Instruktør: Tommy Wiseau
År: 2003
Genre: Drama, romantik
Kan ses på Youtube
Super corny og minus-æstetiske sexscener, med overdrevent cheasy musik til.
En kvinde har lige har fået konstateret brystkræft, men ingen reagerer på det.
Den mest mærkværdige hilsen jeg nogensinde har hørt blive gentaget på film: “Oh, hi Mark”.
Dette er nogle af de mange, mærkværdige ting der foregår i kultfilmen “The Room”.
Tommy Wiseau havde engang en ambition: at blive anerkendt i Hollywood som en ambitiøs og dygtig instruktør og skuespiller. Det er ikke lykkedes. Og det kommer aldrig til at ske.
Sådan startede jeg min anmeldelse for en del år siden. En anmeldelse hvor jeg gav “verdens dårligste film” 2 ud af 6 hamre. En fatal fejltagelse. For jeg har siden genset filmen flere gange, og The Room er i min optik en misforstået genistreg, der bare bliver ved med at gi’ og gi.
The Room” fået så stor kultstatus, så biografer i hele verden (stadig) viser filmen fra 2003 for fulde huse. Til særvisninger kan man endda lege pudekamp imens og kaste med plasticskeer mod lærredet, når uforklarlige ting sker i filmen.
Wiseau har både skrevet, instrueret, produceret OG spiller hovedrollen i “The Room” som blev lanceret som en psykologisk thriller da den kom i biograferne i 2003. Men inden den blev taget af plakaterne i USA (den gik ikke i ret mange uger), nåede publikum at lægge flade af grin over filmen, som ingen tog seriøst.
Jeg kan nemt forklare hvad filmen handler om. Det er nemlig såre simpelt:
Vores hovedperson Johnny (Tommy Wiseau) spiller en bankmand, som bor sammen med hans kæreste Lisa (Juliette Danielle) som han er meget lykkelig med. Men hun er bare ikke lykkelig med ham. Faktisk er hun utro med Tommys bedste ven Mark (Greg Sestero).
Det er et simpelt plot.
Det skrev jeg for over seks år siden, med en form for hovedrystende og bedrevidende filmsnoppethed, med armene over kors.
Fjollede, dumme René. Hvis jeg dog bare kunne se hvilken lårklasende kultklassiker den jo i bund og grund er. Om hvilket potentiale den har og som den spilder pladask foran seeren. På den sjoveste måde EVER!!
Jeg er egentlig enig i disse sætninger jeg skrev tilbage i 2019:
Det kunne have været et fint kammerspil. Om kammerateri og kærlighed. Men det såkaldte problem er med Wiseau, som jo både har produceret, skrevet, spillet hovedrollen OG instrueret filmen, er han ikke har noget som helst talent for nogen af delene!
Det elendige manus eskalerer med krumme-tæer-replikker, som: “leave your stupid comments in your pocket”, “I’m tired, I’m wated…I love you, darling” og “Denny, two’s great, but three is a crowd”.
Filmen er produceret for 6 millioner dollars. Penge som stadig ingen ved hvor kommer fra. Flere scener fra filmen er optaget i studier i Hollywood, og det kan tydeligt ses. Bl.a. scenerne fra tagterrasen, samt baggården. Det ser så dumt ud.
Prikken over i’et, som gør at filmen falder fuldstændig fra hinanden, er det elendige skuespil. De fleste skuespillere overspiller så det driver. Når man så ovenikøbet har så dårlige replikker at arbejde med, gør det heller ikke tingene nemmere.
Wiseau har ikke meget talent og vader rundt i både replikker, som han lige var landet på månen: fuldstændig diffus og snotforvirret. Han har store armbevægelser, men tåger rundt i “manegen” som om han ikke vidste bedre. Det virker hvert fald sådan, selvom han har udtalt noget andet til medierne. For få år siden i et interview, fortalte han ellers at det hele var meningen. At alt skulle være fjollet. At det var en komedie, der tog pis på det hele. Men det er stik imod dét han sagde da filmen blev udgivet: at det var en seriøst drama, inspireret af alle de største filmskabere i Hollywood.
Men Tommy Wiseau er og bliver manden der trækker det hele endnu mere ned. Han har INGEN skuespiltalent OVERHOVEDET. Med overdreven Caps Lock må jeg på groveste understrege at manden SLET ikke har nogen følelse for at stå foran et kamera. Alt virker unaturligt. Han ligner et underligt yngel af Grev Dracula og Conan The Barberian med hans lange, mørke hår. Hans alt for store jakkesæt gør ham endnu mere funny-looking. Når han, udover dette, har et stoner face, som havde han røget en ordentlig koger lige inden hver scene, tager man sig selv i at spørge: mener manden det helt seriøst?
Jeg er stadig ikke helt sikker den dag i dag. Om det hele var en joke eller ej. Det er egentlig lige meget, for resultatet er låsrklaskende morsomt.
Uanset om Wiseau troede han med The Room kreerede et nyt blændende mesterværk, som kunne hamle op med de største klassikere i Amerikansk filmhistorie, eller at han prøvede ar snyde os alle med en lille “so good is bad”-film, tja, det gør vel ikke så meget. Så længe at man kan bruge den til noget, det er vel det vigtigste.
Jeg fik dét ud af den, at overspil, dårlige replikker og cheasy/lummer filmmusik, dårlig klipning og elendig kameraføring, kan ende med at blive et fabelagtigt, underholdende produkt i sidste ende. Et, som hylder de dårlige film, hvor man hepper, når det går galt og hvor alting skal gå galt. For ellers lykkes det ikke i sidste ende.
Før grinede jeg af Tommy Wiseau. Nu griner jeg med ham.
The Room får 5/6 hamre: 🔨 🔨 🔨 🔨 🔨
