The Social Network

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: Social Network

Instruktør: David Fincher

År: 2010

Genre: Drama

Filmen kan streames på Netflix

“I was your only friend”

Social Network er af en eller anden grund smuttet under radaren, når jeg har skullet vælge film siden 2010. Jeg har villet se den før, men det er altså først sket nu.

Og hvilken fejl det viste sig at være!

Jeg ville gerne gemme den til en speciel lejlighed, men her bagefter er jeg ærgerlig over ikke at have set den lang tid før.

Social Network er en film, der bærer præg af total kvalitet uanset, hvilken del af helheden du skeler til.

Det er en opvisning i personskildring.

Historien om den socialt handicappede Harvard-nørd, der ender som Facebookstifter, multimilliardær og globalt fænomen er ganske enkelt fornemt fortalt. Du kan hade Mark Zuckerberg ligeså meget du vil, og synes han er et utiltalende røvhul (hvilket han også er!), men filmen viser meget præcist, at du ikke kommer til tops i en verden, hvor der er så store penge involveret, hvis du er en pussenussefrans med vat på albuerne. Der er ofre på vejen mod toppen, og i hans tilfælde er han kold og kynisk. Og det endda selvom det gælder hans bedste ven, Eduardo Saverin.

Han ved sgu da godt han er et dumt svin. Han bliver grebet af pengene, magten, anerkendelsen, og det at være noget, som andre ser op til.

Noget andre ikke er.

Manuskriptet er signeret Aaron Sorkin, og med ham er der med garanti et tårnhøjt, og ikke mindst intelligent niveau i dialog og handling.

Han hev meget fortjent en Oscar hjem for denne film.

Filmen byder på en af de bedste skuespilspræstationer i en Fincher-film – DEN bedste, hvis jeg skulle svare med en pistol for panden:

Jesse Eisenberg er så fantastisk vild i hovedrollen. Kold, lynende intelligent, fjern, arrogant. Når karakteren forsøger at åbne op, og opføre sig menneskeligt og empatisk – men fejler, så bringer Eisenberg sit store register i spil. Jeg føler han kigger på mig igennem kameraet uden at registrere min tilstedeværelse. Jeg er dybt, dybt imponeret!

Han får fantastisk modspil af Andrew Garfield, Rooney Mara og…..Justin Timberlake.

De yder allesammen en kraftpræstation.

Garfield er fremragende som Zuckerberg’s bedste ven, der bliver røvrendt så det driver. Han kan altså spille svigtet og ydmygelsen fuldstændig hjem, og jeg sidder filmen igennem og ønsker ham en bedre ven.

Det gode vinder ikke altid…

Rooney Mara har meget få scener, men hun står ligeså klart her bagefter, som de andre tre hovedroller. Hun er bare dygtig!

Good old Timberlake er et af de største film-røvhuller jeg kan komme i tanke om. Hold op han er overbevisende som et ÆGTE dumt svin! Shit han er vammel og glat… Filmens egentlige skurk.

Filmens score af Trent Reznor og Atticus Ross fortjener ligeså stor anerkendelse som filmen selv. Det er musik, der går til biddet. Det følger thrillerstemningen til dørs, og har et af Reznor’s trademarks over sig: Ubehaget går hånd i hånd med skønheden.

Deres musik følger Jeff Cronenweth’s smukke billeder, og David Fincher’s stilsikre instruktion til dørs.

Vi runder af

David Fincher viser sin sans for drama og thrillere i Social Network, der er en af hans allerbedste film til dato.

Hans less is more stil gør igen og igen, at jeg spidser ører, og pudser brillen, når han kommer med nyt.

Helhedsoplevelsen i hans film er lidt af en mangelvare hos de fleste andre instruktører. Fincher kan sige så meget, med så lidt. Han behøver ikke sprænge verden i luften for at understrege en pointe.

Social Network er et lille mesterværk!

“You signed the papers”

The Social Network får 5/6 hamre:

🔨 🔨 🔨 🔨 🔨

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!