
Originaltitel: Tenet
Instruktør: Christopher Nolan
År: 2020
Genre Action/Sci-Fi
Biografpremiere : d. 26. August 2020
Når Christopher Nolan er klar med en ny spillefilm, står savlende publikummer og kritikere klar, som tørstige unge mennesker en fredag aften i byen.
Den britiske instruktør har som få formået af bygge sig selv en karriere op ved at kreere originale film med ideer som både rammer pøblen og den gnavne filmnørd.
Vi er, som mange andre, stor fan af manden, og den måde han, på imponerende vis, kan ramme bredt og mainstream, med sin overlegne visuelle stil, sine fabelagtige ideer med (plot)twists, samtidig med at han aldrig går på kompromis med hans kunstneriske ideer.
I Tenet er tiden den afgørende brik i et store puslespil. Sådan var det også i gennembrudsfilmen, Memento (2000), Inception (2010) og Interstellar (2013). Bare for at nævne et par stykker.
Men i hans seneste mindfuck af en film, handler det ikke om flashbacks, drømme eller tidshuller. Her leger special agenter med tiden. De skruer tiden tilbage, for at forhindre alvorlige ting i fremtiden at ske.
Dette er den meget korte version af hvad Tenet går ud på
Christopher Nolan har lavet en krævende og kompleks film, som leger med tidsbegrebet som vi kender det. Han ryster posen og prøver at få sit publikum med på ideen at man med Tenet kan gå baglæns i tiden, mens vore helte går frem i en tidslinie de allerede har oplevet.
Måske er Tenet en for krævende for publikum?
Der var flere gange, hvor vi simpelthen ikke fattede hoved og hale, og tid og sted. Sådan skal det være med en Christopher Nolan film – du skal være i en vis form for uvidenhed og total forvirring, men nogle steder blev det lidt for meget af det gode.
Selv karaktererne er nogle gange i tvivl om, hvad der egentlig foregår. John David Washington´s karakter, The Protagonist, udtrykker det meget klart i en af filmens komiske scener:
“I don´t get it…
I still don´t get it!”
At Nolan nogle gange kan drøne ud af en tangent, og glemme begrænsningens kunst, er vist ikke nogen hemmelighed, men hans store visioner er jo med til at gøre ham til en af de mest interessante instruktører i nyere tid. Det er også fordi han nogle gange kammer over, at han er så god – han tør tage chancer, ham tør udfordre sit publikum. Han kræver koncentration og indlevelse af os, og til gengæld giver han os valuta for de mange penge en Imax-billet koster.
Han har mere end én gang bevist, at han sagtens kan skabe nogle nævneværdige karakterer. The Dark Knight, Memento og Interstellar er gode eksempler herpå. Alle eksempler på film med mennesker af kød og blod, som kæmper for deres familie og elskede, eller det der er tilbage af den.
Men hvad kæmper Protagonisten for, udover nationens sikkerhed? Han er som Jason Bourne og James Bond, bare uden en forhistorie eller et glimt i øjet.
Nolans helt store force vil dog altid være værket i sig selv. Som visionær og visuel instruktør bliver han vel kun rigtigt udfordret af Denis Villeneuve. Læg dertil hans eminente brug af lyd, og så har du en instruktør, der er noget særligt.
Ja, han skal begrænse sig engang imellem, men vi vil hellere have Nolan som han er – med fejl og mangler – end endnu en kønsløs instruktør, der altid spiller sikkert.
Kenneth Branagh er virkelig god som ondskabsfuld skurk. Hans rolle minder lidt om den han spiller i Conspiracy. Der spiller han topnazisten Reinhardt Heydrich. Charmerende, men iskold, fuldstændig blottet for samvittighed og anger. Han er en meget undervurderet skuespiller, der egentlig mestrer lidt af det hele. Her i Tenet jonglerer han med sine talenter, og er klart den mest interessante karakter. Han er en kompleks og hensynsløs skurk, hvis agenda er udspekuleret og dybt egocentrisk.
“All I have for you is a word: Tenet. It’ll open the right doors, some of the wrong ones too.”
Flere gange bliver vi mindet om at Tenet ikke skal forståes, men føles. Hvis man kan slippe tanken om at forstå plottet fuldstændig, så har man et voldsomt sansebombardement af en actionfilm til gode, som selvfølgelig skal ses i biografens mørke.