The Gentlemen

René

René

Originaltitel: The Gentlemen. Instruktør: Guy Ritchie. Produktionsår: 2019. Genre: krimi/drama/komedie. Udkommer på blu-ray d. 13. juli 2020.

Gentagelsens mester

Blandt filmnørder, er det sjovt at snakke om instruktører der er faldet en smule af på den.

Sprudlende og energiske filmskabere, som før i tiden kreerede nyskabende og spændende film, men som den dag i dag er blevet et svagt ekko af fortidens storhed.

Hvorfor? Fordi de ikke bidrager med noget nyt, men på samlebånds manerer, laver de samme film, om og om igen.

Når det handler om kreative udfoldelser, indenfor kulturens verden, (eksemvelvis litteratur, musik og film), så er der én ting alle er bange for: gentagelser. Tænk, hvis de, nyskabende artister, indenfor disse verdener, ender med at gentage sig selv. Gisp!

Den britiske gavflap, Guy Ritchie, slog igennem med de drengedrøv’ske krimikomedier, “Lock, Stock And Two Smoking Barrels” og “Snatch”. Man sammenlignende ham hurtigt med den amerikanske auteur, Quentin Tarantino, som også kunne skrive knivskarpe dialoger (om alt og intet), med knastør humor, kombineret i et tegneserie-lignende univers, hvor der også var et drys film noir over det hele og som prikken over i’et, et cool soundtrack, som kunne sætte en helt særlig stemning.

Ritchies tankeproces

Jeg tænker at ærkebritten, Ritchie, har siddet hjemme på hans bopæl i London, og overvejet et nyt manus til en kommende film. Han har sikkert siddet med en cold pint, og haft lyst til at lave en kreativ drengerøvsfilm igen.

Efter de store kommercielle og moderat underholdende (men fuldstændige ligegyldige) “Sherlock 1 & 2”, og “Aladdin”, har Ritchie sandsyndligvis siddet med følelsen af at have lyst til én ting: at vende tilbage til rødderne.

Tilbage til London, tilbage til afstumpet vold, kække håndlangere og british swearing, med undervurderede skældord som, wanker og cunt.

Ritchie indså sikkert hurtigt, at det skulle være en film, som mindede om der hvor det hele startede; en gangsterkrimi.

Med hurtige one-liners, skæve karakterer, og et nærmest, puslespils-plot, om en amerikansk marijuanakonge i London, Mickey Pearson, som gerne ville gå på gangster-pension.

Den rolle skulle selveste oscarvinder, Matthew McConaughey, spille, og give den gas som kølig og cool konge af den kriminelle verden.

Og britiske charmetrolle som Charlie Hunnam og Colin Farrell skulle spille håndlangere og den pæne ærkebritte, Hugh Grant, skulle også lege med, og alle ville de smide smarte replikker fra sig, med tyk streg på deres britiske accenter.

Autenciteten længe leve!

Deja-vu følelsen

Som publikum bliver man dog ramt at følelsen af deja-vu, når man sidder og ser “The Gentlemen”. Den underlige fornemmelse af at overvære noget, man egentlig har set før. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Hvert fald ikke, når man bruger alle de ting der åbenlyst virker i Ritchies filmiske universer.

For Guy Ritchies nye film er genbrug på den gode måde. “Rocknrolla” fra 2008, var jo også set før (og bedre) i hans tidligere værker, og selvom den ikke bidrog med noget nyt, så brugte instruktøren de samme ingredienser, som han vidste virkede så godt.

For en god bøf med fritter og bearnaise går (forhåbentlig) aldrig af mode, og på samme måde er det med Ritchies drengerøvsfilm.

Flere filmkritikkere har været ude efter hans film, og skrevet, at han var mere interesseret i form frem for indhold. Det kan de på sin vis have ret i.

For selvom historien om narkobaronen , der prøver at trække sig tilbage, og hans rivaler, der prøver at overtage imperiet, er interessant at følge, så overrasker Ritchie ikke på noget tidspunkt. Han laver en “Ritchie-classic”, som gør hvad den skal, men så heller ikke mere.

Men at få lov til at se Mr. Notting Hill himself, selveste Hugh Grant, som slesk privatdetektiv, og se ham skeje ud, hvor han bander at svovle, McConaughey som iskold hashkonge, Farrell give den gas i joggingtøj og med store briller og se Crazy Rich Asians-flødebolle, Henry Golding spasse fuldstændig ud som asiatisk gangster med stort G, er en fryd for den indre drengerøv.

Guy Ritchie er bestemt ikke faldet af på den endnu og holder i den grad formen ved lige med hans seneste gangsterfilm, “The Gentlemen”.

The Gentlemen får 4/6: 🔨 🔨 🔨 🔨

Ekstramateriale: Desværre har special feauteres-materialet ikke ret meget at byde på. Et overfladisk indblik, på omkring 10 minutter, bl.a. med The Auteur (Guy Ritchie på settet), en ultra kort omgang Behind The Scenes og trailere til nye udgivelser på dvd og blu-ray.

Seneste

Dirty Dancing

Nicolai har denne gang anmeldt af de største filmklassikere fra 80’erne og en på alle måder skøn og dybt underholdende kærlighedshistorie, som fortsat holder smukt den dag i dag.

Grandmother

Veteranen Charlotte Rampling og det unge talent, George Ferrier, gør familiedrama til en særlig oplevelse.
Tabuer, der er svære at snakke om, tages hånd om, og gøres hådgribelige og forståelige i Grandmother.

Utøya 22. juli

Nicolai har denne gang anmeldt en af nyere tids vigtigste film om en af nyere tids største menneskelige tragedier.
Det er ikke nemt, men dog nødvendigt at se, for at vide hvad der skete og hvorfor det aldrig må ske igen.

Murina

Murina er velspillet drama med flotte og imponerende skuespilpræstationer. Om en nederdrægtig patriark af en far, en underdanig mor og en teenagedatter, som har fået nok.

Don’t Make Me Go

Kræftsyg far og datter på road trip sammen, for at genforene hende med hendes forsvundne mor. Det lyder som amerikansk sødsuppe, men Don’t Make Me Go er sød, sjov og rørende, og en kæmpe anbefaling herfra.

Resten af livet

Nicolai har denne gang anmeldt en smuk, hjertevarm og samtidig hjerteskærende dansk film om behandling af sorg og savn og hvorfor det er vigtigt at gå igennem sorgen og savnet, fremfor at fortrænge det.

Den satans familie

Baest-dokumentaren bliver anmeldt igen.
???
….fordi de har udviklet sig til en helt anden størrelse, end da den kom på dr.dk i 2019.
De er mere relevante nu, end nogensinde før. En maskine der tromler hærgende henover pandemi, landegrænser, og emsige kritikere.
All hail!