Instruktør: David Gordon Green
År: 2023
Genre: Gys
Kan ses i biografen
I 1973 udkom William Friedkins anerkendte og sidenhen kultdyrkede værk Exorcisten. Siden da er filmen blevet diskuteret og hyldet til hudløshed og det ikoniske billede af den besatte pige Regan MacNeill har indprentet sig på de flestes nethinder. Ja, jeg selv, der er født godt 30 år efter filmens udgivelse, husker da også tydeligt, hvordan det skræmte mig som lille. Og en sådan succes går selvfølgelig ikke Hollywoods næse forbi, og filmen har da også siden sin udgivelse fået fire efterfølgere, alle i mere eller mindre svingende kvalitet.
Ja, altså det vil sige fire indtil nu, for nu har en femte installation i franchisen ramt de danske biografer, denne gang med David Gordon Green i instruktørstolen. Manden der nok er mest kendt for stoner komedien Pineapple Express og med succes pustede nyt liv i Halloween franchisen, med en trilogi som sluttede med sit sidste kapitel Halloween Ends sidste år. Og selvom især de to sidste installationer i den trilogi ikke just faldt i god jord hos mange anmeldere har man nu alligevel valgt ham og makkeren Danny Mcbride til at forsøge at puste fornyet liv i det legendariske gyser univers Friedkin startede.
Fotografen Victor (Leslie Odom Jr.) bor i Georgia med sin datter Angela (Lidya Jewett), som han opfostrer på egen hånd, efter hans kone omkom på tragisk vis i et jordskælv 13 år tidligere. Alt ånder tilsyneladende fred og ro indtil Angela og sin jævnaldrende veninde forsvinder efter en tur i skoven i et forsøg på at få kontakt til Angelas omkomne mor. Tre dage senere dukker de to op igen i en lade. Men forældrenes glæde over at have fået deres døtre hjem igen fordufter imidlertid hurtigt. For pigernes opførsel er langt fra som den plejer.
Og så lyder det ganske vist som om at Exorcisten er tilbage som man kender den, og det er den vel i den forstand også. For besatte piger og lange, udtrukne dialoger om kristendommen går filmen da bestemt ikke ned på. Og man kan også fornemme at Gordon Green har gjort sit hjemmearbejde og set Friedkins Exorcisten på forhånd, for filmen indeholder teknikker, som man kan genkende fra den gamle, som f.eks ved at markerer sceneskift med forstyrrende høje lyde, eller indimellem klippe til nærbilleder af dæmon ansigter, for så lynhurtigt at klippe væk igen. Og disse teknikker synes jeg faktisk ligesom i den originale fungerer ganske fint. Dog synes jeg, at hvor det i den originale tilføjede en gruende uhygge og komplimenterede den gudsforladte, mørke stemning fremragende, bliver det i denne nye omgang dog desværre ikke mere end en vag homage og gav mig egentlig mere lyst til at gense originalen end at få mig helt frem i sædet af rædsel. Dette hænger nok også sammen med at jeg virkelig ikke synes at filmen besidder denne gudsforladte stemning, som originalen, og i øvrigt også den i min optik undervurderede Exorcisten 3, excellerede så fremragende i.
For hvor de film gav sig tid til at dvæle ved deres fortællingers rædsler og brugte stilhed som et lige så vigtigt greb til uhygge som dæmoniske lyde, bruger denne nye foranstaltning i min optik for meget tid på at introducere nye karakterer og opbygge rædslerne en tand for meget. Derudover synes jeg heller ikke at den æstetisk er særligt spændende, der er enkelte gode indstillinger, men generelt er filmens visuelle udtryk for poleret og ligner for meget mange af tidens andre studie gysere.
Til gengæld har filmen et es oppe i ærmet i form af Ellen Burstyn tilbage i rollen som Chris MacNeil, moren til den besatte Regan i originalen. Og det var faktisk noget af det jeg havde glædet mig mest til ved denne nye fortsættelse, for noget af det jeg synes fungerede bedst ved Gordon Greens efterfølger til Halloween var brugen af Jamie Lee Curtis der vendte tilbage i rollen som Laurie Strode. Hun blev en aktiv del af filmens plot samtidig med at være en god gammel kending fra den gamle Halloween. Det er desværre ikke helt tilfældet med Ellen Burstyn i denne omgang, for selvom jeg synes det er fedt se hende igen i dette univers, og at hun egentlig ligesom de fleste af hendes medspillere spiller meget godt, synes jeg at hun bliver en del af filmens største problem, nemlig at jonglere med for mange karakterer og for mange tråde på én gang. Og til slut sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at hun mest var til stede for at minde seeren om at vi altså er i The Exorcist universet.
The Exorcist: Believer formår desværre aldrig at skræmme sin seer, og mangler i den grad den stemning, som var med til at gøre den originale til det fænomen, den stadig står som den dag i dag. Til gengæld synes jeg den indeholder nogle solide præstationer fra sine skuespillere og enkelte fine callbacks til sit ophav, men det bliver desværre ikke nok til at løfte hvad jeg desværre synes er en noget sløj fortsættelse og jeg vil nok mere opfordre til at se den originale eller Exorcisten 3 end til at tage ind og se The Exorcist: Believer.
