Instruktør: Frederik Sølberg
År: 2025
Genre: Drama
Biografpremiere: 20/08
Det kan være svært at rejse langt væk hjemmefra, men sommetider kan der være en grund til det. Og sommetider må man kæmpe til at holde fast i grunden til det.
Dette har danske Frederik Sølberg lavet en film om der hedder Hana Korea.
Grunden til at jeg skriver ”danske” i dette tilfælde, er fordi at, i denne film er der kun danske navne bag kameraet. Foran kameraet, er det udelukkende sydkoreanske skuespillere der ses.
For dog nu at beskrive lidt af historien, så handler det om Hyesun, som har rejst fra Nordkorea til Sydkorea. Hyesun kommer fra en familie, hvor faderen er død, sønnen er fraværende og arbejder meget og moderen ligger hjemme og er meget alvorligt syg.
Hyesun formål er, at tjene penge som kan komme hjem til moderen og give hende medicin og ligeledes uddanne sig til sygeplejerske.
Hyesuns rejse starter dog på et slags center for nordkoreanere, som også er en form for uddannelsessted.
Her bliver Hyesuns værelseskammerat (hvis man kan kalde det, det) Bomi, som relativt hurtigt får opbygget et venskab med Hyesun og på den måde, giver en form for tryghed i de uvante rammer.
Den resterende film, handler så om Hyesuns oplevelser på asylcentret og ligeledes hendes tid i en by i Sydkorea, hvor hun både skal takle uddannelse og et arbejde som tjener på en restaurant, for at tjene penge til moderen.
Hana Korea er først og fremmest, en meget stille film. Det mest voldsomme der sker, er at Hyesun på et tidspunkt (på uddannelsesstedet), pludseligt bliver angrebet af én som anklager Hyesun, for at have ødelagt hendes liv. Dette er ikke nogen spoiler, da det sker meget pludseligt. Det kan så også skrives, at denne hændelse, får mere baggrund senere i filmen.
Men, Hana Korea, er egentlig meget lignende dens hovedkarakter Hyesun. Den er meget stille, den er meget følsom og den tager sig god tid for at åbne sig op.
Filmen handler lige så meget, om at prøve at klare sig i en helt ny tilværelse, som den handler om at prøve at holde hovedet koldt og huske sig selv på, hvorfor man er rejst til Sydkorea.
Det er også en meget alvorlig film, men dog ikke komplet sørgmodig.
Der er fx en scene hvor Hyesun og Bomi deler et stykke tyggegummi med vindruesmag, der er ligeledes scenerne med en ansat ved uddannelsesstedet (ved navn Seok Hui), som til tider snakker med Hyesun, for lige at tjekke om hun er ok.
Den er dog også meget ubarmhjertig, i forhold til scenerne hvor Hyesun prøver at ringe hjem, for at få kontakt til sin mor, men hvor hun så hver gang får besked på at hun først må snakke med moderen, når Hyesun har sendt penge.
Hana Korea, er ligeså baseret eller inspireret af virkelige hændelser. Det kan her skrives at Frederik Sølberg skrev manuskriptet sammen med Sharon Choi og Minji Kang.
Hvor sandfærdig det er, skal jeg ikke kunne skrive. Det jeg dog kan skrive, er at den føles meget ærlig.
Dette synes jeg fx vises i en scene, hvor de unge mennesker på uddannelsesstedet er på en bytur og hver især har fået udleveret et kreditkort, hvor de må bruge et bestemt beløb og skal aflevere kvitteringerne på tilbageturen. På denne tur får Hyesun og Somi købt noget makeup og på tilbageturen, får de begge besked på at få det fjernet, da det ikke er tilladt for dem at have det på.
For lige at nævne noget om skuespillet, så portrættere Kim Min-Ha, filmens altoverskyggende hovedrolle, Hyesun. Dette menes skam helt bogstaveligt, da hun vitterligt er i hver eneste scene af filmen.
Men, allerede fra starten af filmen, hvor Hyesun ankommer til Sydkorea og efterfølgende bruger lang tid, for at kunne komme over på uddannelsesstedet, var min sympati for karakteren fuldkommen intakt og dette er særligt takket være Kim Min-Ha. Dette er uden tvivl, den mest følsomme præsentation jeg hidtil har bevidnet i en biograf i år og dette er særligt fordi, Hyesun gør alt hvad hun kan for at passe ind og klare sig. Dette vises bl.a. i scenerne på hendes tjenerjob, hvor hun laver op til flere fejl, samtidig med at hun også er træt og ikke helt kan følge med i matematik i skolen.
Men, Kim Min-Ha, formår simpelthen at leve sig så meget ind i rollen, så det er en stor fryd at være vidne til og virkelig er noget der rammer hårdt i hjertet.
De andre skuespillere i filmen er også virkelig gode, men Kim Min-Ha, er dog stjernen der virkelig stråler smuk i hver scene af filmen.
Kameraføringen af Stephanie Stål Axelgård er virkelig smuk og særligt fordi det til tider giver filmen en dokumentarisk følelse, i forhold til bare at filme det der sker, på en meget nøgtern måde.
Jeg må også virkelig fremhæve underlægningsmusikken af Jonas Bjerre (den nu tidligere forsanger i rockbandet Mew). Der er tale om overvejende elektronisk underlægningsmusik, som ligesom meget andet i filmen, er stille og langsomt. Men, det er virkelig også stemningsfuldt og noget der smukt bidrager til den overordnede stemning der er i Hana Korea.
Helt oveordnet, har jeg ingen fingre at sætte på noget i denne film.
I forhold til danske film jeg har set i år (som ikke er dokumentarer), er dette slet og ret, dén første som jeg vil kalde for et komplet mesterværk.
Hana Korea er vildt rørende, vildt hjerteskærende og til tider også vildt hjertevarmt og så er den virkelig menneske og slet og ret, et smukt og ærligt stykke filmkunst.
