niveau.

True Detective Sæson 3 får 4 ud af 6 hamre: 🔨🔨🔨🔨

Seneste

Vikingulven

Nicolai har denne gang anmeldt en norsk varulvegyser, som ikke er helt perfekt, men som dog fint kan fungere som gyserunderholdning i disse mørke tider.

Ugens Streaming Anbefaling: Amalie Skal Dø

Hun var et ungt menneske, som inspirerede mange med hendes livsmod og kampgejst.
Nu kan man se den fine og rørende dokumentar på TV2 Play, som handler om hendes kamp for livet.

Et hus af splinter

Nicolai har denne gang anmeldt en fornyeligt Oscar-nomineret dokumentarfilm, der tegner et både tragisk, hjerteknusende men dog også hjertevarm billede af livet på et Østukrainsk børnehjem, hvor der forsøges på at give børnene så godt en ophold og så god en fremtid, som muligt.

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.