Tilbage Til Fremtiden

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: Back To The Future. Instruktør: Robert Zemeckis. År: 1985. Genre: Sci/fi/komedie. Klassiker anmeldelse. Kan streames på Netflix.

Hvis du skal gi’ et friskt bud på et årti i filmhistorien, hvor der er produceret flest ikoniske, elskelige og eventyrlige blockbusters man kan tænke tilbage på med et sageligt smil på overlæben?

Du siger 80’erne?

Jeg er meget enig…

Du kan jo ikke sige E.T, Goonierne, Den Uendelige Historie, Star Wars, Indiana Jones og Tilbage Til Fremtiden, uden at tænke dig en smule tilbage til barndommens gade. Kan du vel?

Selv de mennesker, der ikke har været børn eller unge i de glade, pastelfarvede 80’ere, kan da ikke andet end at knuselske de vidunderlige, sprudlende og magiske eventyr, der som en leg på et børneværelse, handler om den de godes kamp mod de onde. Film, med universer så inspirerende og særlige, at deres glød lever videre for altid.

Blæser jeg det for meget op nu??

Hvis du synes det,, så kan jeg faktisk godt forstå dig. Hvert fald en smule. Men sandheden er, at denne anmeldelse er en hyldest til én af de allerbedste 80’er-film, overhovedet: Tilbage Til Fremtiden fra 1985.

For en gang skyld, en succesrig firserfilm, som ikke er instrueret af Steven Spielberg (kun produceret), men af manden, som senere vandt en Oscar for Forrest Gump, Robert Zemeckis.

Forestil dig lige, at han engang, sammen med manuskriptforfatteren, Bob Gale, har pitchet ideen til filmen foran et filmselskab. De har sikkert stået nervøse, med tør hals og svedige håndflader, og fremstammende hjulpet hinanden med ideen til filmen:

“Jo, altså, vi har skrevet manus til den hér film vi kalder Tilbage Til Fremtiden. Den handler om den ældre og småtosset videnskabsmand, som hedder Doc Brown, og så den kække teenager Marty McFly. De er venner. Et umage makkerpar. Nå, men efter et skuddrama på en parkeringsplads, ender McFly tilbage i året 1955, dengang hans forældre var unge i byen. Og grunden til denne pludselige tidsrejse er på grund af Doc’s nyeste opfindelse,- en Delorean bil, som er en omrejsende tidsmaskine, hvis den altså kører hurtigt nok, med plutonium i den.”

Uanset om dette scenarium er sket i virkeligheden (jeg tror det næppe), så er det et mirakel at filmen er blevet til virkelighed.

Hele filmen fortælles med sådan et overskud og fortællerglæde, så man ikke kan andet end at overgive sig. Jeg genså denne sommer den vidunderlige science fiction-komedie for hundrede og syttende gang, og der sad jeg så, med et fjollet og fjoget smil på fra filmens start og lige ind til den sluttede. Det er simpelthen bare en film som kan bryste sig af titlen “klassiker” fordi at den holder den dag i dag.

Michael J. Fox og Christopher Lloyd har deres livs roller, som det umage makkerpar, Marty og Doc. På mirakuløst formår de at spille deres karakterer med lige dele alvorlig mine og samtidig med en stor portion komisk overskud. Fox rammer den både følsomme, kække og smarte teenager helt ind til benet, og Lloyd giver den fuld skrue som gal og vidunderlig videnskabsmand, som ingen anden kan.

Filmens højdepunkter er der ufatteligt mange af, men hvis du spørger undertegnede, er scenen hvor McFly, på åben gade bliver jagtet af en flok bøller (med Biff i spidsen) på et “skateboard”, én af dem. Selvfølgelig er McFlys guitarsolo til afslutningsballet også lettere legendarisk, og hvem kan glemme den hvor Doc og McFly kæmper med at vende tilbage til deres tid, 1985, hvor rådhustårnet bimler og hvor lynet slår ned.

Tilbage Til Fremtiden er ikke blot en fabelagtig medrivende og underholdende popcornsfilm. Den er samtidig også en eminent tidsrejsefilm, hvor der forståeligt nok er konsekvenser hvis man “piller” for meget ved fortiden, for dette går selvfølgelig ud over den nutid, man ellers lever i.

The Outatime Orchestra’s storladne temamelodi bliver brugt gennem hele filmen, og formår mirakuløst at løfte stemningen op til et helt særligt niveau, så vi som publikum for alvor føler at vi er med på et helt unikt eventyr med Marty Og Doc.

Muligvis føles film nr. 2 i rækken som en hyggelig gentagelse af 1’eren, og i film nr. 3, går det hele en smule i tomgang. Men det er nærmest umuligt ikke at beskrive den film, som startede det hele i 1985, som andet end en tidløs klassiker, som kun kan beskrives som et vaskeægte eventyr for børn og barnlige sjæle. Den fortjener virkelig sin plads blandt verdens bedste i filmhistorien.

Tilbage til Fremtiden får 6/6: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Trois Amies 

Instruktør: Emmanuel MouretÅr: 2024Genre: Drama.Biografpremiere: 03/07 Kærlighed (her ment den romantiske slags), kan være svært at være i og svært at håndtere. Dette kan måske lyde som

Mickey 17

Rober Pattinson bli’r slået ihjel igen og igen på et skørt rumeventyr, som bl.a. blander sci-fi, komedie og action sammen i en stor pærevælling…. – på den fede måde!
René anmelder Mickey 17 på 4k!

Materialists

Nicolai har denne gang anmeldt en romantisk komedie om matchmakeren Lucy, som pludseligt går i gang med at vælge en romantisk partner for sig selv, hvilket er svære end som så.

Materialists, er ikke nødvendigvis den romantiske komedie man regner med at se, men den fungere dog alligevel på dens egen præmisser og kan godt anbefales.

Novocaine

Jack Quaid er likeable som aldrig før, i rollen som den (næsten) helt normale bankmand, som må ud på en farlig færd, for at redde hans drømmepige.
René Buchtrup anmelder actionfilmen Novocaine på 4k:

F1

Nicolai har denne gang anmeldt en stor og meget ambitiøs film om Formel 1-racerløb, Der hvor filmen virkelig levere, er når der races og der hvor den til tider kommer til kort, er når der ikke races.

Men, F1, kan dog stadigvæk varmt anbefales at opleve i biografen.

The Monkey (4k UHD)

Hvis du er til tossede og fuldstændigt gakke abekattestreger, så er The Monkey måske lige noget for dig!
En gyserkomedie, som ikke tager døden for seriøst og hvor man griner af folk der bli’r splattet på stribe!
René Buchtrup anmelder Stephen King-filmatisering her på 4k ultra hd!

Hjem kære hjem

Nicolai har denne gang anmeldt en film om den nyansatte hjemmehjælper, Sofie, der både skal finde tid og overskud til det arbejde og til sin 10 årig datter.

Hjem kære hjem, er et stort, smukt, rørende og yderst menneskeligt mesterværk, af den slags som ikke så tit kommer i biografen.

A Complete Unknown

Man lærer aldrig rigtigt hovedpersonen i denne film at kende. Han forbli’r kort sagt A Complete Unknown… på den mystiske og interessante måde. Timothée Chalamet ER Bob Dylan og han gør det formidabelt. Lige så formidabelt er både billed – og lydkvaliteten på denne 4k-udgivelse og hele anmeldelsen kan du se HER: