There Will Be Blood

Picture of Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

År:

Genre:

Instruktør: Paul Thomas Anderson
År: 2007
Genre: Drama

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

“Det endelige opgør med det vilde vest, som vi kender det”

Øst For Paradis’ samarbejde med Cinemateket kaster altså nogle filmperler af sig. Gamle klassikere, hyldede værker, og skæve nicheprægede film, der fortjener en ekstra tur på det store lærred.
Jeg så There Will Be Blood til premieren i 2007, og var blæst helt væk af det monster af en film den er. Jeg har gået og ledt efter den helt rigtige anledning til et gensyn, for det er ikke bare en film jeg lige vil smække på – den fortjener det helt rigtige øjeblik.
Det øjeblik kom i Paradis en aften for nylig, og jeg var om muligt blæst endnu mere væk, her anden gang.
Filmen er da også skabt til det helt store lærred. Robert Elswit’s storslåede billeder er skabt til noget stort, og de er alene filmens spilletid værd. Han blev heldigvis belønnet med en stor fed Oscar for sin bedrift.

“I have a competition in me. I want no one else to succeed. I hate most people”.

Filmen har ramt mig som en massiv tordenkile, og sat tankerne på overarbejde. Hvad er det filmen kan, hvorfor er den så dragende?
Hvorfor sidder jeg og har en hvis sjat sympati med et på mange måder frastødende og svinsk menneske?
Der er masser af spændende spørgsmål, og nogle kan vi besvare, mens andre må forblive åbne og ubesvarede. Sådan skal det også være.
Der er ikke noget decideret facit i There Will Be Blood, kun tankespind og rå maskulin energi.
Den kørte et efterhånden legendarisk parløb med Coen-Brødrenes No Country For Old Men. De kæmpede om alle mulige priser og generel hæder, men sammenligner man dem, så er der også ligheder (og forskelligheder).
De er begge en form for moderne western, der tager udgangspunkt i den meget maskuline mands kamp mod verdenen omkring ham. De er begge filmet med store brede skud, og enkelte knivskarpe detaljerede scener.
Begge film rummer også en meget markant skuespilpræstation – en der bliver talt om den dag idag, som noget af det ypperste indenfor filmkunsten.
Var man mest til Bardem´s psykopat, eller var det istedet Day-Lewis´utiltalende menneske der ramte bedst plet? Var det Coen-Brødrenes storfilm (som i realiteten ikke er en ægte storfilm), eller var det Paul Thomas Anderson´s tankefulde portræt af en stålsat mandsperson?
Jeg synes ikke man behøver vælge side eller film, for begge film er ganske fremragende, og når alt kommer til alt, også meget forskellige.

“There are sometimes when I look at people, and I see nothing worth liking”

Daniel Day-Lewis spiller oliemagnaten, eller rettere oliespekulanten, Daniel Plainview. En mand med meget lidt tilovers for verdenen omkring ham. Olien flyder i hans årer og sind, og der er ikke plads til andet. Han bruger alt og alle til at opnå sine mål. Han er grådig, grisk og iskoldt beregnende, og samtidig er han lynende intelligent. Han snyder og bedrager alle omkring ham.
Hans lange, seje tvekamp med den unge præst, Eli Sunday – et på mange måder ligeså utiltalende menneske – hører til i en lille kasse for sig i filmhistorien. Det er mere intenst end en knivkamp til døden, eller opgøret ved O.K. Corral.
Daniel Plainview har hele tiden overhånden, også når Eli (og vi seere) tror noget andet. Han tager sit rænkespil til det utænkelige overfor den unge præst, og ender da også som hersker i deres mikrokosmos.
Eli Sunday var mit første reelle møde med Paul Dano, og her må jeg jo krybe til korset, og sige, at jeg pga. hans portræt af en ung fanatisk “ekstremist”, næsten var mere skræmt af ham, end af Daniel Day-Lewis’ portræt af den svinske oliemand.

Lige ved og næsten!

Daniel Day-Lewis overspiller så englene synger, og det er vanvittigt, det er fantastisk, det er voldsomt. Kogt ned: Sublimt!
Enkelte gange titter hans menneskelighed igennem – trods alt. Såsom da hans søn er ved at blive sprunget i stykker, og i den rørende scene, hvor han blidt vugger ham, og taler sødt til ham.
Disse scener er vigtige i vores helhedsbillede af hvem Daniel Plainview er som person. Sådanne mennesker kan man nok aldrig helt forstå, men hvis man afkoder deres motiver, så er man kommet et godt stykke vej.

Vi runder af

Paul Thomas Anderson har skabt en øjeblikkelig klassiker, og et stykke filmhistorie, der sagtens kan nævnes i samme åndedrag som eksempelvis værkerne Casablanca, Psycho, Goodfellas og Lolita.
There Will Be Blood er fuldstændig mageløs, et dybt betagende værk af en af de sande mestre.
…. og det er ikke engang hans bedste film.
Det siger vist alt om Paul Thomas Anderson, og hans evner udi filmsprogets magi.
Jeg forstår ikke, hvorfor Oscarakademiet ikke formåede at marinere ham i store priser, men med deres nylige maskefald, og afsløring som de komplet nosseløse, feje hunde (ved dette års Oscar-uddeling)  de nu engang er, så kommer det den dag idag ikke bag på mig.
Vi andre kan heldigvis sagtens hylde ham, og det er hermed gjort.
Filmens to powerhouse-præstationer på skuespilfronten, står som noget af det stærkeste jeg har set på film.
Alt spiller, der er ingen svage led, ingen overflødige sekunder. Det er et stort kunstværk Paul Thomas Anderson har skruet sammen!
Jonny Greenwood’s fabelagtige score skal selvfølgelig huskes på falderebet.
Det fungerer som et studie i stemninger og sindstilstande, og binder hele værket sammen.

“I’m finished”

There Will Be Blood får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Wildwood

Nicolai har denne gang anmeldt en stor filmisk animationsbedrift i form af Wildwood!
Der er tale om et meget komplekst og alvorligt eventyr, som ikke er for de mindste børn og som også kan være kompliceret, men som dog er virkelig værd at opleve i biografen.

Sense and sensibility

Jane Austens klassiker Fornuft og følelse har fået nyt filmisk liv og dette er bestemt godt!
Den gør ikke meget anderledes eller nyt, men den lykkedes dog alligevel, at give den litterære klassiker en ny moderne stemme, og den er oveordnet meget værd at se

Whalefall

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fyr der er fanget inde i en kaskelothval og som kæmper en stor og desperat kamp, for at komme ud.
Whalefall er en intens overlevelsesthriller og ligeledes et rørende drama om et komplekst forhold mellem en far og en søn.

Forgotten Island

Nicolai har denne gang anmeldt en animationsfilm om 2 veninder, som pludseligt havner på en mystisk ø og må kæmpe med deres manglende hukommelse, for at komme hjem.
Forgotten Island/Den glemte ø, er et højenergisk eventyr, med masser af humor og hjerte, som hele familien kan nyde.

F for får

Biografpremiere: 08/10                     Sommetider er tingene ikke som det de ser ud til at være. Dette er en måde at forklare den nye F for får-film

Heart of the Beast

Nicolai har denne gang anmeldt en film, om en tidligere soldat der lever og overlever ude i vildmarken, sammen med sin hund.
Der er tale om en meget gribende og intens film, som i den grad går lige i hjertet.

Dobbeltfejl

Nicolai har denne gang anmeldt en meget kompleks film om forældre der forsøger at håndtere en overgrebssag, som involvere deres børn.
Dobbeltfejl er en hård film, men dog samtidig også en film der efterlader meget, at snakke og tænke over.

Coyote vs. Acme

Hvis man har gode minder med Looney-Tunes-tegnefilmene, så er Coyote vs. Acme, en stor anbefaling!
Det er ikke en perfekt film, men der er masser af gode grin for hele familien.