Instruktør: John Crowley
År: 2024
Genre: Drama.
Biografpremiere: 24/10
Kærlighed er en vidunderlig ting og sommetider (når der er tale om kærlighed mellem 2 mennesker) handler det både om at give tid til hinanden og give tid til det liv, som de begge måtte leve.
Dette synes jeg personligt er noget af det som, John Crowleys nye film, We Live in Time, handler ganske meget om.
Hvad den ellers handler om, kan forklares ganske simpelt og hurtigt.
Den handler nemlig om forholdet mellem, Tobias (der arbejder for morgenmadsproduktet, Weetabix) og Almut (som er kok inden for meget fin gastronomi), der møder hinanden decideret nærmest ud af det blå, da Tobias er i gang med at underskrive skilsmissepapirer, men mangler velfungerende blyanter, og på sin vej hjem efter køb af nye blyanter, bliver han simpelthen kørt over af Almut.
Heldigvis er dette dog faktisk en ret perfekt start med kærligheden mellem dem og de følges så over et længere stykke tid, imens deres forhold udvikler sig og både møde sorg og glæde.
Dette lyder umiddelbart som en meget simpel og ”lige ud af landevejen-agtig ” kærlighedsfilm og det er We Live in Time, egentlig også meget af tiden, men John Crowley (som er instruktøren) og Nick Payne (som har skrevet manuskriptet), har dog alligevel et særligt es i ærmet, i forhold til skildringen af filmens historie og hvordan den fortælles.
Fordi som titlen antyder, har filmen noget med tid at gøre og måden den særligt bruger dette på, er ved ikke at fortælle filmen kronologisk.
I stedet for, så starter filmen, da forholdet mellem Tobias & Almut, allerede blomstre og er smukt i gang og i løbet af filmens 108 minutter, så springer filmen så både mellem forskellige milepæle hos dem og overordnet forskellige tidspunkter af deres forhold.
Dette kan potentielt virke forvirrende når det lige bliver beskrevet, men det er faktisk slet ikke tilfældet, så snart man kommer ind i filmens flow og faktisk fungere det fuldstændig perfekt, da det lige netop er med til at skabe en helt særlig følelsesmæssig balance, som jeg i den grad har savnet i en kærlighedsfilm.
Fordi, noget andet som jeg virkelig også synes at der brilleres med i We Live in Time, er faktisk at vise et kærlighedsforhold mellem 2 mennesker, som lige netop er i balance og hvor der er kærlighed nok til at det fungerer.
Sådan synes jeg egentlig ikke altid det er i kærlighedsfilm (her ligeledes med tanke om nyere kærlighedsfilm), fordi der plejer sommetider at komme et punkt, hvor forholdet, ikke nødvendigvis møder en form for symbolsk mur, men hvor de møder en tvivl om det egentlig skal være de 2?
Sådan er det faktisk ikke i We Live in Time, tør jeg godt at skrive uden at der er tale om en spoiler.
Dette er dog ikke ensbetydende med, at der er tale om et komplet glansbillede af et kærlighedsforhold, hvor alt bare er fryd og gammen, fordi de møder skam kampe, men det jeg dog synes der er så smukt og ekstremt rørende, er lige netop at der findes en form for fungerende løsning på de problemer der måtte blive mødt.
Dette synes jeg personligt også er med, til at give We Live in Time, en form for realisme og autenticitet, som bestemt også er kærkommen.
Dernæst, så har filmen også en virkelig smuk balance mellem oprigtig alvor og underspillende humor, uden der på noget tidspunkt, er tale om en komedie eller en såkaldt rom-com.
Et perfekt eksempel på dette, synes jeg fx er i en scene, hvor Tobias & Almut, er hos en læge, hvor de får noget meget alvorligt at vide. Efter de har fået disse alvorlige beskeder, begynder Almuts mave så at rumle og derefter, bliver hende og Tobias så tilbudt noget slik, hvor lægen så også hurtigt beslutter sig for at tage et stykke, nu hvor det allerede er taget frem.
Lignende situationer finder også sted på andre tidspunkter af filmen og dette elskede jeg virkelig også meget, fordi det som skrevet, var med til at skabe en virkelig smuk følelsesmæssig balance.
Noget andet som også fungerer perfekt, er filmens skuespil.
Tobias & Almut, bliver portrætteret af Andrew Garfield og Florence Pugh og helt ærligt, synes jeg at de begge yder noget af det allerbedste de har ydet i hver af deres karrierer og ligeledes, synes jeg oprigtigt at der er tale om Oscar-værdigt skuespil!
Andrew Garfield er perfekt som den meget romantiske, Tobias og lidt den mest følsomme del af forholdet, imens Florence Pugh også er perfekt som en kvinde der virkelig elsker en anden person virkelig højt, men som samtidig også har karrieremæssige ambitioner og et håb om at der også kan være plads til dette, i deres kærlighedsforhold. Det skal også lige nævnes, at Florence Pugh skal forestille sig at være i start/midt-30’erne og jeg synes personligt, hun kommer helt fint afsted med.
Dernæst så skal det naturligvis noteres, at kemien mellem Andrew Garfield og Florence Pugh, faktisk er så perfekt, som det kunne tænkes at være.
Noget andet der også skal roses er kameraføringen af Stuart Bentley og klipningen af Justine Wright, fordi selvom fokusset på denne film nok ikke er på dens film-tekniske kvaliteter, så er der dog også tale om en smuk film, på det visuelle plan og jeg kunne virkelig også godt lide filmens rytme, fordi den smukt tager tid til de vigtigste øjeblikke, samtidig med at jeg dog også ofte følte at tiden smukt fløj afsted.
Og helt oveordnet, jamen så er der tale om et mesterværk af de helt store, når der kommer til kærlighedsfilm, fordi dens skildrede kærlighed virkelig føles så ægte, som nogen kærlighedsfilm jeg har set både i år og nærmest også dette årti. Dét også ligeså det faktum at filmen også er morsom og meget underholdende, gør We Live in Time, til et af årets allerbedste og mest helstøbte film.
