Instruktør: Mckenna Harris – Andrew Stanton
År: 2026
Genre: Animation.
Biografpremiere: 18/06
Da Toy Story udkom i 1995, var der tale om en filmhistorisk milepæl og en begivenhed. Aldrig før, var der lave en fuldt-ud computer-skabt animationsfilm, som til-og-med var vildt god.
Den svære 2’er i 1999 (som ligeså var svær at få sat ud i verden), blev også en bragende succes og det samme gælder den smukke 3’er fra 2010, som satte et perfekt punktum for Toy Story-sagaen.
Så kom der lige en 4’er i 2019, som der ikke nødvendigvis var mange der havde savnet, men som for mig fungerede som en perfekt epilog.
Men nu i 2026, er det sørme tid igen til det 5. eventyr med Woody, Buzz og alle de andre med Toy Story 5.
Denne gang, er det for første gang ikke Woody eller Buzz, der er fokus på. Det er snarer Jessie, som blev introduceret i 2’eren og som altså nu, er det legetøj der primært følges.
Toy Story 5’s historie går dog ud på Bonnie (som overtog Anders’ legetøj i 3’eren), som har svært ved at få venner, da de hellere vil lege med deres tablet. For at råde bod på dette, giver Bonnies forældre hende en såkaldt Lillypad. Bonnies legetøj føler sig straks meget truet af denne smarte tablet, men de holder fast i, at de har en relevans.
Denne relevans, bliver dog truet da Bonnie tager Jessie og legetøjshesten Bullseye med til et besøg hos potentielle nye venner, hvor Bonnie straks bliver set underligt på, da hun holder sit legetøj frem.
Bonnie beder straks om sin Lillypad og i stedet for at blive i forældrenes bil, ender Jessie og Bullseye på den adresse hvor Jessies første ejer boede, men hvor der nu bor et nyt barn ved navn Blaze.
Jeg vil ikke fortælle yderligere om filmens historie, andet end at Jessie og Bullseye selvfølgelig skal hjem igen til Bonnie. Der er også en lille bitte side-historie om et stort hold Buzz Lightyear-dukker som fortsat er i fabrikstilstand og derfor tror de er Space-rangers fra Star Command.
Jeg havde en enorm stor skepsis over for denne 5’er, da jeg fandt ud af, at den var på vej. Dette skyldes, at jeg ikke rigtig kunne se grunden til hvorfor der behøvede, at komme flere Toy Story-film efter både 3’eren og 4’eren.
Formår Toy Story 5 dog, at berettige sin eksistens?
Det kan skrives, at allerede ved Bonnies legetøjs første interaktion med Lillypad, vises det hvor moderne den er og hvordan den tydeligvis repræsentere alt den moderne teknologi i en tablet, inklusiv sociale medier (da den også kan chatte). Dette kan så potentielt forstås som et forsøg på at være kritisk mod nutidens moderne teknologi eller bare decideret skærmbrug.
Det kan også skrives, at Jessie har en fortid med at blive efterladt, hvilket meget hjerteskærende fortælles i 2’eren med sangen ”When She Loved Me”, hvortil det kan nævnes at der i filmen er små musikalske referencer til den sang via underlægningsmusikken.
Toy Story 5 fortæller også noget om gammelt elektronisk legetøj som bliver efterladt, i form af noget legetøj som Jessie og Bullseye møder hos Blaze. Her er der bl.a. en slags toilettræner-robot, som ja, giver mange forskellige former for toiletjokes.
For dog, at vende tilbage til om Toy Story 5, har en form for relevans, er svaret ikke et stort ja, men dog et ja.
Det kan her fx skrives, at jeg faktisk tror dette er Toy Story-filmen, hvor menneske-karaktererne er mest i fokus, i forhold til Bonnie og Blaze. Via fokusset på de 2, fortæller Toy Story 5 også noget om ensomhed og om at være genert (særligt via Bonnie), samtidig med at den også fortæller noget om, at stå ved sig selv og ikke ændre sig for andre.
Jeg vil også skrive, at i forhold til filmens historie del om teknologi, så føler jeg lidt, at der i midten af filmen, skete noget jeg ikke helt havde regnet med. Jeg ved ikke om dette gav filmen mere spænding, men jeg kunne dog godt lide, at der var plads til lidt uforudsigelighed.
jeg vil også skrive, at i forhold til stemmeskuespillet, så, så jeg filmen på engelsk. Men i forhold til Woody, så er Tom Hanks tilbage og det samme i forhold til Tim Allen i rollen som Buzz og ligeså Joan Cusack som Jessie. I rollen som toilettræner-robotten (som på engelsk kaldes for Smarty Pants), er Conan O’Brien et højdepunkt, som måske mest er fordi han er god til at fortælle vittigheder.
I forhold til den standard som Pixar har for sine animationsfilm, så er den også virkelig flot, ja faktisk til tider, decideret smukt animeret.
Selvom der denne gang ikke er nogen Randy Newman-komponeret sang (denne gang er det i stedet pop-superstjernen Taylor Swift som har en sang til rulleteksterne), så har Randy Newman og Jack Antonoff, lavet noget ret godt underlægningsmusik.
Som helhed vil jeg ikke lyve og skrive, at der ikke var noget fornøjelse i, at se det gamle legetøj igen. Toy Story 5, har også en god historie og ligesom de 4 forgangne film, har den også et ret godt afsluttende budskab (som jeg selvfølgelig ikke vil spoile).
Men, i modsætning til 4’eren, som føltes som det allersidste punktum, så føles 5’eren ikke som en afrunding på sagaen eller franchisen. Dette er uden tvivl, den største kritik jeg har til 5’eren, da der til trods for forandringer, ikke rigtig er noget der afsluttes. Derfor, vil jeg ikke være så overrasket, hvis der engang annonceres en Toy Story 6.
Men, til trods for denne kritik, så synes jeg stadigvæk at Toy Story 5, er meget bedre end jeg havde regnet med. Den er rigtig sjov, meget underholdende, til tider virkelig rørende og vigtigst, har den en god historie at fortælle.
