Tilbage Til Fremtiden

René

René

Originaltitel: Back To The Future. Instruktør: Robert Zemeckis. År: 1985. Genre: Sci/fi/komedie. Klassiker anmeldelse. Kan streames på Netflix.

Hvis du skal gi’ et friskt bud på et årti i filmhistorien, hvor der er produceret flest ikoniske, elskelige og eventyrlige blockbusters man kan tænke tilbage på med et sageligt smil på overlæben?

Du siger 80’erne?

Jeg er meget enig…

Du kan jo ikke sige E.T, Goonierne, Den Uendelige Historie, Star Wars, Indiana Jones og Tilbage Til Fremtiden, uden at tænke dig en smule tilbage til barndommens gade. Kan du vel?

Selv de mennesker, der ikke har været børn eller unge i de glade, pastelfarvede 80’ere, kan da ikke andet end at knuselske de vidunderlige, sprudlende og magiske eventyr, der som en leg på et børneværelse, handler om den de godes kamp mod de onde. Film, med universer så inspirerende og særlige, at deres glød lever videre for altid.

Blæser jeg det for meget op nu??

Hvis du synes det,, så kan jeg faktisk godt forstå dig. Hvert fald en smule. Men sandheden er, at denne anmeldelse er en hyldest til én af de allerbedste 80’er-film, overhovedet: Tilbage Til Fremtiden fra 1985.

For en gang skyld, en succesrig firserfilm, som ikke er instrueret af Steven Spielberg (kun produceret), men af manden, som senere vandt en Oscar for Forrest Gump, Robert Zemeckis.

Forestil dig lige, at han engang, sammen med manuskriptforfatteren, Bob Gale, har pitchet ideen til filmen foran et filmselskab. De har sikkert stået nervøse, med tør hals og svedige håndflader, og fremstammende hjulpet hinanden med ideen til filmen:

“Jo, altså, vi har skrevet manus til den hér film vi kalder Tilbage Til Fremtiden. Den handler om den ældre og småtosset videnskabsmand, som hedder Doc Brown, og så den kække teenager Marty McFly. De er venner. Et umage makkerpar. Nå, men efter et skuddrama på en parkeringsplads, ender McFly tilbage i året 1955, dengang hans forældre var unge i byen. Og grunden til denne pludselige tidsrejse er på grund af Doc’s nyeste opfindelse,- en Delorean bil, som er en omrejsende tidsmaskine, hvis den altså kører hurtigt nok, med plutonium i den.”

Uanset om dette scenarium er sket i virkeligheden (jeg tror det næppe), så er det et mirakel at filmen er blevet til virkelighed.

Hele filmen fortælles med sådan et overskud og fortællerglæde, så man ikke kan andet end at overgive sig. Jeg genså denne sommer den vidunderlige science fiction-komedie for hundrede og syttende gang, og der sad jeg så, med et fjollet og fjoget smil på fra filmens start og lige ind til den sluttede. Det er simpelthen bare en film som kan bryste sig af titlen “klassiker” fordi at den holder den dag i dag.

Michael J. Fox og Christopher Lloyd har deres livs roller, som det umage makkerpar, Marty og Doc. På mirakuløst formår de at spille deres karakterer med lige dele alvorlig mine og samtidig med en stor portion komisk overskud. Fox rammer den både følsomme, kække og smarte teenager helt ind til benet, og Lloyd giver den fuld skrue som gal og vidunderlig videnskabsmand, som ingen anden kan.

Filmens højdepunkter er der ufatteligt mange af, men hvis du spørger undertegnede, er scenen hvor McFly, på åben gade bliver jagtet af en flok bøller (med Biff i spidsen) på et “skateboard”, én af dem. Selvfølgelig er McFlys guitarsolo til afslutningsballet også lettere legendarisk, og hvem kan glemme den hvor Doc og McFly kæmper med at vende tilbage til deres tid, 1985, hvor rådhustårnet bimler og hvor lynet slår ned.

Tilbage Til Fremtiden er ikke blot en fabelagtig medrivende og underholdende popcornsfilm. Den er samtidig også en eminent tidsrejsefilm, hvor der forståeligt nok er konsekvenser hvis man “piller” for meget ved fortiden, for dette går selvfølgelig ud over den nutid, man ellers lever i.

The Outatime Orchestra’s storladne temamelodi bliver brugt gennem hele filmen, og formår mirakuløst at løfte stemningen op til et helt særligt niveau, så vi som publikum for alvor føler at vi er med på et helt unikt eventyr med Marty Og Doc.

Muligvis føles film nr. 2 i rækken som en hyggelig gentagelse af 1’eren, og i film nr. 3, går det hele en smule i tomgang. Men det er nærmest umuligt ikke at beskrive den film, som startede det hele i 1985, som andet end en tidløs klassiker, som kun kan beskrives som et vaskeægte eventyr for børn og barnlige sjæle. Den fortjener virkelig sin plads blandt verdens bedste i filmhistorien.

Tilbage til Fremtiden får 6/6: 🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

5 fantastiske serier, der straks bør forlænges

Der er mange serier der burde stoppe, mens legen er god. Og så er der de få serier, der sagtens kan forsætte.
René Buchtrup prøver at råbe de store Hollywood-studier op med denne liste, over serier der straks bør forlænges.

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.