Triangle Of Sadness

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Triangle Of Sadness

Instruktør: Ruben Östlund

År: 2022

Genre: Komedie, Drama

Biografpremiere: d. 22. september 2022

Filmen blev set i Bio City, Aarhus

Han er en værre drillepind, ham Ruben Östlund. Han laver spidende samsundssatire, så kritikkerne ikke kan få armene ned. Applaus efter applaus. De græder af grin, mens de noterer hans vittige påfund i deres små notesbøger.

Han har med hans seneste film, Triangle Of Sadness, vundet De Gyldne Palmer i Cannes for anden(!) gang. Det er ikke hverdagskost for en instruktør. Men kan sgu også noget helt særligt og unikt.

Han har en imponerende evne til at prikke til de højrøvede i samfundet og få dem ned fra deres piedestal. Som i hans første Cannes-vinderfilm, The Square fra 2017, hvor en kunstnerisk leder af et museum (spillet af danske Claes Bang) bliver røvet på åben gade. På 142 minutter går han fra af være et menneske i fuldstændig kontrol, til at være helt i hundene.

Hvor mange instruktører klipper væk, når tingene bliver ekstreme, er han én af de få som fortsætter med at fokusere. På det pinlige, på det man egentlig ikke har lyst til at se på. Men han bliver ved,- ud i ekstremerne, der hvor det til sidst giver mening.

I hans nye film, er han ude efter de rige mennesker. En samling pengegriske tosser, der alle er samlet på en luksusyacht. Og som ender med at strande på en ø, efter at skibet bliver kapret af pirater.

Triangle Of Sadness er delt op i tre kapitler: i det første møder vi filmens egentlige hovedroller, Yaya og Carl. Et smukt, ungt par der begge arbejder som modeller. Hun tjener dog langt flere penge end ham, og det kommer der nogle interessante samtaler ud af, bl.a. på en restaurant.

I andet kapitel er vi på yachten. Yaha og Carl er ombord, og skal vartes op af den storsmilende personalestab, med danske Vicky Berlin i front som Paula. Hun gør en god figur som imødekommende og pleasende tjener, uanset hvem situation hun havner i. Vi møder også en russisk rigmand, spillet af Zlatko Buric, der har tjent sin formue på lort. Altså, gødning.

Lort og bræk (masser af bræk) er i øvrigt noget alle kommer til at skvulpe og sejle rundt i efter Kaptajnens middag, under en voldsom storm. Kaptajnen, der kæmper med et alkoholproblem, spilles af amerikanske Woody Harrelson, som heller ikke i Östlunds satiriske univers på nogen måde skuffer. Han er karismatisk som han nu kan være, og har bl.a. et par underholdende scener med Buric, hvor de over speaker-anlægget ytrer sig med kommunistiske og socialistiske kommentarer.

I tredje kapitel er det en kendsgerning, at luksusyachten er sunket, mange mennesker er druknet, og at dem er tilbage, nu må samarbejde for at overleve. Her er det toilet-skrubberen, Abigail, der ender med magten over “ø-riget”, da hun har skills, som ingen af de andre ubrugelige rigmænd eller kvinder besidder. Hun kan fange fisk og tilberede dem, og hierarkiet er vendt. Det skriger næsten på dårlig reality (på den fede måde) og rå suvivors i Robinson-ekspeditionen, med intriger så det batter, når Abigail “beordrer” pretty boy’en, Carl i seng med hende, så han kan få lov til at spise lidt salstænger!

Östlund har meget han gerne vil fortælle om den måde vi behandler hinanden på, klasseforskelle og gode og onde gerninger. Det føles bare mere rodet og ofte bliver pointerne skåret ud i pap. Selv om Harrelson og Burics scene på Kaptajnens værelse med mikrofonen i hånden, er særdeles underholdende, er det også én af dem, hvor det bliver tydeligt, hvad der menes om netop disse forskelle i samfundet. Det er egentlig ikke nødvendigt.

Underholdningsværdien er dog hele tiden i top, og selvom filmens spilletid på 2 timer og 27 minutter, snildt kunne barberes ned med minimum et kvarter, så findes der ikke mange kedelige minutter i filmen. Triangle Of Sadness mangler det særlige og helt unikke, som Östlund bl.a. serverede for os i The Square og de knivskarpe og spidende samtaleemner i Force Majeure. Men, mindre kan nu også gøre det.

Triangle Of Sadness får 4/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Seneste

Final Destination: Bloodlines

Nicolai har denne gang anmeldt 6. film i Final Destination-franchisen, hvor den bestemt ikke får for lidt udi vilde dødsfald.

Der er ikke tale om stor prisværdigt filmkunst, men dog alligevel en gyserfilm, der kan underholde, hvis man ikke er for sart over for groteske måder at dø på

Moviemaniac anmelder 4k-film: Nosferatu

Klar til en omgang gotisk horror, med en klam og ulækker Bill Skarsgård som blodsugende monster?
Moviemaniac anmelder 4k-film er tilbage med en anmeldelse af Nosferatu…

The Legend of Ochi

Nicolai har denne gang anmeldt en ny Fantasy-familiefilm, om pigen Yuri, som sætter sig for at genforene en lille skovvæsen-unge, med dens familie.

The Legend of Ochi, er en dybt bjertagende, smuk og underholdende film, som allerdybest kan anbefales at opleve i biografen!

Vi har stadig i morgen

Nicolai har denne gang anmeldt en italiensk film som foregår i 1946 og omhandler husmoren Delias liv med sorg og glæde.

Der er tale om et kæmpe mesterværk, som mere eller mindre, har lidt af det hele, når det kommer til humor og alvor og som ligeså har en virkelig smuk og dybt gribende historie, at fortælle.

The Accountant 2

Har du set den første The Accountant med Ben Affleck i hovedrollen? Og er du klar til en efterfølger, som både er buddy-komedie, actionfilm, tungt drama OG thriller? Jamen, så skal du måske gi’ The Accountant 2 en chance…

Sinners

Nicolai har denne gang anmeldt gyserfilmen, Sinners, som vil meget og som lykkedes med meget af det.

Den tager sig måske lidt for god tid, til tider, men er overordnet en underholdende tur i biografen, værd!