The Gentlemen

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: The Gentlemen. Instruktør: Guy Ritchie. Produktionsår: 2019. Genre: krimi/drama/komedie. Udkommer på blu-ray d. 13. juli 2020.

Gentagelsens mester

Blandt filmnørder, er det sjovt at snakke om instruktører der er faldet en smule af på den.

Sprudlende og energiske filmskabere, som før i tiden kreerede nyskabende og spændende film, men som den dag i dag er blevet et svagt ekko af fortidens storhed.

Hvorfor? Fordi de ikke bidrager med noget nyt, men på samlebånds manerer, laver de samme film, om og om igen.

Når det handler om kreative udfoldelser, indenfor kulturens verden, (eksemvelvis litteratur, musik og film), så er der én ting alle er bange for: gentagelser. Tænk, hvis de, nyskabende artister, indenfor disse verdener, ender med at gentage sig selv. Gisp!

Den britiske gavflap, Guy Ritchie, slog igennem med de drengedrøv’ske krimikomedier, “Lock, Stock And Two Smoking Barrels” og “Snatch”. Man sammenlignende ham hurtigt med den amerikanske auteur, Quentin Tarantino, som også kunne skrive knivskarpe dialoger (om alt og intet), med knastør humor, kombineret i et tegneserie-lignende univers, hvor der også var et drys film noir over det hele og som prikken over i’et, et cool soundtrack, som kunne sætte en helt særlig stemning.

Ritchies tankeproces

Jeg tænker at ærkebritten, Ritchie, har siddet hjemme på hans bopæl i London, og overvejet et nyt manus til en kommende film. Han har sikkert siddet med en cold pint, og haft lyst til at lave en kreativ drengerøvsfilm igen.

Efter de store kommercielle og moderat underholdende (men fuldstændige ligegyldige) “Sherlock 1 & 2”, og “Aladdin”, har Ritchie sandsyndligvis siddet med følelsen af at have lyst til én ting: at vende tilbage til rødderne.

Tilbage til London, tilbage til afstumpet vold, kække håndlangere og british swearing, med undervurderede skældord som, wanker og cunt.

Ritchie indså sikkert hurtigt, at det skulle være en film, som mindede om der hvor det hele startede; en gangsterkrimi.

Med hurtige one-liners, skæve karakterer, og et nærmest, puslespils-plot, om en amerikansk marijuanakonge i London, Mickey Pearson, som gerne ville gå på gangster-pension.

Den rolle skulle selveste oscarvinder, Matthew McConaughey, spille, og give den gas som kølig og cool konge af den kriminelle verden.

Og britiske charmetrolle som Charlie Hunnam og Colin Farrell skulle spille håndlangere og den pæne ærkebritte, Hugh Grant, skulle også lege med, og alle ville de smide smarte replikker fra sig, med tyk streg på deres britiske accenter.

Autenciteten længe leve!

Deja-vu følelsen

Som publikum bliver man dog ramt at følelsen af deja-vu, når man sidder og ser “The Gentlemen”. Den underlige fornemmelse af at overvære noget, man egentlig har set før. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Hvert fald ikke, når man bruger alle de ting der åbenlyst virker i Ritchies filmiske universer.

For Guy Ritchies nye film er genbrug på den gode måde. “Rocknrolla” fra 2008, var jo også set før (og bedre) i hans tidligere værker, og selvom den ikke bidrog med noget nyt, så brugte instruktøren de samme ingredienser, som han vidste virkede så godt.

For en god bøf med fritter og bearnaise går (forhåbentlig) aldrig af mode, og på samme måde er det med Ritchies drengerøvsfilm.

Flere filmkritikkere har været ude efter hans film, og skrevet, at han var mere interesseret i form frem for indhold. Det kan de på sin vis have ret i.

For selvom historien om narkobaronen , der prøver at trække sig tilbage, og hans rivaler, der prøver at overtage imperiet, er interessant at følge, så overrasker Ritchie ikke på noget tidspunkt. Han laver en “Ritchie-classic”, som gør hvad den skal, men så heller ikke mere.

Men at få lov til at se Mr. Notting Hill himself, selveste Hugh Grant, som slesk privatdetektiv, og se ham skeje ud, hvor han bander at svovle, McConaughey som iskold hashkonge, Farrell give den gas i joggingtøj og med store briller og se Crazy Rich Asians-flødebolle, Henry Golding spasse fuldstændig ud som asiatisk gangster med stort G, er en fryd for den indre drengerøv.

Guy Ritchie er bestemt ikke faldet af på den endnu og holder i den grad formen ved lige med hans seneste gangsterfilm, “The Gentlemen”.

The Gentlemen får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Ekstramateriale: Desværre har special feauteres-materialet ikke ret meget at byde på. Et overfladisk indblik, på omkring 10 minutter, bl.a. med The Auteur (Guy Ritchie på settet), en ultra kort omgang Behind The Scenes og trailere til nye udgivelser på dvd og blu-ray.

Seneste

Birthday Girl

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fødselsdagsferie på et krydstogt, hvor tingene går virkelig gruligt galt for en mor og en datter.

Birthday Girl, er intens, hjerteskærende og grundlæggende en ret ubehagelig film, som måske ikke er helt perfekt, men som dog er en der vil påvirke én og som man vil huske efterfølgende.

Godzilla x Kong: The New Empire

Den nye Godzilla/King Kong-film er én stor undskyldning for at se en radioaktiv øgle og kæmpe-abe slås mod endnu en giga-abe, der ridder på en is-øgle i fremmed portal-verden (!!!) Godzilla x Kong: The New Empire er den femte i Monsterverse-universet og den bli’r anmeldt af René Buchtrup

Perfect Days

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en ældre japansk herre, som rengøre toiletter i Tokyo og bl.a. lytter til gammel rock på kassettebånd.

Hvis dette ikke lyder som noget særligt, så er det dog faktisk tilfældet her, da Perfect Days er filmisk hverdagspoesi når det er allerbedst og ligeledes årets hidtil allerbedste bud på en film der viser mennesker og livet fra den allerbedste side af.

Paris, Texas

Wim Wenders har skabt en sjælden filmperle, som beskriver ensomhedens væsen mere rørende end nogen anden film i filmhistorien.
Læs René Buchtrups anmeldelse af Paris, Texas, med en storspillende Harry Dean Stanton i front

Past Lives

Nicolai har denne gang anmeldt en film om 2 koreanske mennesker, som først mødes i barndommen og som sides mødes flere gange som voksne, men for hver gang de mødes, er deres liv helt anderledes.

Past Lives er intet mindre end et stort, smukt, subtil og virkelig menneskeligt mesterværk, som man i allerhøjeste grad, kan og bør opsøge i ens nærmeste biograf.

Wild

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en kvinde der beslutter sig for at vandre en virkelig hård og lang tur, for at kunne komme af med livets smerter, sorg og traumer.

Wild er en hjerteskærende og spændende film, som ikke er perfekt, men dog meget medrivende.

Ugens Streaming Anbefaling – American Fiction

Cord Jefferson vandt til årets Oscar-show en gylden statuette for “bedste manuskript”.
American Fiction er filmen du ikke skal snyde dig selv for, da den er velspillet, skarp og morsom.
Allan fra GoFM får en lille anbefaling med på vejen her i lydklippet: