There Will Be Blood

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Paul Thomas Anderson
År: 2007
Genre: Drama

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Det endelige opgør med det vilde vest, som vi kender det”

Øst For Paradis’ samarbejde med Cinemateket kaster altså nogle filmperler af sig. Gamle klassikere, hyldede værker, og skæve nicheprægede film, der fortjener en ekstra tur på det store lærred.
Jeg så There Will Be Blood til premieren i 2007, og var blæst helt væk af det monster af en film den er. Jeg har gået og ledt efter den helt rigtige anledning til et gensyn, for det er ikke bare en film jeg lige vil smække på – den fortjener det helt rigtige øjeblik.
Det øjeblik kom i Paradis en aften for nylig, og jeg var om muligt blæst endnu mere væk, her anden gang.
Filmen er da også skabt til det helt store lærred. Robert Elswit’s storslåede billeder er skabt til noget stort, og de er alene filmens spilletid værd. Han blev heldigvis belønnet med en stor fed Oscar for sin bedrift.

“I have a competition in me. I want no one else to succeed. I hate most people”.

Filmen har ramt mig som en massiv tordenkile, og sat tankerne på overarbejde. Hvad er det filmen kan, hvorfor er den så dragende?
Hvorfor sidder jeg og har en hvis sjat sympati med et på mange måder frastødende og svinsk menneske?
Der er masser af spændende spørgsmål, og nogle kan vi besvare, mens andre må forblive åbne og ubesvarede. Sådan skal det også være.
Der er ikke noget decideret facit i There Will Be Blood, kun tankespind og rå maskulin energi.
Den kørte et efterhånden legendarisk parløb med Coen-Brødrenes No Country For Old Men. De kæmpede om alle mulige priser og generel hæder, men sammenligner man dem, så er der også ligheder (og forskelligheder).
De er begge en form for moderne western, der tager udgangspunkt i den meget maskuline mands kamp mod verdenen omkring ham. De er begge filmet med store brede skud, og enkelte knivskarpe detaljerede scener.
Begge film rummer også en meget markant skuespilpræstation – en der bliver talt om den dag idag, som noget af det ypperste indenfor filmkunsten.
Var man mest til Bardem´s psykopat, eller var det istedet Day-Lewis´utiltalende menneske der ramte bedst plet? Var det Coen-Brødrenes storfilm (som i realiteten ikke er en ægte storfilm), eller var det Paul Thomas Anderson´s tankefulde portræt af en stålsat mandsperson?
Jeg synes ikke man behøver vælge side eller film, for begge film er ganske fremragende, og når alt kommer til alt, også meget forskellige.

“There are sometimes when I look at people, and I see nothing worth liking”

Daniel Day-Lewis spiller oliemagnaten, eller rettere oliespekulanten, Daniel Plainview. En mand med meget lidt tilovers for verdenen omkring ham. Olien flyder i hans årer og sind, og der er ikke plads til andet. Han bruger alt og alle til at opnå sine mål. Han er grådig, grisk og iskoldt beregnende, og samtidig er han lynende intelligent. Han snyder og bedrager alle omkring ham.
Hans lange, seje tvekamp med den unge præst, Eli Sunday – et på mange måder ligeså utiltalende menneske – hører til i en lille kasse for sig i filmhistorien. Det er mere intenst end en knivkamp til døden, eller opgøret ved O.K. Corral.
Daniel Plainview har hele tiden overhånden, også når Eli (og vi seere) tror noget andet. Han tager sit rænkespil til det utænkelige overfor den unge præst, og ender da også som hersker i deres mikrokosmos.
Eli Sunday var mit første reelle møde med Paul Dano, og her må jeg jo krybe til korset, og sige, at jeg pga. hans portræt af en ung fanatisk “ekstremist”, næsten var mere skræmt af ham, end af Daniel Day-Lewis’ portræt af den svinske oliemand.

Lige ved og næsten!

Daniel Day-Lewis overspiller så englene synger, og det er vanvittigt, det er fantastisk, det er voldsomt. Kogt ned: Sublimt!
Enkelte gange titter hans menneskelighed igennem – trods alt. Såsom da hans søn er ved at blive sprunget i stykker, og i den rørende scene, hvor han blidt vugger ham, og taler sødt til ham.
Disse scener er vigtige i vores helhedsbillede af hvem Daniel Plainview er som person. Sådanne mennesker kan man nok aldrig helt forstå, men hvis man afkoder deres motiver, så er man kommet et godt stykke vej.

Vi runder af

Paul Thomas Anderson har skabt en øjeblikkelig klassiker, og et stykke filmhistorie, der sagtens kan nævnes i samme åndedrag som eksempelvis værkerne Casablanca, Psycho, Goodfellas og Lolita.
There Will Be Blood er fuldstændig mageløs, et dybt betagende værk af en af de sande mestre.
…. og det er ikke engang hans bedste film.
Det siger vist alt om Paul Thomas Anderson, og hans evner udi filmsprogets magi.
Jeg forstår ikke, hvorfor Oscarakademiet ikke formåede at marinere ham i store priser, men med deres nylige maskefald, og afsløring som de komplet nosseløse, feje hunde (ved dette års Oscar-uddeling)  de nu engang er, så kommer det den dag idag ikke bag på mig.
Vi andre kan heldigvis sagtens hylde ham, og det er hermed gjort.
Filmens to powerhouse-præstationer på skuespilfronten, står som noget af det stærkeste jeg har set på film.
Alt spiller, der er ingen svage led, ingen overflødige sekunder. Det er et stort kunstværk Paul Thomas Anderson har skruet sammen!
Jonny Greenwood’s fabelagtige score skal selvfølgelig huskes på falderebet.
Det fungerer som et studie i stemninger og sindstilstande, og binder hele værket sammen.

“I’m finished”

There Will Be Blood får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

Wannsee-konferencen

Uhyggelig og meget stærk film om et kapitel i historien, som menneskeheden bør skamme sig over. Mennesker bliver reduceret til tal på et stykke papir, og skæbner regnet for ingenting.

Babylon

Nicolai har denne gang anmeldt og set et brag af en Hollywood-storfilm om 20’ernes Hollywood og hvad der skete, da stumfilm ændrede sig til talefilm.
Det er stort, det er vildt, der er morsomt, det er hjerteskærende, ja faktisk hele pakken og noget man bare MÅ se og opleve i en biograf!

The Banshees of Inisherin

Uden de helt store armbevægelser, formår lille, irsk film, om to gamle venner, at gøre stærkt indtryk. Colin Farrell er enestående som den rare, men kedelige Pádraic, som ikke kan forstå, hvorfor hans livsgamle ven har vendt ham ryggen. The Banshees of Inisherin er en fremragende filmoplevelse, og René Buchtrup anmelder den her…

Fukssvansen

Skæv og langt ude dansk komedie, der både er hamrende sjov, men desværre også meget undervurderet og overset.
Vi slår hermed et slag for endnu en dansk komedie, der har fortjent meget mere opmærksomhed end tilfældet er.

Underwater

Nicolai har denne gang anmeldt en undervandsgyser, som skønt et højt tempo og fint med spænding, dog også har mange gyser-klichéer og ikke meget originalitet.

Gode actionfilm med rating under 6,0 på IMDB

Rating på IMDB? A’ hva?! Hvis du heller ikke aner hvad der menes her, så kan du blive klogere på hvad en god rating er, og måske blive introduceret til en actionfilm eller to, du ikke vidste eksisterede…