The Grey

Andreas Nørgaard

Andreas Nørgaard

Originaltitel: The Grey
Instruktør: Joe Carnahan
År: 2011
Genre: Thriller/Action

“Fuck faith. Prove yourself”

Liam Neeson droppede for en stund de tomhjernede actionfilm – der siden  den superseje Taken fra 2008 har været den ellers så dygtige skuespillers ligegyldige trademark.

Han gik i stedet i survival-mode med The Grey.

Bevares, det er en actionfilm, men en helt anden type end dem han lavede og (desværre) stadig laver idag…

Man kan dog sige, at hans actionskills kommer ham til gode her, hvor han får brug for sine evner som overlever, da en flok ulve viser mere end almindelig interesse for ham og hans team af oliearbejdere.

De er styrtet ned i Alaska’s enorme vildmark, og deres situation ser mildest talt ikke god ud. De overlevendes odds er elendige, men Liam Neeson’s karakter, Ottway tager lynhurtigt teten, og forsøger at indgyde mod og håb i de skræmte machomænd.

Han er hyret til at beskytte menneskerne mod de vilde dyr, og især ulve, og om nødvendigt skyde dem, der kommer for tæt på menneskerne. Han ved meget om de intelligente dyr. Det hjælper dem i flere tilfælde, men han er omgivet af uvidende og bange folk, der i bund og grund bare går i vejen, og hans våben er ødelagte.

Filmens helt store scoop er selve ulvene.

Hver en scene med disse er lavet med en enorm intensitet, og det er her filmen løfter sig et godt stykke over den gængse actionfilm med dyr som antagonister.

Ulvene udmanøvrerer menneskerne, og tynder stille og roligt ud i antallet.

Angrebene er meget voldsomme og brutale, og du får som seer dyrisk vildskab lige lukt i fjæset.

Panikken og rædslen hos mændene, der bliver jagtet, og de grusomme scener med folk der får ansigtet flået af, eller bliver bidt i stumper og stykker, er lavet fuldstændig livagtigt, og uden det sædvanlige CGI, der ellers er alle steder nu til dags.

Filmen er renset for de – for genren – tåbelige klichéer, der ofte gør filmene blottet for intelligens og værdighed, og er i stedet erstattet af en simpel, effektiv og rigtig stærk historie.

“Don’t move.
Stare right back at them”

Det gør The Grey til en rigtig god film. Ikke bare i konteksten, men som film generelt.

Og det hjælper at have en dygtig skuespiller som Liam Neeson med – det giver filmen et ekstra niveau at spille på.

Filmens fotograf Masanobu Takayanagi, der før har gjort sig bemærket i mesterværket Warrior, får her i The Grey optimale arbejdsbetingelser. Han får Alaskas vildmark som legeplads til billedsiden, og det giver nogle utrolig smukke skud af storslået og barsk natur.

Vi runder af

Filmen belønnes for det den kan og gør, og holdes ikke op imod andre film. Den er så effektiv og strømlinet, og ud fra de kriterier lander vi højt på karakterskalaen.

Den er underholdende, den er hamrende intens, og den holder sig til den simple historie uden at blive sentimental og uden at svælge i de klicheer der ellers ofte præger den her slags film.

Hvis du vil vil ruskes rundt, og have en intens filmoplevelse, så se The Grey. Den er bestemt et par timer værd.

The Grey får 5/6 hamre:
🔨🔨🔨 🔨 🔨

Filmen kan bl.a. streames på Viaplay

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!