There Will Be Blood

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Instruktør: Paul Thomas Anderson
År: 2007
Genre: Drama

Filmen blev set i Øst For Paradis, Aarhus

Det endelige opgør med det vilde vest, som vi kender det”

Øst For Paradis’ samarbejde med Cinemateket kaster altså nogle filmperler af sig. Gamle klassikere, hyldede værker, og skæve nicheprægede film, der fortjener en ekstra tur på det store lærred.
Jeg så There Will Be Blood til premieren i 2007, og var blæst helt væk af det monster af en film den er. Jeg har gået og ledt efter den helt rigtige anledning til et gensyn, for det er ikke bare en film jeg lige vil smække på – den fortjener det helt rigtige øjeblik.
Det øjeblik kom i Paradis en aften for nylig, og jeg var om muligt blæst endnu mere væk, her anden gang.
Filmen er da også skabt til det helt store lærred. Robert Elswit’s storslåede billeder er skabt til noget stort, og de er alene filmens spilletid værd. Han blev heldigvis belønnet med en stor fed Oscar for sin bedrift.

“I have a competition in me. I want no one else to succeed. I hate most people”.

Filmen har ramt mig som en massiv tordenkile, og sat tankerne på overarbejde. Hvad er det filmen kan, hvorfor er den så dragende?
Hvorfor sidder jeg og har en hvis sjat sympati med et på mange måder frastødende og svinsk menneske?
Der er masser af spændende spørgsmål, og nogle kan vi besvare, mens andre må forblive åbne og ubesvarede. Sådan skal det også være.
Der er ikke noget decideret facit i There Will Be Blood, kun tankespind og rå maskulin energi.
Den kørte et efterhånden legendarisk parløb med Coen-Brødrenes No Country For Old Men. De kæmpede om alle mulige priser og generel hæder, men sammenligner man dem, så er der også ligheder (og forskelligheder).
De er begge en form for moderne western, der tager udgangspunkt i den meget maskuline mands kamp mod verdenen omkring ham. De er begge filmet med store brede skud, og enkelte knivskarpe detaljerede scener.
Begge film rummer også en meget markant skuespilpræstation – en der bliver talt om den dag idag, som noget af det ypperste indenfor filmkunsten.
Var man mest til Bardem´s psykopat, eller var det istedet Day-Lewis´utiltalende menneske der ramte bedst plet? Var det Coen-Brødrenes storfilm (som i realiteten ikke er en ægte storfilm), eller var det Paul Thomas Anderson´s tankefulde portræt af en stålsat mandsperson?
Jeg synes ikke man behøver vælge side eller film, for begge film er ganske fremragende, og når alt kommer til alt, også meget forskellige.

“There are sometimes when I look at people, and I see nothing worth liking”

Daniel Day-Lewis spiller oliemagnaten, eller rettere oliespekulanten, Daniel Plainview. En mand med meget lidt tilovers for verdenen omkring ham. Olien flyder i hans årer og sind, og der er ikke plads til andet. Han bruger alt og alle til at opnå sine mål. Han er grådig, grisk og iskoldt beregnende, og samtidig er han lynende intelligent. Han snyder og bedrager alle omkring ham.
Hans lange, seje tvekamp med den unge præst, Eli Sunday – et på mange måder ligeså utiltalende menneske – hører til i en lille kasse for sig i filmhistorien. Det er mere intenst end en knivkamp til døden, eller opgøret ved O.K. Corral.
Daniel Plainview har hele tiden overhånden, også når Eli (og vi seere) tror noget andet. Han tager sit rænkespil til det utænkelige overfor den unge præst, og ender da også som hersker i deres mikrokosmos.
Eli Sunday var mit første reelle møde med Paul Dano, og her må jeg jo krybe til korset, og sige, at jeg pga. hans portræt af en ung fanatisk “ekstremist”, næsten var mere skræmt af ham, end af Daniel Day-Lewis’ portræt af den svinske oliemand.

Lige ved og næsten!

Daniel Day-Lewis overspiller så englene synger, og det er vanvittigt, det er fantastisk, det er voldsomt. Kogt ned: Sublimt!
Enkelte gange titter hans menneskelighed igennem – trods alt. Såsom da hans søn er ved at blive sprunget i stykker, og i den rørende scene, hvor han blidt vugger ham, og taler sødt til ham.
Disse scener er vigtige i vores helhedsbillede af hvem Daniel Plainview er som person. Sådanne mennesker kan man nok aldrig helt forstå, men hvis man afkoder deres motiver, så er man kommet et godt stykke vej.

Vi runder af

Paul Thomas Anderson har skabt en øjeblikkelig klassiker, og et stykke filmhistorie, der sagtens kan nævnes i samme åndedrag som eksempelvis værkerne Casablanca, Psycho, Goodfellas og Lolita.
There Will Be Blood er fuldstændig mageløs, et dybt betagende værk af en af de sande mestre.
…. og det er ikke engang hans bedste film.
Det siger vist alt om Paul Thomas Anderson, og hans evner udi filmsprogets magi.
Jeg forstår ikke, hvorfor Oscarakademiet ikke formåede at marinere ham i store priser, men med deres nylige maskefald, og afsløring som de komplet nosseløse, feje hunde (ved dette års Oscar-uddeling)  de nu engang er, så kommer det den dag idag ikke bag på mig.
Vi andre kan heldigvis sagtens hylde ham, og det er hermed gjort.
Filmens to powerhouse-præstationer på skuespilfronten, står som noget af det stærkeste jeg har set på film.
Alt spiller, der er ingen svage led, ingen overflødige sekunder. Det er et stort kunstværk Paul Thomas Anderson har skruet sammen!
Jonny Greenwood’s fabelagtige score skal selvfølgelig huskes på falderebet.
Det fungerer som et studie i stemninger og sindstilstande, og binder hele værket sammen.

“I’m finished”

There Will Be Blood får 6/6 hamre:
🔨🔨🔨🔨🔨🔨

Seneste

© Disney

Robin Hood

For mig er dette Disney’s bedste værk.
Det er ikke dybt og nyskabende som Løvernes Konge, eller visuelt betagende som Bernard Og Bianca: SOS Fra Australien.
Den er derimod “bare” charmerende og fuldstændig uimodståelig.

Volver

Nicolai har denne gang anmeldt Pedro Almodóvars Volver, som er en smuk og rørende film, som perfekt balancere mellem humor og reel alvor og som virkelig godt fortæller en historie om både at forsvinde og vende tilbage til fortiden.

Barking Dogs Never Bite

Stærk debut fra den koreanske mester!
Sort humor, skæve karakterer, og et lille drys gys, danner ramme om en stærk film.

One Flew Over The Cuckoo’s Nest

Nicolai har denne gang anmeldt en af de største og bedste film-klassikere nogensinde, om jagten på frihed i en lukket tilstand og spørgsmålet om hvem der er normal og hvem der er sindssyg.

The Lost City

Forudsigeligt, romantisk tjubang-eventyr? Who cares, for Bullock og Tatum er forrygende sammen på skattejagt i The Lost City, som er underholdende fra start til slut.

Nightmare Alley

Her i Nightmare Alley er han gået full blown noir, og det er blevet til en på mange måder mesterlig film, der dog også har sine mangler hist og her.

C’mon C’mon

Andreas har set, hvad der meget muligt kan gå hen og blive årets film.
Skøn feel good og eftertænksomt drama i visuelle og lydmæssige klæder i mesterlig klasse. Du kan le, du kan græde, du kan bruge masser af tid på bare at tænke over filmen. Den vedkommer os alle.
Et meget smukt værk!