Originaltitel: The Tourist
Serieskabere: Harry Williams og Jack Williams
År: 2022
Genre: Thriller, drama
Alle seks afsnit kan streames på HBO MAX
Hvis du kørte galt, og vågnede op på hospitalet, uden at huske så meget som dit eget navn, hvordan ville du så egentligt reagere?
Det hele starter med en carchase, med en lille bil og en stor lastbil i centrum. Det minder om Steven Spielbergs favelagtige gennembrudsfilm, The Duel. Jamie Dornan spiller “The Man”,- der rundforvirret vågner op til meldingen, at han har været ude for en bilulykke. Nu ligger han i en hospitalsseng, og er frustreret over ikke at vide hvem han er. Og hvordan han overhovedet er havnet i Australien. For, han er tydeligvis ikke lokal, da han har en tyk, irsk accent.
Snart finder han en seddel i sin bukselomme, hvor der står et tidspunkt og et sted. Men, hvem skal han mødes med? Og hvorfor?
Han tager afsted og finder en servitrice, Luci (Shalom Brune-Branklin), der gerne vil hjælpe ham. Men der går ikke lang tid, før tingene eskalerer, og heldigvis vil den ekstremt søde og hjælpsomme Luci gerne hjælpe ham med at blive klogere på hvem han er. Ja, og så er der trafikbetjenten Helen Chambers (Danielle Macdonald), som har et brændende ønske om at blive kriminalbetjent. Hun er den der starter efterforskningen på “The Man” og som ender med at blive vigtig i hele historien. Og i opklaringen om, hvem den mystiske fremmede er.
The Tourist er en miniserie som aldrig føles langtrukken eller kedelig på noget tidspunkt. Den formår at være spændende fra første sekund og dette fortsætter i de seks afsnit at serien varer. Til trods for et roligt tempo, formår den alligevel at være neglebiddende intens.
Hvad der starter som et mindfuck af format, viser sig i sidste ende at være en ret så straight story. Jo længere vi kommer i serien, jo mere lærer miniseriens mystiske hovedperson om identitet og baggrund. Og i sidste ende er det allermest interessante, de spørgsmål den stiller, eksempelvis: hvor langt vil man gå for at lære ens fortid at kende, hvis man er bange for resultatet? Og er det muligt med en “ren tavle” og en frisk start?
Jamie Dornan, som muligvis startede karrieren som alle kvinders “guilty pleasure”, Mr. Grey, for nogle år tilbage, har efterhånden nogle interessante roller på cv’et, bl.a. i dette års Oscar-vindende, Belfast. I The Tourist gør han ligeledes et imponerende stykke arbejde og gør mennesket med hukommelsestab både skræmmende, sårbart og troværdigt. Man har næsten helt lyst til at give ham en det-skal-nok-gå-krammer gennem skærmen, også selvom man er i tvivl om hans brogede fortid, som dukker op undervejs i serien.
Shalom Brune-Branklin er i rollen som servitricen Luci også suveræn, og udvikler sig som en karakter, fyldt med masser af overraskelser. Og så er der den forholdsvis ukendte Danielle Macdonald, som betjenten Helen. En kvinde, som konstant kæmper med sit selvværd, og som har svært ved at sige fra til både sin dominerende ægtemand, til kollegaer på politistationen.
The Tourist minder meget om Noah Hawleys eminente Fargo-serie, som mestrer en mix af thriller, drama og sort humor i én, stor farlig cocktail, man simpelthen må drikke til sidste dråbe. Den er dog stadig helt sin egen, med de lange, øde strækninger som kulisse, og den herlige laid back mentalitet, som man kun kan opleve i Australien.
Og så er det måske interessant at vide, at det er en rigtig dårlig ide at køre i bil, når der er mørkt i Australien. For de knap så intelligente kænguruer bliver tiltrukket af lysskæret og derfor er der stor chance for at man kan køre dem ned. Tænk lige over det, hvis du skal ud og køre i “the land down under”.
The Tourist får 5/6 hamre:
🔨 🔨 🔨 🔨 🔨