The Eternals

Picture of René Buchtrup

René Buchtrup

Originaltitel: The Eternals

Instruktør: Chloé Zhao

År: 2021

Genre: Superhelte/Action/Drama

Release på dvd, blu-ray og UHD blu-ray: d. 31. januar 2021

Den kinesiske instruktør Chloé Zhao har sagt, at hun altid har følt sig som en outsider, og hun føler sig tiltrukket at folk, der lever et anderledes liv. Efter hendes mesterlige gennembrudsfilm, The Rider fra 2017 og Oscar-vinderen, Nomandland fra 2020, giver dette citat i den grad mening. Begge værker bærer præg af særlige individers kamp i en presset tilværelse. En rodeorytters kamp for at komme i sadlen igen efter en ulykke, og en fattig kvindes stålsatte kamp for at leve hendes liv på landevejen.

I hendes seneste film, er vi langt væk fra de smalle film, med de små budgetter. Eternals har et vildt budget på 200 millioner dollars og handler om 10 (!) forskellige superhelte, som for tusinde år siden ankom til Jorden, for at beskytte planeten for rumvæsenerne, Celestianerne. En film, som indikerer at vi er væk fra Marvels “gamle helte” fra Avengers og vi er kommet ind i en ny fase, nemlig Fase 4, hvor en masse nye skal introduceres til de kommende år.

Spørgsmålet er blot om Zhao klarer skærene, ved at skabe en spændende historie, som introducerer de nye helte, så man kan bygge videre de næste mange år?

Svaret bliver et forsigtigt lille ja.

Og lad mig forklare hvorfor.

Eternals er en satsning og en ny vej for MCU. Den er bestemt ikke som de andre og prøver ihærdigt at skabe balance mellem det velkendte (den klassiske skabelon for en superhero flick) og bidrage med noget nyt. Den er mest interessant når den stiller spørgsmål ved moral, etik og ansvar (superhelte der adlyder ordre vs. kan tænke selv) og når den tør at satse på drama, fremfor bulder og brag-action.

Men én ting er teori, en anden er praksis. De mange forskellige helte er svære at blive rigtigt kloge på, fordi vi har så mange vi skal lære at kende. De fleste når vi kun at blive introduceret til, og så virker de bare lettere overfladiske. Samtidig bærer filmen tydeligt præg af et nødsråb om diversitet on the big screen. Alt skriger til himlen på at introducere de “rigtige” helte. Vi får bl.a. serveret den klassiske, hvide “Superman”, asiaterne, den sorte, barnet og mexicaneren. At Eternals samtidig også byder på en elskovsscene og et kys mellem to mænd i en anden scene, er stort indenfor MCU, men alligevel ikke rigtigt noget der flytter bjerge.

Det er ellers fin kemi mellem heltene Sersi (Gemmi Chan) og Ikaris (Richard Madden), som efter årtusinde år sammen som loverbirds, og efter hundrede års pause, nu må samle “banden” igen, da Celestianerne pludselig kommer brasende med flere kræfter end nogensinde. De er dog ikke det helt store trumfkort. Nej, filmens stjerne er scenografien og de mange smukke billeder, mixet sammen med imponerende cgi og special effetcts, som overrasker og forbløffer.

Så kan det godt være at tempoet til tider er lidt trægt, men det er samtidig også et sats. Og det belønner sig for det publikum, som har lyst til en helt anden Marvel-film end dem vi er så vant til. Og heldigvis er humoren, ikke helt gemt at vejen. Altid skarpe Kumail Nanjiani, som spiller superhelten Kingo med lynhænderne, har også en skarp tunge. Han sørger for flabet deadpan komik. Sammen med bomstærke Gilgamesh (spillet af Don Lee) sørger de for filmens sjoveste scene, hvor Gilgamesh stolt fortæller at det mjød heltene drikker, er korn han selv har tygget på og spyttet ud igen. Og ja, det spytter Kingo straks ud igen.

Ikke en Marvel-film, uden post-credits og en sidste scene efter rulleteksterne, og Kit Harrington, som spiller Sersis jordbokæreste, Dane, kan snildt komme til at betyde meget for Eternals-filmene, hvis der kommer en film nummer to. Alt afhænger er denne filmens samlede indtjening worldwide, så hvis man er til æstetisk og dvælende superhelteepos, så bør man give The Eternals en chance.

The Eternals får 4/6 hamre:

🔨🔨🔨🔨

Ekstramateriale: Ikke et prangende udvalg af ekstraguf, men bestemt bedre end ingenting: kommentarspor, en form for behind-the-scenes, lidt spas bag settet og et par slettede scener.

Seneste

The Drama

Nicolai har denne gang anmeldt en film om et bryllup, hvor forberedelserne til det, bliver svære og svære, efter at bruden bekendtgøre noget fra sin fortid. Der er tale om en meget sort komedie, som dog samtidig også giver meget at snakke om, udover at underholde.

Rental Family

Rental Family er feel-good, der gør mere end bare at varme. Brendan Fraser spiller en mand, der lejer sig ind i andres liv – og langsomt mister overblikket over, hvor rollen stopper, og følelserne begynder. En stille, rørende film, der bliver hængende efter rulleteksterne.
René Buchtrup anmelder

Predator 2

Predator 2 er måske den mest undervurderede film i hele serien – en eksplosiv storbyjagt fyldt med vilde praktiske effekter, brutal action og en fantastisk Danny Glover i topform.
René anmelder

Sirât

Nicolai har denne gang anmeldt en film om en fader og en søn, der leder efter deres datter & søster, sammen med nogle techno-ravere i Marokkos ørken.
Sirât er en stemningsfilm, som kræver tålmodighed og interesse i filmens rejse. Har man dog dette, er der tale om en meget intens og sanselig film, som er en biograftur værd.

Project Hail Mary

I en tid, hvor mange blockbusters føles som tom CGI-støj, er Projekt Hail Mary noget så sjældent som en storfilm med både hjerne, hjerte og humor.
En intelligent og underholdende rumfilm, der tør stole på sit publikum.
René anmelder

Persepolis

Jeg havde længe kendt filmen af navn, vidst at den byggede på Marjane Satrapis egne erindringer, og at den havde opnået en form for klassikerstatus inden for animationsfilm.

I Swear

Nicolai har denne gang anmeldt en sandfærdig fortælling om en mand, der har gjort en forskel for folk der lider med Touretttes. Det er filmen, I Swear, som er en dybt smuk og rørende film, med en historie som er virkelig værd at få fortalt i biografen.