The Eternals

René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: The Eternals

Instruktør: Chloé Zhao

År: 2021

Genre: Superhelte/Action/Drama

Release på dvd, blu-ray og UHD blu-ray: d. 31. januar 2021

Den kinesiske instruktør Chloé Zhao har sagt, at hun altid har følt sig som en outsider, og hun føler sig tiltrukket at folk, der lever et anderledes liv. Efter hendes mesterlige gennembrudsfilm, The Rider fra 2017 og Oscar-vinderen, Nomandland fra 2020, giver dette citat i den grad mening. Begge værker bærer præg af særlige individers kamp i en presset tilværelse. En rodeorytters kamp for at komme i sadlen igen efter en ulykke, og en fattig kvindes stålsatte kamp for at leve hendes liv på landevejen.

I hendes seneste film, er vi langt væk fra de smalle film, med de små budgetter. Eternals har et vildt budget på 200 millioner dollars og handler om 10 (!) forskellige superhelte, som for tusinde år siden ankom til Jorden, for at beskytte planeten for rumvæsenerne, Celestianerne. En film, som indikerer at vi er væk fra Marvels “gamle helte” fra Avengers og vi er kommet ind i en ny fase, nemlig Fase 4, hvor en masse nye skal introduceres til de kommende år.

Spørgsmålet er blot om Zhao klarer skærene, ved at skabe en spændende historie, som introducerer de nye helte, så man kan bygge videre de næste mange år?

Svaret bliver et forsigtigt lille ja.

Og lad mig forklare hvorfor.

Eternals er en satsning og en ny vej for MCU. Den er bestemt ikke som de andre og prøver ihærdigt at skabe balance mellem det velkendte (den klassiske skabelon for en superhero flick) og bidrage med noget nyt. Den er mest interessant når den stiller spørgsmål ved moral, etik og ansvar (superhelte der adlyder ordre vs. kan tænke selv) og når den tør at satse på drama, fremfor bulder og brag-action.

Men én ting er teori, en anden er praksis. De mange forskellige helte er svære at blive rigtigt kloge på, fordi vi har så mange vi skal lære at kende. De fleste når vi kun at blive introduceret til, og så virker de bare lettere overfladiske. Samtidig bærer filmen tydeligt præg af et nødsråb om diversitet on the big screen. Alt skriger til himlen på at introducere de “rigtige” helte. Vi får bl.a. serveret den klassiske, hvide “Superman”, asiaterne, den sorte, barnet og mexicaneren. At Eternals samtidig også byder på en elskovsscene og et kys mellem to mænd i en anden scene, er stort indenfor MCU, men alligevel ikke rigtigt noget der flytter bjerge.

Det er ellers fin kemi mellem heltene Sersi (Gemmi Chan) og Ikaris (Richard Madden), som efter årtusinde år sammen som loverbirds, og efter hundrede års pause, nu må samle “banden” igen, da Celestianerne pludselig kommer brasende med flere kræfter end nogensinde. De er dog ikke det helt store trumfkort. Nej, filmens stjerne er scenografien og de mange smukke billeder, mixet sammen med imponerende cgi og special effetcts, som overrasker og forbløffer.

Så kan det godt være at tempoet til tider er lidt trægt, men det er samtidig også et sats. Og det belønner sig for det publikum, som har lyst til en helt anden Marvel-film end dem vi er så vant til. Og heldigvis er humoren, ikke helt gemt at vejen. Altid skarpe Kumail Nanjiani, som spiller superhelten Kingo med lynhænderne, har også en skarp tunge. Han sørger for flabet deadpan komik. Sammen med bomstærke Gilgamesh (spillet af Don Lee) sørger de for filmens sjoveste scene, hvor Gilgamesh stolt fortæller at det mjød heltene drikker, er korn han selv har tygget på og spyttet ud igen. Og ja, det spytter Kingo straks ud igen.

Ikke en Marvel-film, uden post-credits og en sidste scene efter rulleteksterne, og Kit Harrington, som spiller Sersis jordbokæreste, Dane, kan snildt komme til at betyde meget for Eternals-filmene, hvis der kommer en film nummer to. Alt afhænger er denne filmens samlede indtjening worldwide, så hvis man er til æstetisk og dvælende superhelteepos, så bør man give The Eternals en chance.

The Eternals får 4/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Ekstramateriale: Ikke et prangende udvalg af ekstraguf, men bestemt bedre end ingenting: kommentarspor, en form for behind-the-scenes, lidt spas bag settet og et par slettede scener.

Seneste

Poter Af Stål

Hvem sagde at en fornøjelig og let fordøjelig animationsfilm, ikke kan handle om race-diskrimination?
Poter Af Stål er inspireret af Sheriffen Skyder På Det Hele og minder til dels om Karate Kid. Og så er det en ret så underholdende sag.
René Buchtrup anmelder den HER:

Dream Scenario

Nicolai har denne gang anmeldt en film, der både omhandler en tilforladelig fyr der pludseligt dukker op i folks drømme og hvad der sker når stor berømmelse pludselig rammer én, der ikke er forberedt på det.

Dream Scenario er en film med mange facetter og sider til sig, udover at være en sorthumoristisk komedie og lige netop der for, er den enorm meget værd at opleve i biografen!

Pot Au-Feu

Pot au-Feu er en enormt veltilberedt film om to menneskers fælles passion for madlavning og hinanden, der tager sig tiden til at efterlade en subtil og behagelig eftersmag hos sin seer.

Drengen og Hejren

Nicolai har denne gang anmeldt den seneste film fra den japanske animé-mester, Hayao Miyazaki og han er bestemt tilbage på toppen!

Drengen og Hejren, er et smukt, poetisk og underholdende eventyr, med en enorm visuel skønhed og et virkelig filosofisk og poetisk eventyr, af den slags som Miyazaki, kun kan lave dem.

Den Grænseløse

Den Grænseløse er ikke én af de bedste Afdeling Q-film. Men det er alligevel en bundsolid og spændende krimi som er langt mere vellykket end Marco Effekten.
René Buchtrup anmelder.

Poor Things

Nicolai har denne gang anmeldt en fascinerende, unik, smuk, underholdende og vanvittig morsom film om hvad det vil sige at være menneske.

Dette er blot noget af det som Yorgos Lanthimos’ film, Poor Things, handler om, men den er dog så stor et filmisk festfyrværkeri, at man nærmest er nødt til at opleve den på et stort lærred.

Christian Bales Fem Bedste Roller

Christian Bale fylder 50 år tirsdag d. 30. januar og det skal da selvfølgelig fejres med en liste over hans bedste roller.
René Buchtrup giver sit bud på en TOP 5.